x
Tilbagelænet stadionrock

Alcabean, Rising, Roskilde Festival

Tilbagelænet stadionrock

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

På scenen foregår en form for kontrolleret kaos. Det er tilbagelænet, som det var i 90’erne. Det er omhyllet af teenage angst og velfærdsmelankoli. Alcabean befinder sig på en måde udenfor sin egen tid. De er ikke som andre bands, der stadigvæk befinder sig et sted i deres tyvere. Victor Schack står i midten, uden at bevæge sig særligt meget. Han befinder sig i musikken, imellem ligegyldigheden og støjen. Det er nådesløst at skulle spille foran Roskilde Festival, når der er landskamp. Og selvom koncerten til en begyndelse blev udskudt netop grundet landskampen, har fodbolden bevæget sig over i musikken og et ret behersket publikum.

Alcabean bevæger sig i det samme lydbillede. Der sker ikke meget, og på en måde virker det hele lidt ligegyldigt. For hvis du ikke allerede føler den, kommer du næppe til det. Alcabean befinder sig i den tilbagelænede arrogance. Det stråler ikke direkte ud af dem, og Victor Schacks generte person virker som en spejling af Brian Molko. Vi har hørt det før, men det gør ikke noget. Vi befinder os et sted imellem Silversun Pickups og Placebo. Som en videreformidling af det støjende teenagemørke, vi på et eller andet tidspunkt har berørt. Men her skal vi række hånden ekstralangt ud for at mærke det. Anonymiteten ligger som en skærm foran de tanker, Alcabean forsøger at formidle. Til tider virker det lidt ligegyldigt. Men imellem ligegyldigheden overtager sangene. De står alene. De opbygger en magt, der befinder sig på et niveau, musik kun sjældent kan gøre.

Alcabean leverer sine skarpe bud på sommerhits, igennem ”Still Remember” og ”Why Keep Calling Home”, der er lige dele manisk og kaotisk, som det er tilgængelig stadionrock. Alcabean har det, der skal til. Jeg er bare i tvivl om, at tiden lige nu har brug for det. De bevæger sig ihærdigt mod kulminationen, igennem opbyggende melodier, der balanceres mod støjen. Maskineriet marcherer mod publikum, der står foran Rising. Der er ikke mange af dem, men dem der er der, virker fokuserede. De bevæger sig ikke meget. De har trodset landskampen og patriotismen, for at bevæge sig ind i det rum, der aldrig rigtigt indfinder sig imellem C og G på Roskilde Festival. Støjen bygger sig op omkring dem, imens Joachim Holmgaard vælter rundt imellem brødrene Victor og Julius Schack. Alcabean har melodierne, der leveres overlegent og intenst. Melodierne er deres stemme, for ved siden af siger de ikke meget.

 

Sætliste:

Head Down

Running

Getaway

Still Remember

Bloody Pose

Why Keep Calling Home

Ur Own Way

Need Comfort

Domino Heart

Biker Song


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA