Når det samme bare er anderledes

Chinah, Train, Aarhus

Når det samme bare er anderledes

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Et beskedent opfyldt Train skal beværte os en aften i selskab med et af 10’ernes dominerende varemærker: den elektroniske popmusik. CHINAH har i nu snart tre år markeret sig som en mærkelig hybrid af drumpads og keys, der mest har været at finde i undergrunden og så en klar og koncis melodiøs pop med radiovenlig blødhed og englevokal. Har man hørt det før? Ja og nej. Men faktum er, at et par solide hits lod trioen bestå prøven blandt et hav af acts, der forsøgte samme manøvre, og med to ep’er i bagagen har de her netop udgivet deres egentlige debutalbum, ”Anyone”.

Pladen er et stilskift, der i høj grad modstiller sig ep’ernes temmelig ensformige lyd, hvilket også gør albummet til deres bedste projekt til dato. Et brydningsfelt tegner sig imellem en gammel og ny stil, der skal kunne markere sig på scenen uden at give anledninger til lunkne miner. Det er lidt af en udfordring, alt imens at publikum lige så vel skal kunne tilgå musikken, der har bevæget sig et stykke fra det, som bandet er blevet kendt og elsket for.

Symmetri er et omdrejningspunkt i CHINAHs musikalske verden. På scenen er stillet kopier af marmorbuster, kvinde, mand, kvinde, mand, uden hoved eller genitalier. Ligeledes træder sangerinde Fine Glindvad, pianist Simon Andersson og guitarist/bassist Simon Kjær ind på scenen og stiller sig i en trekant vendt ind mod hinanden akkompagneret af to trommeslagere på hver side af denne enhed. Som et hus er grundsøjlerne tegnet og ganske markante for deres image såvel som deres lyd. På siden af scenen er også et velkendt trademark, sofaen, som Glindvad slænger sig i, når musikken er til det.

Sådan lægger vi også for dagen med åbningsnummeret, som bærer samme titel som albummet, nemlig ”Anyone”, og man skulle ikke tro, at dette var en oplagt sang at slænge sig til. Men det er tilsyneladende vigtigt, og det virker trods nybruddene i musikken, at CHINAHs mission stadig er at finde en kerne af autenticitet i deres musik, noget de kan kalde deres eget. Den jagt kræver flow, og den forstyrres ret så hurtigt, da et teknisk uheld snupper lyden allerede efter første sang. Momentum bliver dog genvundet ved efterfølgeren ”Yeah Right”, og det ser ikke ud til at have påvirket musikerne.

Og det er faktisk også svært at gennemskue, hvad der skulle påvirke dem, for hele seancen bærer præg af en trancelignende indadvendthed. Interaktionen med publikum er minimal, tæt på ikkeeksisterende, og det er svært at sige, om det er godt eller skidt. For når lyden og musikken spiller, tilgiver man tilgangen, fordi oplevelsen forsøges at blive udtrykt så ærligt som muligt, men det går ud over et nummer som ”Young”, der forstummer en kende i tomgang og en alt for lav Glindvad på vokalen.

Til gengæld får vi smagsprøver på den nye og mere kantede lyd med ”Adrenaline”, der med de to trommesæt losser døren ind, mens den sofahenslængte nonchalante attitude skaber lækre kontraster i et bulderbrag af energi og aggression. Men lidt som forventet er publikum ikke rigtig i stand til at imødekomme denne lyd, for det er noget andet og mere radikalt end deres tidligere udgivelser. Det hele er blevet temmelig kompromisløst, og det er en fryd for musiknørderne, der elsker leg og bevægelse rundt i genrerne. Men i en fanskares perspektiv konkluderer en samtale ved siden af mig ved nummerets slutning: ”det’ blev sgu lige hektisk, det der”.

Men igen leger trioen med formatet og forventninger og erstatter den hårdtslående basker med en forkortet udgave af den sagte ”Simple”, som triller folk i trance igen. Ikke at få lov at høre hele sangen er en kende ærgerligt, men til gengæld fortsætter vi med det nye albums skæringer ”Monster Sirens” og ”Drown Me”, som er fine indslag i vækstlaget mellem en Houstonsk chopped up house-lyd og FKA Twigs. Bandmedlemmerne skynder sig ind og ud af scenen i det sekund, de ikke er involverede, og det er givetvis et forsøg på at få de enkelte komponenter i set-uppet til at shine. Man lægger i hvert fald mærke til Anderssons betydning i forestillingen. En ting er, når Fine og Kjær tager hovedrollen med riffs og sang, men den grundtone, keyboardet antager hos trioen, udgør et markant grundelement i hele forestillingen, og det fremstår næsten som en ny 2018-måde at tænke musik på.

Keyboardet er den nye bas, der skal assistere og komponere de andres udbrud, en musikkens sweeper. Det bliver endnu klarere, da de to Simon’er får lov til at spille deres interlude op til ”Can’t Remember How it Feels”. Og der udbryder nærmest et lettelsens brøl fra publikum i deres tilbagevenden til Hints-ep’en og til lyden, der på mange måder startede det hele. ”Never the Same” og ”Even Love” får netop samme (om end mere moderate) modtagelse, og de leveres da også med en kende mere overskud og rolig hånd, mens opfølgeren ”Real Thing?”, endnu en nyt nummer, kræver den samme grad af indlevelse, som trekanten oppe på scenen giver værket.

Afslutningen er dog, hvad der står stærkest i koncertens helhedsbillede, alene i doseringen af materialet. Den fine, fine ballade ”Everything is New” er nærmest en slags callback på det nye album til trioens gamle vision om harmoni og klarhed i sangene, men med en stadig melankolsk undertone. Og på forunderlig vis ødelægger en markant AutoTune ikke Glindvads i forvejen skønne vokal, tværtimod. Igen-igen bryder vi dog det stille vand med en 180 graders vending som på pladen over til ”Give Me Life”, der ikke smadrer igennem, men som en pulserende blodåre hele tiden skriger efter at sprænge rammerne uden at gøre det.

”Nowhere” får lov at stå i sin længde, og det er rart, for det binder en fin sløjfe på den jagt på den retningsløshed, som trioen har kastet sig ud i. Stadiet af kaos når vi aldrig, men det virker, som om gruppen gør sig umage i ikke at fremstå så klart og bestemt længere. Publikum virker ikke helt i øjenhøjde med den proces. ”Away from Me” er ikke til at komme udenom, og mens publikum begejstres i anslaget til det, ender det i mit perspektiv med at fremstå som aftenens kedeligste nummer. ”Strange is Better” markerer tæppefald, og det er ingen skam, en sang der både med guitar-schwung, markant vokal og lækre keys giver et indtryk af et band, der vil noget nyt og andet end, hvad de hidtil har præsteret. En kærkommen nyhed for en udenforstående, men for den inkarnerede fanskare er jeg i tvivl om modtagelsen. Og sådan går jeg også fra koncerten, i tvivl. Men der sker noget nyt med CHINAH. Og det er overvejende positivt, også live.   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA