x
Aldeles forrygende

Sparks, DR Koncerthuset, Koncertsalen, København

Aldeles forrygende

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Det er mindre end et år siden, amerikanske Sparks sidst gæstede landet med en fremragende koncert på Store Vega i København, og noget kunne tyde på, at gruppen ikke rigtig kan få nok af Danmark – eller også er det omvendt. Nok engang var der tale om en mandagskoncert, men denne gang var Vega skiftet ud med DRs store koncertsal – fint skal det være. Så kan man give sig til at diskutere, hvor ideelt det er for en koncert som denne med siddepladser, men lyd- og lysforhold kan man ikke klage over; her var der styr på tingene, hvilket sørgede for noget nær optimale rammer. Men inden Sparks og deres fem mand store band kunne indtage scenen, var der tid til lidt opvarmning.
 
Josin
Klemt ind forrest på scenen mellem tangenter og guitar leverede tysk-fødte Josin one-woman-show og håndterede således både tangenterne, guitaren og rumklangsbadet vokal i løbet af sin koncert, der varede lige omkring en halv times tid. Musikken tog udgangspunkt i indielyd og singer/songwriter-tradition, sine sted parret med en smule electronica og lidt minimalisme i klassisk forstand. 
 
Josin både sang og spillede fint; i passager fornemmede man måske lidt pletvis inspiration fra folk som Björk, især dennes samarbejder med Thomas Knak, Tori Amos i hendes mere balladeorienterede stunder samt, på et enkelt nummer, arpeggio-tangentspil a la Philip Glass – denne passage var nok min personlige favorit i koncerten. Med det afsluttende nummer bevægede Josin sig i retning af noget electronica-agtigt med technostortromme og lagopbygning, men det spillede ikke rigtigt; det virkede, som om hun kom til kort produktionsmæssigt – efterhånden som flere lag blev bygget på, flød frekvenser mere sammen, og det lød, som om Josin helt klart teknisk set var bedre til de klaverbårne indie-ballader. Så kan man diskutere, i hvor høj grad dén lyd var som skabt til opvarmning for lige netop sådan noget som Sparks, men det tror jeg, jeg vil lade andre om. Publikum tog i hvert fald godt imod.
 
Sparks
Da Sparks gik på scenen, var det næsten som at tænde for en genudsendelse, i hvert fald hvis man, som undertegnede, var en af dem, der var til koncerten i Vega sidste år. Udstyret med samme band; trommer, bas, synthesizer og to gange guitar – plus naturligvis Mael-brødrene på vokal og tangenter – kastede man sig ud i samme åbningsnummer som sidst, den særdeles udmærkede "What The Hell Is It This Time?", hentet fra gruppens seneste album-udspil, Hippopotamus. Og når jeg taler om genudsendelse, så er det, fordi der jo reelt er tale om samme turné som sidst, og selvom der var skiftet ud nogle steder undervejs i sætlisten, så var grundstammen – og velsagtens ikke så overraskende endda – i relativt høj grad den samme, på samme måde som den overvejende vægtning af gruppens mere glam-orienterede udtryk nok engang skinnede kraftigst igennem. 
 
Og hvad skal man så sige til det? Skal man forlange større variation i sætliste og overordnet lyd, nu man to gange inden for samme år gæster et lille land som Danmark? Tjah, det kan man jo godt, men det egentlige spørgsmål er nok snarere, om det er rimeligt, og – i højere grad – om det er realistisk. Jeg synes faktisk, Sparks havde skiftet mere ud i sætlisten end jeg umiddelbart havde forventet; der var bl.a. nogle numre fra Hippopotamus, der blev spillet denne gang, mens andre blev sprunget over, og så havde man kastet "Tryouts For The Human Race" ind som særdeles behagelig overraskelse. Nummeret glimrede ved en fornem live-eksekvering, der ramte en meget udsøgt balance mellem den oprindelige Moroder-synthede lyd og det velspillende glam-band – helt klart et af koncertens højdepunkter.
 
Imponerende musikalitet
Koncerten igennem var man på intet tidspunkt i tvivl om, at man var vidne til endog meget høj kvalitet, både hvad selve materialet såvel som den tekniske levering af selv samme fra musikernes side angår. Mael-brødrenes medbragte unge band spillede både kyndigt og veloplagt, og jeg synes tilmed, man kunne fornemme, at de var godt varme efter lang turné – men heldigvis uden på nogen måde at virke trætte. På samme måde med brødrene selv; Ron var lige så stoneface-sikker bag sine tangenter som altid, kølig og manieret som en udstoppet Groucho Marx, mens bror Russell sprang omring på scenen, som han har gjort det lige siden Grundtvigs tid – man kunne ikke just se, at der er tale om et par herrer, der i hvert fald ifølge dåbsattesterne ligger og roder rundt omkring de halvfjerds. I den forbindelse må man også tage hatten af for Russell Maels højstemte falset – de af læserne, der er religiøst orienterede må sige en venlig bøn til deres gud, djævel eller rumvæsen i køleskabet og takke for at stemmen er der endnu, selv efter alle disse år.
 
Ikke overraskende var de helt store højdepunkter klassikerne: "Amateur Hour", "Never Turn Your Back On Mother Earth", "When Do I Get To Sing My Way", "The Number One Song In Heaven" (om end jeg foretrækker den lange og mere synth-baserede original) og "This Town Ain't Big Enough For Both Of Us", der i flere tilfælde fik det ellers siddende publikum op at stå hele vejen rundt. I det hele taget må man sige, at Sparks havde godt fat i publikum, der kvitterede med massive klapsalver igen og igen, og fortjent, bestemt.
 
I forlængelse af måske netop teksten til "The Number One Song In Heaven" kan man måske næsten driste sig til at sige, at hvis der findes et Paradis med dertilhørende ideel popmusik, så er Sparks et rigtigt godt bud. Gruppens kompositioner og arrangementer på én og samme tid repræsenterer det bedste i popmusikken samtidig med at gængse traditioner udfordres, leges med, brydes og vrides omkring, og netop dén balance rammer gruppen uhyre fornemt – Sparks formår – til stadighed – som vidunderligt paradoks at være både ypperlig popmusik såvel som poppens antitese, og altså fordi der spilles både med og imod popmusikkens univers af klichéer og traditioner. Læg hertil at gruppen aldrig har stillet sig tilfreds med at holde sig til en enkelt hylde eller to; er Sparks glam eller synth? Protopunk eller barok new wave? Sandheden er lidt af det hele og ingen af delene – og tak for det! Nogle tipper Tyskland, andre Brasilien, enkelte, nok mest på disse kanter, gætter på Danmark. Mit bud er, at Sparks snupper guldet i år.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA