x
Noname, no problem

Noname, Lille Vega, København

Noname, no problem

Anmeldt af Cillian Murphy | GAFFA

Arkivfoto

Det er onsdag aften, og folk er samlet på Vesterbro med en forhåbning om at få serveret en røvfuld lyrisk hiphop fra en af Chicagos mest lovende MCs. Aftenens hovedperson bærer – kustnernavnet Noname til trods – på det borgerlige navn Fatimah Nyeema Warner og har siden udgivelsen af mixtapet Telefone i 2016 for alvor slået sit navn fast udenfor hjemlandet. Udover det anmelderroste mixtape lagde hun gæstevers på fellow Chicagoans Chance the Rapper Acid Rap og Mick Jenkins’ The Waters i henholdsvis 2013 og 2014,. Sidste år indtog hun Roskilde Festivals Apollo-scene i styrtende regnvejr, en skarp kontrast til den varme, tætte atmosfære på det udsolgte Lille Vega til aften. Allerede kl lidt i ni er der således godt fyldt i salen, og publikum rejser sig troskyldigt på slaget 21:00, da aftenens support-act Sampa The Great gør sin entré og gør en glimrende figur de efterfølgende tre kvarter.

Det er få, der for alvor kan bryste sig af at stå ud med sin helt egen unikke stil på nutidens amerikanske rapscene. Noname er en af de få. Med sin karakteristiske, soulede vokal og et flow, der leger med metrik og levering, kan stilen nærmest beskrives som spoken word i sit udtryk. Samtidig er det en rapstil, som er meget teknisk krævende at skulle levere live, hvilket slet ikke bliver mindre udfordrende, da Warner selv bedyrer at hun er drunk as fuck right now, tre numre inde i koncerten. I ved, hvad man siger, when in Rome…

Netop beruselsen er et gennemgående aspekt i rapperens nørklede tekstunivers, som emmer af hverdagsberetninger, underspillede ordspil og stilfærdige beruselsesfortællinger. Hun er hedonisternes hedonist, som når hun synger om molly in my tummy eller hvordan Lille Vega til aftensounds like every place I would go, if I could fly”. Sidstnævnte fremførelse af “Diddy Bop” vækker desuden stor jubel, da den brager over højttalerne. Noname har derudover taget sig den kunstneriske frihed fuldstændig at blande rundt i numrene når hun fremfører dem live. Således er en del af sangene væsentligt forskellige fra versionerne på Telefone, men det gør ikke noget for stemningen blandt det unge, fortrinsvis kvindelige publikum.

En del af forklaringen på Nonames gennemtrængende karisma og permanent brede tandsmil kan sikkert tilskrives rapperens promille, som helt klart får rapperen til at smide nogle hæmninger og forklare, hvad der ligger hende på hjerte. En sjælden gang imellem bider den hende dog bagi, da hun kommer lidt skævt ind på numrene, men hun tager det i stiv arm, kigger grinende på publikum og band og redder den på rutinen. Og lad det være sagt – langt de fleste dobbelttempoleveringer, a cappella introer og andre teknisk udfordrende passager udføres ubeklageligt. Der er dog perioder i koncerten, hvor (manglende) mikrofonteknik gør, at vores kvinde i spottet drukner lidt i trommesættet. Foruden trommerne er der desuden en korsanger, keyboard og en bassist som en del af setuppet på den spotlysophedede scene. På lukningsnummeret, den skønne “Yesterday”, komplet med fællessang i omkvædene, får den underholdende og varme frontkvinde dog sin vilje og får slukket for spottet.

Man får virkelig en bid af Fatimah Warner, når hun står i sit es på scenen. Der deles alt fra anekdoter om hendes første gang (for kun et år siden!) til opfordringer til det mandlige publikum om at købe hende en drink og flirte med hende i baren senere. Det er næsten som om, at mængden af personlighed, smil og generel indlevelse skal kompensere for den effektive mængde tid, vi har i selskab med rapperen med det smalle bagkatalog. Godt og vel 50 minutter må i hvert fald siges at være i den korte ende, når folk har betalt general admission, og man er eneste navn på plakaten. Kvalitet sejrer dog som bekendt altid over kvantitet, og promiller til trods tog Noname hånd om sit publikum, samtidig med hun delte ud af sit store talent fra start til slut.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA