x
Som et løssluppent landskabsmaleri

Neko Case, Bremen Teater, København

Som et løssluppent landskabsmaleri

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Amerikanske Neko Case har dannet broer mellem en masse forskellige genrer, men vandrer mest på grænsen mellem amerikansk country og canadisk altrock, selvom blodet og hjertet tydeligt ligger i en stærk tekstbaseret sangskrivning, som på sin vis kan minde om alt fra Patsy Cline og Allison Krauss til countrylegender som Dolly Parton, Loretta Lynn og Hank Williams. Samtidig lurer den canadiske vildskab fra kunstnere som Neil Young et sted bag det pæne maleri, og det er det skramlede mørke, der konstant befinder sig lige om hjørnet i Cases særegne univers. For det er både svært og nemt at finde en rød tråd i dette univers.

Klokkeklar sårbarhed
Undertegnede har fulgt Neko Case med et halvvågent øje de sidste par år, siden en nær ven befalede mig at lytte til hendes debut Blacklisted (2002) (uden backingbandet Her Boyfriends) hvor den udprægede americana/country-instrumentation mødte indie- og altrockens eksperimenterende tilgang til rytmik og melodiforløb. Siden har Case gjort sig i mange forskellige sammenhænge, men fokuserer vi på solokarrieren, er det denne stil (døbt country-noir af uopfindsomme anmeldertyper som mig selv) som Case har bygget oven på.

Der skal derfor et ret alsidigt ensemble til for at komme rundt på de støvede stepper, og bandet tæller, ud over Case selv (sang, akustisk guitar og elektrisk tenorguitar), en guitarist/pedal-steel spiller, en keyboard/guitar-mand, to kordamer på skiftende percussion og guitar samt en voldsomt steady rytmegruppe bestående af dagens mand Kyle Crane og bassisten Tom V. Ray der står som en cowboy-Julemands-saltstøtte i baggrunden under hele seancen. V. Ray er faktisk koncertens holdepunkt, ud over Case selv, som har en stemme jeg er fuldstændig forelsket i. Helt stærk og klokkeklar, men samtidig umådelig sårbar, når hun synger om de mørke historier i ballader som ”Margaret vs. Pauline” og ”Calling Card”.

Der er dog et stort fokus på numrene fra den nyeste plade Hell-On, som også er den, Case turnerer i disse tider. Vi får stort set hele pladen, og det er ret interessant at se og høre, hvordan sangene står i kontrast til de ældre folkede sager – især sangene fra Blacklisted og Fox Confessor Brings the Flood. Aftenens højdepunkter findes især i sange fra Hell-On, hvor den ekstremt fængende ”Bad Luck” og den mere dystert vævende ”Halls of Sarah” rammer lige i det genreforvirrede hul mellem Radiohead og Parton. Dog står den udødelige klassiker ”Deep Red Bells”, som vi får en knusende god version af tidligt på aftenen, stadig som det ubestridte højdepunkt for mig. Det er og bliver Cases stærkeste kort, selvom den åbenbart ikke engang er blandt hendes 10 mest spillede sange.

De svedige bukser
Morsomt nok er stemningen utrolig løssluppen på scenen – faktisk afgrænsende til det ret fjollede, når nu sangene står som modne, tunge vismænd på de støvede railroads. Case starter tidligt med at undskylde over for publikum, at hun lugter på grund af sine, åbenbart, stramme bukser, og senere har hele bandet en stående joke kørende med, hvem der sidst er blevet fyret og genansat i bandet. Under ekstranumrene danser Kyle Crane pludselig electric boogie over for et måbende publikum – og en måbende Case, der ser lige så overraskede ud som os andre. Den slags er klart med til at bløde de alvorstunge sange op, men det skaber også en sjov kontrast, som man i visse tilfælde ikke helt ved hvad man skal gøre med, når nu man sidder med en kritikerhat på. Nuvel! Hele bandet er sgu charmerende. Også når kordamerne giver en sving-om midt i det ellers dragende nummer ”Dirty Diamond”.

Alt for pæn forvirring
I løber af aftenen følger også sjove stiludslag. Den afsluttende ”Man” præges af et lydbillede, hvor alle (undtagen bassist og trommeslager) spiller på guitar og giver en nærmest punket oplevelse, og på andre nyere numre skrues der også op for guitaren, der dog aldrig bliver vildere end Tom Petty & the Heartbreakers-rytmer. Og det er også lidt koncertens problem. Vi kommer virkelig godt rundt i alt fra Springsteen-agtig bluesrock og over rendyrket americana mod de mere dystre country-indslag, men det hele forbliver en anelse for pænt, stilistisk og tilbagetrukket. Det faretruende mørke, der dukker op jævnligt på Cases plader er væk og den kant, charme og kontrast, som skævheden og synkoperne normalt giver, kommer mere til at lyde som en fræk stiløvelse, når det bliver spillet i så rent og pænt et lydbillede. Jeg havde naturligvis ikke forventet et avantgarde-provo-show med en folksangerinde, tirsdag-aften på Bremen Teater, men jeg havde håbet på at opleve den Case, vi kender fra pladerne. 

I stedet fik vi en velsyngende, humoristisk og virkelig dygtig sangerinde og sangskriver med et dygtigt velspillende band, der leverede en jævnt underholdende og fin koncert. Men jeg savnede, at de skæve udskejelser blev leveret skævt, i stedet for at få sjove anekdoter fra flyrejserne. 4 store til Neko Case. Og lad os så lige få Hell-On under luppen!

Sætliste:

Pitch or Honey
Last Lion of Albion
Deep Red Bells
Winnie
Maybe Sparrow
Margaret vs. Pauline
Calling Cards
Bad Luck
Curse of the I‐5 Corridor
Gumball Blue
Oracle of the Maritimes
Hex
Look for Me (I'll Be Around)
Halls of Sarah
Dirty Diamond
Hold On, Hold On
Man

Ekstra:
Hell‐On
The Pharaohs
Loretta (Nervous Eaters cover)
Ragtime
This Tornado Loves You

(NB: Der er brugt arkivfotos, da man ikke måtte filme eller tage billeder efter kunstnerens eget ønske)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA