x
Skrotdynge fra Congo glimrede ved rodet charme

KOKOKO!, Roskilde Festival, Avalon

Skrotdynge fra Congo glimrede ved rodet charme

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Det var en tændt version af det afrikanske KOKOKO! vi fik glæden af på Avalon tidligt lørdag aften. KOKOKO! er et band fra Congo – nærmere bestemt hovedstaden Kinshasa. Og hvad gør dem så klædt på til at været årets "fluke world sweepstake" på Roskilde? Hvad er deres gimmick så at sige? Jo! Vi har simpelthen at gøre med det ultimative DIY: Hjemmelavede skraldeinstrumenter.

Losseplads som natklub
Det fem mand høje KOKOKO! tæller en omskiftelig musikergruppe, iført noget der ligner gule regnfrakker og indtager hver deres sære instrumenter. En slags afrikansk Devo, som min kollega sagde. Der ser således ud til at være alt fra xylofon-lignende instrumenter til hjemmebyggede guitarer, der ser ud som om, de er lavet af katon. Bandets enlige franskmand – produceren Debruit – står for en solid elektronisk bund, der giver KOKOKO! et ekstra schwung imod den elektroniske verden. For det er hundrede procent den verden, vi befinder os i, og Kokoko! vil utrolig gerne have os til at danse. Ensemblet styres af forsanger/rapper Makara Bianko, som skal have et par ekstra ord med på vejen for at have en sceneenergi der siger spar to. Hvad der reelt set bliver sagt og sunget fra scenen, skal jeg ikke kunne sige – men det bliver sagt med en entusiasme, kun få kan præstere. Musikken, der leveres står et sted mellem åben legestue og moderne, elektronisk house. Dog undgås denne scenes navlepillerier totalt, og det står hurtigt klart, at KOKOKO! er en hitter hos det voksende publikum.

Plastictrommetechno
Jeg brugte kort ordet ”fluke world sweepstake” tidligere. Et mere eller mindre selvopfundet ord, som trods alt stadig passer meget fint på den årlige tradition på Roskilde Festival, for en pludselig folkefest til musik fra en anden verdensdel. Dette sker oftest med afrikansk folkemusik, da dette oftest er præget af pågående rytmik, der giver folk lyst til at danse. David Byrne viser dette faktum meget fint natten før på Arena, og KOKOKO! viser det også rigtig godt på Avalon, for vi skal ikke langt ind i koncerten, før de første publikum har givet slip og danser. Rytmikken og dansen ligger latent i afrikansk musik – uanset om det er jazz fra Etiopien, rock fra Mali eller elektronisk skrottechno fra Congo. I KOKOKO!’s tilfælde er det hele måske en smule fjollet. Ind i mellem lyder musikalske sekvenser, som når du spiller tromme på et tomt Petit Danone-bæger (hvilket sikkert er det der sker), og Biankos over-entusiasme og insisteren på konstant at råbe bandets navn kan virke en smule trættende i længden. Musikken virker også til tider lidt kluntet bygget op, og man tager rent faktisk sig selv i at kede sig, når en elektronisk sekvens får lov til at stå uændret for længe. Der er mange interessante eksempler på brugen af skrot i musik – og også eksempler mere interessante end KOKOKO! – men faktum er, at KOKOKO! trækker en stor del af den samlede karakter op på grund af charmen. Folk havde det skide sjovt, musikerne havde det skide sjovt, og KOKOKO! var faktisk et af de få bands jeg så i år, der leverede et ekstranummer på en af de små scener. Så folk var glade! Fire bobs her fra – fin rejse ind i det mørke Congo.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA