x
M. Rexen: An Endless Sea Of Honey

M. Rexen
An Endless Sea Of Honey

ANMELDELSE: Debutalbum på syre

GAFFA

Album / We Are Suburban
Udgivelse D. 10.05.2018
Anmeldt af
Sandra Sohn

Den danske undergrundsmusiker vækker måske ikke den største genklang hos enhver, men kunstneren har gennem årene alligevel udgjort en central rolle i den danske undergrund og står blandt andre som hovedaktøren bag navne som A Key Is A Key, Den Magnetiske Ørn og Mongol. Sidste år udgav han sin første single i eget navn, ”Wild Flower”, og nu står københavneren og christianitten klar med sit første fuldlængde-album An Endless Sea of Honey. Undergrundens eksperimentelle tilgang er tydelig og lurer bag pladens udfordrende folk- og syrepoppede udtryk.

Jeg ser en ung fyr for mig, der står i indspilningslokalets centrum omringet af hele verdenspaletten af instrumenter og digitale knapper. Et forestillet band af galninge placerer sig rundt om forsangeren, der alle er fløjet hertil fra forskellige egne af verdenen.

En farverig kanon skyder fra sig, som han griber for sig og vil favne alle mulighederne omkring sig på én gang – fra mellemøstlige krydderier til strygerensembler, klokkespil, dyrelyde, electrobeats og afrobeats, inderligt klaverspil, blæsersekvenser, 80’er-synth, reallyde, korklang, og så videre. Derudover formår han genremæssigt at male et hybridlandskab, der fusionerer både folkpop, syrepop, rock, electro, mellemøstlig undergrund og jazz.

Rexens musikalske favntag favner vidt og bredt, og hans kunnen er dygtig og velbevandret på konservatoriemæssig vis. Hans facetter og ambitioner står grænseløse, men det store spørgsmål er, om det endeløse syre-land ikke er for grænseløst, og om det melodiøse kaos i sidste ende ikke rammer afgrunden? M. Rexen er for mig umulig at placere, og selvom labelfrie album afgjort har sin betydelige ret, vil denne om muligt tendere mod det mere forvirrende end det afbalancerede og stærke. Alsidigheden er så markeret, at den også samtidig udvisker hans videre vej frem. For hvad er det, albummet vil os – udover en krafteksplosion af farver og smagsindtryk, der rummer fusioneringer af både genrer og stiludtryk? Vil han os ikke lidt for meget?

Hele pladen lyder på sin eksalterede og yderst skæve facon til at være på ét langt syretrip, både i sin genremæssige hybrid, i sine abrupte temposkift og i sine store stilmæssige spring inden for selv samme nummer. Der er her ikke tale om baggrundshygge til aftensuppen, men en musikalsk omgang, du virkelig skal lytte til for at kunne forstå det, der foregår. Det er på én og samme tid meget underholdende og stressende at være medvirkende til. Hvad der i stor stil er fraværende, er det narrativ, der skal tage dig i hånden og føre dig fra pladens A til B. Rexen kan ikke rigtig få grebet i mig og kaster mig til gengæld rundt i sin syrede cirkusmanege, fra den ene yderlighed til den anden, gennem for mange broer og overgange. I ”I Will Never Be Afraid Again” indleder Rexen med uptempo 80’er-synth tilsat en klagende stærk vokal, hvorfra nummeret både fører os gennem bevægede strygerstrofer, filmisk klassisk dramatik og derfra runder det hele af med en omgang pop.

Men til sin ret skal det nævnes, at albummet er yderst velproduceret, med melodiøse detaljer, rock’n’roll-tekster og en bærende stærk, alsidig vokal. I føromtalte ”I Will Never Be Afraid Again” henleder hans stemmemæssige skabethed tankerne mod David Bowie, hvor hans melankolske dybe røst i afslutningsbraget ”Love In Three Stages” klinger hen imod både Leonard Cohen og Jeff Buckley.

Rexen tager dig med på en rejse verden rundt og tilbage igen – eller måske var det blot et syretrip til undergrunden? Pladens flosser og skæve, finurlige facon formår dog alligevel at charmere. Og på trods af lidt for meget syre og cirkus, tilkendegiver jeg alligevel pladen et smil. M. Rexen er den koncert på Roskilde Festival, du aldrig selv havde fundet frem til – men som du aldrig vil glemme.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA