x
Marianne Faithfull: Negative Capability

Marianne Faithfull
Negative Capability

ANMELDELSE: Sitrende stærk statusopgørelse fra fremragende Faithfull

GAFFA

Album / BMG
Udgivelse D. 02.11.2018
Anmeldt af
Espen Strunk

I 2019 er det 40 år siden, Marianne Faithfull genopstod med mesterværket Broken English – og siden har der sådan set været grund til at spidse ører, hver gang der har været nyt fra den distingverede dame. Ikke mindst de senere år, hvor Faithfull har hentet hjælp fra markante musikalske makkere som Nick Cave.

Således også denne gang, hvor den 71-årige sangerinde serverer en sitrende stærk statusopgørelse fra sit ensomme eksil i Paris, hvor hun har været i studiet med kapelmesteren Warren Ellis fra The Bad Seeds. Resultatet er rystende stærkt – nye, natblå meditationer over tab, ensomhed og smerte.

“There’s no moon in Paris / and it’s very lonely here tonight / everywhere else there’s a full moon / but not here, not now / and nothing’s going right”, konstateres det nøgternt i “No Moon in Paris” – og mindre hudløst bliver det ikke, når den gigtplagede rockaristokrat påkalder kærligheden i “In My Own Particular Way”:

“It’s taken me a long time to learn / in fact my whole life, so far / so much I had to burn / so much I had to go through / send me someone, please, who loves me / someone who can see all my faults and love me nevertheless / and we will love each other / in our own particular way”.

Blandt øvrige højdepunkter bør den fantastiske Cave-kollaboration "Gypsy Fairie Queen" fremhæves, sammen med "Loneliest Person", "They Come at Night" og åbneren "Misunderstanding". Stærke sager.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA