x
Svenskerpunk i smækbukser – fem meter over scenegulvet

Sista Bossen, Roskilde Festival, Rising

Svenskerpunk i smækbukser – fem meter over scenegulvet

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er en ofte brugt gimmick for en musiker at krave op i scenekonstruktionen, når stemningen er virkelig intens. Bruce Dickinson fra Iron Maiden gjorde det eksempelvis engang på Orange Scene, adskillige meter. Det hører dog til sjældenhederne, at en sanger ligefrem befinder sig halvvejs oppe under scenetaget under det meste af en koncert, men det er, hvad Hampus Sundén fra Malmö-punkrockbandet Sista Bossen gør med stor dødsforagt på Rising-scenen. Sundén er desuden iført smækbukser, hvilket passer fint til gruppens humoristiske attitude.

Sista Bossen er sidste band første dag på Rising-scenen, og publikum er i fuld gang med at bearbejde tømmermændene oven på Danmarks exit fra fodbold-VM en time tidligere. En kamp, som også forsinkede de følgende koncerter på Roskilde med halvanden time – man må jo prioritere.

Sista Bossen har for nylig udgivet minialbummet ”Tio låtar om privilegierat lidande” med 10 sange på hver ét minut, så man kan ikke beskylde dem for at spilde tiden. Det gør de heller ikke på Roskilde, hvor gruppen fyrer den ene maskingeværsalve af en sang af efter den anden, både de nye korte og ældre, lidt længere sange på to-tre minutter. Vi når i alt 19 numre på 40 minutter fra et band, der både spiller tilpas tight i det høje tempo og samtidig lidt skramlende, så det passer til gruppens punkede udtryk. Lineuppen er to gange guitar, bas og trommer, men ingen soloer – det er jo en slags punk, dette her. Hampus Sundén skifter mellem at vrænge i de mest aggressive sange, at skrige i et højt leje som et barn og at synge mere pænt i de mere afdæmpede numre, som gruppen trods alt også har på repertoiret. 

Sceneshowet består – ud over Sundéns klatreture og hans svingen rundt med mikrofonstativet, når han undtagelsesvis har begge ben på scenegulvet – af en mannequindukke med et Sista Bossen-skilt. Jeg må tilstå, at mit svenske ikke er så superskarpt, så når jeg konkluderer, at gruppen er kendt for sit humoristiske tekstunivers, så skyldes det mest deres sangtitler, der blandt andet lyder ”Titta inte på mig (när jag dansar)”, ”Batteritorsk” og ”Glass med pistage”. Musikken kunne minde en smule om en blanding af tidlig bob hund og norske Honningbarna – to hyppige Roskilde-gæster gennem årene i øvrigt – og den er absolut underholdende. Jeg vil se frem til at følge Sista Bossen fremover – og investere i en svensk-dansk ordbog.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA