x
Døden spredte sine vinger

Slayer, Lamb of God, Anthrax & Obituary, Royal Arena, København

Døden spredte sine vinger

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Slayer er true metal, blev jeg engang fortalt. Det pureste og mest ægte inden for metalkulturens fagre verden. Og nu tager bandet, der har eksisteret siden 1981, sin sidste tur i manegen. Jeg troede egentlig aldrig, at dagen skulle komme. I hvert fald ikke allerede nu, for Tom Araya er jo stadig relativt ung. I hvert fald til sammenligning med Ozzy Osbourne og andre demensramte musikere. Men de har valgt at takke af – 37 år inde i karrieren, hvilket jo også må siges at være en god håndfuld år. Og større end nogensinde, vil nogen mene. Med Anthrax (naturligvis), Lamb of God og dødsforfædrene fra Obituary. Der er kørt i stilling til en festaften i december beklædt i 666 nuancer af sort.

Obituary – Legendarisk død fra Florida

Skæggede mænd i sorte nissehuer står og danser til Obituary. Grøn røg vælter ud over scenekanten, imens John Tardy vræler ad publikum. Der er allerede godt fyldt på gulvet, og forrest står dem, der har købt billet for at høre den musik fra Florida, der handler om alt andet end solskin og fine drinks. John Tardy vandrer febrilsk rundt på scenen, imens han slæber mikrofonstativet efter sig. Kenny Andrews står gemt bag sin guitar, som sådan set siger rigeligt for hele bandet, som “Redneck Stomp” udvikler sig til “Threatening Skies”.

“Copenhagen! I’m gonna make your fucking guts turn inside out” – det er, hvad der bliver af tale fra John Tardys mund. Obituary danser ikke fornøjede rundt på scenen. De tramper manisk og vredt igennem 34 års sydstatsdød.

I takt med pitten, der vokser nede foran og nakkerne vrides rundt, bevæger Obituary igennem et maratonsæt komprimeret ned til tredive minutter. Terry Butler og Donald Tardy åbner en bajer og holder den op mod publikum, imens John Tardy åbner op for crowdsurfing og circle-pits. “Slowly We Rot” kører publikum midtover og slæber resterne igennem sumpen. Det er lige så tungt som sydstatsvarmen og lige så hurtigt som et alligatorbid. Fire stjerner.

Anthrax – Hyperenergisk fællessang

Blasfemien hænger tungt hen over Royal Arena. Det er nok der, fællesnævneren er størst – kærligheden til satan, som de fleste af os kender ham. Ud over at være en del af the Big Four er Anthrax og Slayer egentlig to vidt forskellige bands. Men det er også her, det fine i aftenens program befinder sig. Lidt fra den sorte palet smurt ud over metalkulturens historiske fodaftryk.

Iron Maiden og “The Number of the Beast” banker ud over publikum, inden den afløses af sirener og stroboskoplys. Scott Ian træder med sit karakteristiske nisseskæg frem på scenen og slår akkorderne an til “Cowboys from Hell” af Pantera. Joey Belladonna løber ud på scenen, som om han flygter fra noget. Det er på alle måder lige så komisk som smilet, der går fra begge Belladonnas ører og smitter af på publikums energi.

“Caught in a Mosh” starter en fest foran, der langsomt falmer igennem salen. Men Anthrax hører jo også til den bløde ende af aftenens program, selvom Belladonnas stemme i højere grad har det med at skære i ørerne fremfor at slikke en de rigtige steder.

Anthrax har mindst lige så meget fart på som Obituary. Ført an af Joey Belladonna tonser de igennem speedmetallens greatest hits, men taber lidt af substansen undervejs. Scott Ian får sin tid til at skinne lidt på scenen og viser, hvor skarpt et guitarriff kan skæres, imens “Efilnikufesin (N.F.L.)” raser henover denimvestene i arenaen.

Der trækkes tungt på metalklichéerne, der krediteres med dybe brøl og flade fadøl fra publikum. Anthrax bliver til fællessang under “Be All, End All”, og “Fight ‘Em ‘Til You Can’t” er thrash-hymnen serveret med et ordentlig skud adrenalin. Men i øjeblikke har skønhedsfejlene det med at tage for hårdt på den energi, der flyder afsted fra scenen. Tre stjerner.

Lamb of God – Den sande amerikanske gospel

Jeg havde egentlig ikke haft brug for mere. Lamb of God er i sig selv en headliner, der står skrevet med store, fede understreger i min bog. Jeg har aldrig været så overrasket over, at de har været på turné med alverdens legendariske metalbands, for Lamb of God giver groovemetal en helt anden betydning. Det er stammetrampende lækkert og med en solid fuck-finger til de kristne. Og fra første strofe brækker Lamb of God os midtover. Allerede fra Randy Blythes pre-indspillede stemme fra “Omerta” kommer publikum helt op i øverste felt.

Med en flaskeøl i den ene hånd vandrer Randy Blythe ind på scenen. Han tager en flaske vand med den anden og helder det ud over sine dreads, inden han træder op på podiet og kører sine lunger i stilling. Lamb of God har taget det bedste med fra bagsiden af medaljen. Modsat mange andre af sin liga er Lamb of Gods tonstunge grooves tilsat eftertænksomme tekster om livet i det amerikanske 21. århundrede. Om det er forklædt i religionskritik eller antikrigsaggressivitet, leveres det med ætsende galdespyt og dræbende melodier.

Under “Walk With Me in Hell” hopper publikum i takt med rytmen, der er kørt i stilling af Chris Adler, og som “Now You’ve Got Something to Die For” dedikeres til Christiania, vokser pitten foran. Det er ærligt talt svært at se, hvordan Slayer skal kunne følge den her.

Det er kropumuligt at stå stille til. Blandt publikum skabes der små walls of death, og Randy Blythe surfer igennem sættet, imens Mark Morton og Willie Adler viser, hvad de kan. Fra “512” til “Blacken the Cursed Sun” bevæger det sig helt ind til benet og bider sig fast i knoglerne. Det er lige så stærkt som narko.

Hidtil har publikum bevæget sig på den respektable side. Der har godt nok været et par mænd i julemandskostumer, der er blevet båret over hegnet, men under “Redneck” flækker muren til det kaos, Lamb of God har taget med. Fem stjerner.

Slayer – Døden spredte sine vinger

Foran blodrøde flammer kommer hvide kors til syne. De vender på hovedet. Som et symbol på djævlen. Som et symbol på Slayer. Det absolut ondeste er ved at bevæge sig ind på livet af os. Halvanden time senere forstår jeg, hvorfor Slayer af alverdens fans bliver betragtet som det ondeste af sin slags.

Tom Araya bevæger sig nonchalant ind på scenen sammen med Kerry King, som formentlig er kørt hertil på den motorcykel, der fulgte med skægget. Der er ingen grund til at have fart på. Hvor Lamb of God og Anthrax nærmest ikke kunne løbe hurtigt nok, er Slayer det band, der aldrig er i tvivl om, hvilken kraft musikken besidder. De tørre riffs modvægtes af Tom Araya, der hvæser ad publikum, mens han bakkes op af ildkanonerne bag ham. Selvom der er gået syvogtredive år, er stemmen nærmest uforandret.

Omvendte kors af ild og kærlige hilsner til vorherrefrelser Beelzebub er æstetikken, der dyrkes groft af Slayer. Det hele køres lige efter forventningen. Der sluttes af med store armbevægelser, som var vi tilbage i 80’erne, før skægget blev gråt og Kerry King blev skaldet. Men vitaliteten svinder i øjeblikke hen i mørket, der på ”Mandatory Suicide” virker som et træt forsøg på at nå de aggressioner, som South of Heaven er lavet af. Imens mødes sættet af pauser imellem numrene, der bevæger sig for langt ud i intetheden, før Tom Araya igen træder frem i lyset for at betragte the Slayer Nation. Men musikken fejler ingenting. Hvor Obituary og Lamb of God bevægede sig igennem den akustik, Royal Arena efterhånden har fået en del ros for, sidder Slayer som en kniv for struben. Men selvom ”War Ensemble” leveres nærmest fejlfrit, mistes momentum i øjeblikke undervejs, når Tom Araya, Kerry King og den skoldhede Paul Bostaph lidt for ofte tager et øjeblik for at puste ud og rehydrere.

”Payback’s your fucking bitch, motherfucker,” vræler Tom Araya, imens det forreste publikum vælter over hegnet. I aften spænder Slayer over flere generationer, hvilket i sig selv kan virke ret imponerende. Få bands kan sige det samme og samtidig kunne træde ind foran 11.000 mennesker. Og imens Slayer tager os tilbage til begyndelsen af 90’erne og Seasons in the Abyss, kan man i det atmosfæriske lydbillede nærmest fornemme den delirøse ødevandring mod afgrunden. Som titlen nærmest antyder det, besidder det nummer alle arvarter af thrash, og som det udvikler sig til ”Dittohead”, der er sin egen definition af vrøvlende kaos, bevæger Slayer sig længere ind i sin egen historie.

Igennem nitten sange cementerer Slayer sit eftermæle. Slayer gør det igennem hvert enkelt nummer, men alligevel formår ”Hell Awaits” at fremstå tydeligst. Det er ondt og teatralsk – som en opera eller en klassisk komposition, der er skrevet for historiens skyld. Den mødes af primalbrøl fra publikum, der sender Tom Araya, Kerry King og Phil Demmel (der har afløst Gary Holt på resten af turnéen) tilbage i den blålige tåge, der skyder frem fra bagerst på scenen. Og som tågen druknes af et blødende støjbillede, bevæger Slayer sig ind i ”Raining Blood”, der med buldrende trommer og kaotisk guitarstøj skaber den frembrusende overtagelser, som Slayer har forklædt i dystopiske melodier.

Omfavnet af kaos og indhyllet i ild befinder sig de symboler, som Slayer har bygget sit herredømme op omkring. Provokerende politiske symboler og blasfemi. De står i forlængelse af det tekstunivers, bandet bevæger sig i. Død og kaos er essensen af bandets univers og formentlig det, der i dag har givet Slayer sin status. Men igennem vreden skabes glæden, og måske er det derfor, Tom Araya så ofte smiler til os. Trods skønhedsfejl er Slayer frigørelsen fra virkeligheden og det etablerede samfund. Og da Tom Araya og Kerry King til sidst bliver tilbage for at betragte deres publikum, inden de endeligt forsvinder fra scenen, bliver jeg ramt af følelsen, at der fremover kommer til at mangle noget. Fem stjerner.

 

Sætliste:

Repentless

Blood Red

Disciple

Mandatory Suicide

Hate Worldwide

War Ensemble

Jihad

When the Stillness Comes

Postmortem

Black Magic

Payback

Seasons in the Abyss

Dittohead

Dead Skin Mask

Hell Awaits

Ekstra:

South of Heaven

Raining Blood

Chemical Warfare

Angel of Death


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA