x
Hozier: Nina Cried Power

Hozier
Nina Cried Power

ANMELDELSE: Hozier er kommet for at blæse dig omkuld

GAFFA

EP / Island / Universal
Udgivelse D. 06.09.2018
Anmeldt af
Andrea Washuus Bundgaard

Vi lærte irske Andrew Hozier-Byrne at kende tilbage i 2013, da han lagde verden ned med stjernenummeret "Take Me to Church" og på rekordtid markerede sig som en kunstner, der var kommet for at blive. Det selvbetitlede debutalbum landede i 2014 og modtog en særdeles stor høst roser fra fans og anmeldere verden over.

Det er derfor med bange anelser, at jeg trykker play og lader Nina Cried Power flyde ud i mine hørebøffer. For kan ep'en nu også leve op til debutalbummet?

Som intronummeret, der ligeledes udgør titelsangen, sættes i gang, bliver det dog hurtigt klart, at stemningen delvist afviger fra Hoziers tidligere lo-fi-værker. Tunge trommer og hårde blokakkorder har afløst de guitarbårne melodier, mens brede harmoniseringer og et storladent kor i bedste gospelstil dog bringer genkendelse til Hoziers sædvanlige hyldest af den klassiske r&b-gospel-genre. Også Hoziers sangmæssige evne til at få alle hår til at rejse sig er intakt og blandes prydeligt og problemfrit med nummerets gæsteoptrædende, Mavis Staples. Den vilde energi forstætter i ”Moment’s Silence (Common Tongue)”, hvor claps og beatdrops efterfulgt af få sekunders stilhed leger med dynamikken i det ellers sindige kosmos af en relativt simpel instrumentering. Nummeret forsøger ihærdigt at nå op på siden af intronummeret, hvilket i fraværet af catchyness og r&b-bånd dog desværre ikke lykkes og i stedet efterlader sangen en smule vag i sammenligningen.

Når det er sagt, er Hoziers nye musikalske rute dog bestemt ikke kedelig, om end ep’en spænder en smule i både stil og kvalitet. ”Shrike 4” og ”NFWMB” står i kontrast til de resterende numres anstrøg med stille, mørktonede bevægelser, og særligt sidstnævnte er som en lavine af balsam, der formilder Hoziers hidtil kraftige vokal og blødgør alt på sin vej. Musikkens enorme sjælelighed intensiveres, og små, detaljerede fraseringer finder vejen til den smidige vokal, mens strygere og en hjertevarm tekst om livets sidste punktum lader roen sænke sig.

Den bange anelse, der ramte mig før kendskabet til Nina Cried Power, viser sig i få blink sandfærdige, men er absurd kortvarige – og med god grund. Hozier har med Nina Cried Power modbevist myten om den svære toer og blot gravet sig et spadestik dybere i sit musikalske univers, selvom udspillet næppe gafler etterens suveræne succes.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA