x
Gamle toner i ny krop

Colter Wall, Tønder Festival, Telt 1

Gamle toner i ny krop

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den 23-årige canadiske countrysanger og -sangskriver Colter Wall gav sidste år på Tønder sin første danske koncert, og dengang kunne han fylde det stemningsfulde spejltelt Bolero. Siden har han optrådt i et udsolgt Lille Vega, og nu er han tilbage på Tønder, denne gang i det noget større Telt 1, som næsten er fyldt, da Wall går på scenen. Det går med andre ord den rigtige vej fra ham.

Colter Wall indleder koncerten alene, men et trommesæt og flere andre instrumenter røber, at sådan vil den ikke fortsætte. Man behøver ikke at kigge længe på manden for at se, hvilken genre han spiller. Bredskygget hat og både jakke og jeans i denim. Jeg kan desværre ikke se hans fødder fra, hvor jeg står, men mon ikke de er iklædt cowboystøvler? (Jo, det er de, fortæller billederne).

Wall lægger da også ud med ”Diamond Joe”, en folkesang i traditionen ”cowboysange”. Hans stemme er trods hans unge alder dyb og rå i bedste Johnny Cash-stil, han spiller glimrende fingerspil på sin akustiske guitar, og han kan også lave de jodle-lignende knæk op i falsetlejet, som vi hører på hans næste sang, den selvskrevne ”The Trains Are Gone”. En forsmag på hans andet album, Song of the Planes, der er på gaden 12. oktober. Ny er også ”John Beyers” inspireret af et skuddrama i 1969 i Walls hjemby Swift Current, Saskatchewan, Canada. I det hele taget spiller det historiefortællende element ganske meget hos Colter Wall, uanset om sangene er egne eller fortolkninger af traditionals eller ældre countrysangere.

Efter tre solonumre kommer Walls band ind i form af en pedal-steel- og dobro-guitarst, en bassist, en trommeslager og en mundharpespiller, og der kommer lidt mere gang i musikken. Det er vist første gang siden det gamle Love Shop, at jeg oplever et bandmedlem, hvis primære opgave det er at blæse i en mundharmonika, men ligesom salig Henrik Hall i Love Shop gør Walls mundharpespiller det fremragende. Det samme gælder den kombinerede pedal-steel- og dobroguitarist, der sender skiftevis lange, vemodige og hurtige, inciterende toner ud over publikum. Til gengæld er trommespillet ofte noget statisk, hvilket høres i eksempelvis midt-tempo-nummeret ”Calgary Round-Up”, hvor det ikke ligefrem er fantasi, der præger beatet med taktfaste stortrommeslag på 1 og 3 og lilletromme på 2 og 4 og ikke så meget andet.

Efterhånden begynder publikum da også lige så stille at sive ud af teltet, så der til sidst kun er omkring halvdelen tilbage. Jeg betragter det dog som et tilvalg af andre kunstnere frem for at fravalg af Colter Wall, der bestemt gør det glimrende, selvom han ikke ligefrem har genopfundet countrymusikken. Men det er måske også i virkeligheden en selvmodsigelse?

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA