x
C'mon Motherfuckers!

Chelsea Grin (US), Special guests: Enterprice Earth (US), Oceano (US), Kublai Khan (US)., VoxHall

C'mon Motherfuckers!

Anmeldt af Andreas Jensen | GAFFA

Efter at have vandret i det danske dødsmetal-landskab denne sommer er det forfriskende og inspirerende at høre nyt fra den amerikanske death-vestfront. Også selvom der efterhånden findes en forholdsvis lang perlerække af danske bands, der formår at skabe, tøjle og fortolke dødsmetallens univers og give det et pinch af dansk-nordisk energi, 

Denne mandag aften på VoxHall i Aarhus var det primært de US-karakteristiske genrer deathcore, metalcore og hardcore punk, vi skulle stifte bekendtskab med. Kendetegnende ved disse metalsubgenrer, både hos aftenens tre warm-ups og hovednavnet Chelsea Grin, er blandt andet nedtonede, dybe guitarriffs, mange breakdowns, dybe growls krydret med hæse, tonale skrig. I et meget højt tempo og med et meget højt energiniveau.

I Voxhalls behagelige mørke blev publikum revet med på en meget energisk og intens fire timers-tur igennem det amerikanske metallandskab anno 2018, hvor der under overfladen synes at runge et dybt, mere eller mindre velformuleret raseri imod trægheden, det komfortable, politiske uretfærdigheder. Men samme vrede havde også et konstruktivt opråb om folks deltagelse, evne til at tage sig sammen, evne til at give fucking slip, til at ændre tingene til det bedre og til at fyre den af og være weird – som vokalisten Tom Barber tilkendegav at have en svaghed for.

Efter at scenen og gulvet var blevet trampet, circlepittet og ellers varmet godt og respektfuldt op af de tre amerikanske deathcore-guest-bands; det unge, aggressive punk/deathcore Enterprise Earth fra Washington; de garvede, politisk, gedigne og egentlig meget Texas-nydelige Kublai Khan fra Sherman (TX) og de karismatiske, underjordisk dybt growlende og skrigende Oceano fra Chicago kom det med glæde ventede Chelsea Grin fra Salt Lake City, Utah ind på scenen.

Chelsea Grin gik på, badet i lilla lys i en nærmest elektronisk noise-inspireret samplet lydsfære, og vi kunne fra starten mærke bandets nerve. Den farverige persona med den indtagende vokal, Tom Barber, slog takten an med nogle af deathcorens kendetegn: Veltrænede skrig og råb kørte growlen i position, og akkompagneret af tunge, kropslige basgange fra David Flinn kunne den helt tændte trommeslager Pablo Viveros tage fat. Men ikke kun på slagtøjet, også istemmende en sprød, growlende vokal. Koncerten igennem gav han ekstra bund til Tom Barbers lead-vokal. Viveros persona skal også nævnes, idet han tydeligvis var dybt energisk involveret i koncerten og i formidlingen af teksterne. Et spændende scenebekendtskab.

Hvor specielt Viveros og Barber end stod som indbegrebet af intelligent og erfaren musikalsk nerve, vil jeg på ingen måde undlade at nævne den unge guitarist Stephen Rutishauser, der stod lettere anonymt i højre side af scenen: En pæn, ung mand, nærmest ude af kontekst, men alligevel lige præcis, hvor han skulle være, med sin blåglimmer-elguitar. Fint og godt.

Et engageret publikum, inklusive undertegnede, lod sig opsluge helt af et samlet set ret skarpt sæt, der modsat de opvarmende bands (uden kritik af disse i øvrigt) kunne levere en ydre såvel som indre fortælling og dermed en samlende kropslig oplevelse.

Chelsea Grin har løbende fået skiftet bandbesætningen ud siden oprindelsen i 2008, og trods kritik for bare at forfine deathcore-genren, uden at tage chancer, vil jeg vurdere denne optræden som yderst veloplagt, fyldt med nerve og evne. Vi bliver nemlig ikke bare ført igennem sangene, drevet af tung bas og tromme; de konstante, om end korte breaks og temposkift, skiftende vokalføringer og selvfølgelig Tom Barbers engagerede nærvær og publikumskontakt giver publikum en konstant fornemmelse af overraskelse, fremdrift og engagement. Det er kommunikation og indlevelse. 

Chelsea Grin kan deres kram, men de fører også en tradition videre, hvor bandet, udgivelserne og publikum er vigtigere end de enkelte medlemmer. Og deri ligger en ære og respekt for musikken. Og det kan man som publikum høre, se og mærke. Jeg startede på fire stjerner, men koncerten voksede, og publikums entusiasme, såvel som min egen, og bandets drive, lander os på fem stjerner. Et lyt eller en liveoplevelse værd!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA