x
Tynget af visuals og understregninger

U2, Royal Arena, København

Tynget af visuals og understregninger

Anmeldt af Henrik Friis | GAFFA

”Jeg hár efterhånden lært, at man ikke skal blive ved og ved med at prædike hele tiden, men…”, sådan omtrent sagde Bono fem minutter før lukketid under lørdagens U2-koncert i Royal Arena, inden han opfordrede til fællesskab og enhed i stedet splittelse som optakt til aftenens første ekstranummer, klassikeren One.

På det tidspunkt havde Bono & co. gennem to timer faktisk ikke bestilt meget andet end netop at overdænge de 15.000 tilskuere i den fyldte sal med holdninger – verbalt og ikke mindst visuelt, hvor den store screen, der kløvede salen på langs, næsten konstant understregede og lagde til sangenes budskaber med film, animationer m.v.

Og det lige fra start, hvor åbningsnummeret, pumpende mørke The Blackout fra det seneste U2-udspil blev akkompagneret af billede efter billede af de totalt sønderbombede europæiske byer under 2. verdenskrig. Så var tonen lige som slået an til en aften, der tog afsæt i den efterkrigstid, som Bono og hans tre Dublin-venner er vokset op i, og – meget groft ridset op – dels fulgte ham og dels den omgivende verden fra dengang og frem til dagens uorden.

Langt fra zenith
Musikalsk gør U2 markant brug af numre fra gruppens to seneste albums, Songs of Innocence og især Songs of Experience. Og det var et af koncertens problemer. Ingen af de to albums gør sig i sammenligning med gruppens zenith i slut-80’ene/start-90’erne. Overhovedet. Og når Bono & co. ikke har indfriet det gamle løfte til publikum om ”Two crap albums and you're out. That's our deal with our audience”, men vælger at blive ved i stedet for at lave en R.E.M. og trække sig tilbage i god ro og orden, så grunden være holdningerne. Budskaberne.

Al ære og respekt for, at U2 ikke vil være et kustode-orkester. Men samtidig er sættet totalt støvsuget for numre fra en af gruppens allerstørste succeser, The Joshua Tree, som de var på jubilæumstur med sidste år. I stedet er det gamle klassikere som bastante Sunday Bloody Sunday, og rockerne Vertigo samt Elevation fra 00’erne, der får det mere end villige publikum op på tæerne. Og så heldigvis indlemmelsen af den selvudleverende Acrobat om hykleri og dobbeltmoral fra mesterværket Achtung Baby.

Men det var og blev en koncert på det ujævne, som faktisk virkede tynget af koreografi og visuals. På positivsiden er det lammende rammende at se smukke Middelhavsbilleder – der pludselig forstyrres af en stor gummibåd fyldt med flygtninge. Eller billeder fra det fuldstændigt sønderbombede syriske Aleppo, som en meget sigende parallel til indledningsbillederne fra 2. Verdenskrig. Nej, mennesket har intet lært. Intet.

Etageløb og udkantssamspil
Men det virker en mellemting mellem forvirrende og latterligt, når Bono løber en etage over og i modsat retning af The Edge inde i den lange screen – eller når de fire bandmedlemmer står i hver deres udkant af hal-gulvet med mindst 30 meters mellemrum og i stedet er klippet sammen som en helhed på selve skærmen. Desuden er symbolikken er tæt på gumpetung, når det største EU-flag set på dansk grund skal symbolisere, at vi er nødt til at holde sammen i Europa og få Ungarn, Polen og andre ”dissidenter” tilbage i folden. Og når gruppen til slut viser en lang samling fotos af teenagere/unge i forskellige positurer og omgivelser for at bakke op om diversitet, slår det en, at det er de første unge, man har set denne aften. For de er ikke i salen.

Problemet er, at U2 i deres kamp mod fake news, despoter og splittelse tegner noget nær alt op med en tung, fed tusch i stedet for fine antydende understregninger. Gruppen udstillede sublimt verdens groteske udvikling og modsætninger på Zooropa-turen for 25 år siden, men har ikke nået det stade efterfølgende. Dengang var det genialt samspil mellem musik og medie. Og med Bono på knivsæggen i alterego-rollen som svinehunden og djævelen MacPhisto. Da den karakter blev genoplevet i går, virkede den mest bare træt og mekanisk. Som de små, helt effektløse rap til Inger Støjbergs smykkelov og Sverigedemokraternes Jimmie Åkesson.

Fornemmelsen af at U2 er ved at blive slave af teknologi-præstationerne nager – og at de skal overgås turné for turné. Faktisk fyldte det visuelle og understregningerne så meget, at man på tidspunkter glemte musikken – og at de fire faktisk stadig kan udgøre en velspillende organisme. Det sidste blev heldigvis genopfrisket midtvejs i koncerten, da alle var samlet på det lille cirkulære repos midt i salen til en håndfuld numre. Og gav minder om, at de stadig er fire venner fra Dublin, der kan lide at spille musik.

Og så skal også siges, at der var masser af fællessang undervejs, når stroferne var kendte. Men allermest da One markerede begyndelsen til enden. Uden andet lirumlarum end det enkle lys, der var på publikum og band. Dér fik man enheden.

 

Sætliste:

1. The Blackout

2. Lights of Home

3. I Will Follow

4. All Because of You

5. Beautiful Day

6. The Ocean

7. Iris (Hold Me Close)

8. Cedarwood Road

9. Sunday Bloody Sunday

10. Until the End of the World

11. Elevation

12. Vertigo

13. Even Better Than the Real Thing

14. Acrobat

15. You're the Best Thing About Me

16. Summer of Love

17. Pride (In the Name of Love)

18. Get Out of Your Own Way

19. New Year's Day

20. City of Blinding Lights

Ekstranumre:

21. One

22. Love Is Bigger Than Anything in Its Way

23. 13 (There Is a Light)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA