x
Shiny Darkly: Bronze

Shiny Darkly
Bronze

Shiny Darkly skinner klarere end nogensinde før

GAFFA

Album / Crunchy Frog
Udgivelse D. 14.09.2018
Anmeldt af
Brett Tootle

Shiny Darkly har siden starten af 10'erne været et af landets mest prominente post-punk-navne, hvor eksempelvis debutsinglen "He's Suicidal" sparkede døren ind til flere danske og internationale scener. Efter en periode, hvor alle tre medlemmer har fokuseret på andre projekter, står foretagendet nu klar med "Bronze", der vel nok vender op og ned på, hvad Shiny Darkly er.

Først og fremmest er den traditionelle band-tilgang til post-punken lagt på hylden. Med legende maskinelle instrumenteringer, uberegnelige former og eksperimenterende dynamikker er der blevet rusket godt og grundigt op i det, vi tidligere kunne forvente os. Og hvor er det – det dunkle lydbillede taget i betragtning – forfriskende. På åbneren "New Country" koger forsanger Kristoffer Bech rundt som en anden Nick Cave, mens opfølgeren "Perfect", med sin ironiske fuck-it-all-vibe, har klang af en nonchalant Damon Albarn skudt tilbage til 80'erne.

Bronze kan i høj grad karakteriseres for et væld af nuancer og ikke mindst forskelligartede inspirationer. Denne udvidede palette kommer især trioen til gode på den mystiske "Tango", hvor ambiente fløjt, vredesudbrud, dance og opsigtsvækkende tekst koges sammen til et unikt udtryk. I den synth-drevne "Instructor and Crowd" rammes en også knugende tilstand, med Bech stående som et paranoidt midtpunkt. Shiny Darkly lyder mere fuldmodne og inspirerede end nogensinde før.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA