x
ANMELDELSE: De store følelser savnede en retning

Zeal & Ardor, Pumpehuset

ANMELDELSE: De store følelser savnede en retning

Anmeldt af Hansen Hansen | GAFFA

Zeal & Ardor er et band af kontraster. Og de vælger at starte koncerten med endnu flere kontraster, idet bandet går på scenen til basrystende IDM, før de går i gang med noget, der i den grad er sikkert showmanship. Blændende baglys på stortrommeslagene, og det ser vildt godt ud med de tre sangere i front. Det greb om formatet skulle glide en del undervejs, og efterhånden som vi kom igennem den 21 sange lange koncert var det tydeligt, at der ikke var nogen plan som sådan med sætlisten. En masse sange i forløb, der ikke rigtigt understøttede hinanden. Koncerten ville helt bestemt have vundet ved at være cirka 20 minutter kortere end de 78 minutter, de nåede op på.

Zeal & Ardor er en sær størrelse, som man nok skal høre for at kunne forstå. Og det bør man bestemt unde sig. De udforsker blandingen af metal og spirituals. To genrer, der begge trækker på den spirituelle råstyrke, men dog ofte i hver sin religiøse retning. Og den konflikt er drivkraften i Zeal & Ardors univers. Et lydbillede med sjælfuld vokal og smadrede guitarer. Dobbeltpedaler og sange fra hjertet. Jeg oplever ofte, at bands, der blander to vidt forskellige genrer, gør det, fordi de ikke heeelt kan nogen af dem. Det er ikke tilfældet her. Åndeligheden er stor nok til, at modsætningerne kan mødes, og begge genrer vil grundlæggende det samme: Finde styrke i ånden, når det kødelige liv er for hårdt/meningsløst.

Det har de indtil nu gjort over to album og en række koncerter. Begge dele skamrost af kritikere, selv dem der møder bandet med en vis skepsis. For på papiret kan det virke søgt, men på scenen? Awesome.

De har i Manuel Gagneus en frontfigur, der fungerer som prisme for hele bandets samlede energi. Han leder sin flok igennem følelsesmæssige rutchebaneture, og vi skal helt ned og vende, før vi kan komme helt op. Og det er specielt godt, når han rækker langt ind i sig selv, hiver os helt ned i tempo og bare brænder igennem med en stemme, der mærker smerten. Stemmen gør nemlig stadig ondt, selvom meget af resten er lige lovlig professionelt og pænt. I sommer på Copenhell stod det stærkere og mere hudløst, i aftes havde de givet lidt køb på inderligheden, for en nærmest stadion-agtig lyd.

Før Zeal & Ardor var der support ved duoen Nyos (se fotogalleri her). Jeg kan godt se, hvorfor de er på samme tour. Begge bands strækker definitionen af, hvad metal kan, bare i hver sin retning. Hvor Zeal & Ardor topper helt op med åndelighed, er Nyos helt blottet for det. Teknisk overlegent og helt igennem uinteressant som musik. Fin idé med loop-pedaler, så guitaristen kunne lave twinlead med sig selv. Ja, faktisk klare det hele selv. Jeg tror ikke, at vores tilstedeværelse gjorde den store forskel for de to musikere. Jeg ved ikke, hvor mange mennesker, der reelt synes at Tortoise noodlede alt for lidt, men det her var metal til dem. Heldigvis stoppede de og var glemt få sekunder senere. Og det er en ting, der aldrig vil ske for Zeal & Ardor. De/han skriver sange, der kryber langt ind under huden og bliver siddende.

Når de er gode, så er de helt vidunderlige, men live ligger en del af kvaliteten i overraskelsen. Jeg ville ønske, at jeg kunne gå tilbage og høre dem for første gang igen. For ingen tvivl om, at de overrumpler første gang. Der er simpelthen intet andet, der lyder sådan, og det er en kombi, der bagefter virker så oplagt. Og på plade holder det helt vildt godt.

Men alligevel står jeg og halvkeder mig efter en 40 minutter og undrer mig over, om de ikke har mere. Og så kommer ”Gravediggers Chant” og viser, hvor smukt det kan gøres. Der er tydeligvis alt for lidt call and response i metal. Og selvom det helt klart er Gagneus, der står for hovedparten af vokalarbejdet, så bliver han vildt godt understøttet af de to andre sangere. Ikke mindst på ”You Ain't Coming Back” river stemmerne et nyt hul ind til hjertet.

Jeg kan i den grad unde dem deres succes, men det virker ikke til, at de helt ved, hvordan de skal komme videre og realisere materialet live. Deres traditionelle metal falder til jorden ved siden af de vidunderlige bluesede stykker. Det er ekstra tydeligt, da de vælger at slutte med den lidt ligegyldige “Baphomet”, i stedet for at ende koncerten med den trumf, som “Devil Is Fine” netop havde smidt.

Copenhell-koncerten ville jeg have givet seks stjerner, men i går var det for rodet og leflende. Meget kunne være vundet ved en mere gennemtænkt og opstrammet sætliste. For de er helt uovervindelige, når det virkelig kører for dem, og alle bør gå ind og opleve dem.

 

Sætliste:

Sacrilegium 1
In Ashes
Servants
Come on Down
Blood in the River
Row Row
You ain't coming back
We never fall
Fire of Motions
Ship on Fire
Waste
Hold Your Head Low
Coagula
Cut Me
Gravediggers Chant
Children's summon
Built On Ashes
Don't you dare
- Lass Die Bühne -
We can't be found
Devil Is Fine
Baphomet

 

Foto: Kasper Pasinski


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA