x
No beat around King Push

Pusha T, Store Vega, København

No beat around King Push

Anmeldt af Cillian Murphy | GAFFA

“When I say I wanna welcome y’all to the Daytona Experience, I’m talking album of the motherfucking year!” Tydeligere kunne det ikke siges, end da det amerikanske rapikon Pusha T søndag aften bød et udsolgt Store Vega velkommen til, hvad der skulle vise sig at blive en meget kompakt hitparade.

Siden han sidst lagde vejen forbi netop Store Vega i 2016, har præsidenten for G.O.O.D Music udgivet det anmelderroste DAYTONA, foruden en særdeles personlig beef med Drake, som de facto blev afsluttet med releaset af Pushas “The Story of Adidon” tilbage i maj. Et nummer, hvor King Push ud over at skabe en masse hype om albummet forhøjede indsatserne over for sin canadiske modpart og gav en smagsprøve på, hvordan hiphop-beef smagte tilbage i 90’erne.

Der var derfor taktfaste “Fuck Drake”-råb fra publikum, alt imens lyset blev dæmpet, og aftenens dj fik banket gang i publikum med vanligt tunge basbårne beats. Lyden på Vega kommer virkelig til sin ret, når bassen kan mærkes fra gulvbrædderne til mellemgulvet, og med denne følelse i kroppen entrerede den selverklærede pusher-come-rapper scenen, iført sort tracksuit og skudtæt IDGAF-attitude. Herfra åbnede den 41-årige amerikaner aftenens forestilling med et kronologisk hattrick fra netop DAYTONA, i form af først “If You Know You Know” – første vers i overbevisende acappella – efterfulgt af “The Games We Play” og den Rick Ross-gæstede “Hard Piano”.

Det var hårdt og blev taget imod med begejstring fra den pakkede sal, men det kække ordspil i rubrikken holdt faktisk ikke helt stik i showets indledende fase. Der var nemlig masser af beat på rapveteranen. Faktisk så meget, at den ellers skarptspyttende T i løbet af de første numre skulle kæmpe med en lav mikrofon. Det affødte et lidt mudret lydbillede ude i salen, hvor backingtrackets vokalspor gik tydeligere igennem end mainvokalen. Samtidig var der ingen tvivl om, at den efterhånden aldrende New Yorker ikke havde tænkt sig at spjætte mere end højst nødvendigt, så al unødig koreografi, two-step eller sing-along ville være sparet væk, til fordel for det klassiske a man and a mic-format.

Pusha T behøver heller ikke gimmicks, korsangere, liveband eller andre forstyrrende elementer. Han er en af de MCs, som stadig formår at putte et helstøbt og solidt produkt ud, hver gang han udgiver, og han excellerer netop i den lyrisk funderede og hårdtslående rap, som fungerer bedst med et statisk livesetup. Netop derfor kan det undre lidt, at der til aftenens show ikke var fundet plads til mere fra det velassorterede bagkatalog, når nu showet ikke var længere end knap 50 minutter. I al ydmyghed vil undertegnede holde på, at en sætliste altså kun bliver bedre med tilføjelse af numre som eksempelvis “Blocka”, “Sunshine” og “Untouchable”. Nuvel – det stod fra et tidligt stadie af koncerten klart, at den rappende drug kingpin var kommet til København med DAYTONA under armen og en mission om at få overbevist det danske publikum om, at pladen altså er årets bedste. Og det lykkedes langt hen ad vejen for ham.

Alle syv Kanye-producerede numre var således på sætlisten til aftenens show og blev leveret med en skarp præcision, sammen med en kavalkade af Pushas mange G.O.O.D. Music-affilierede gæstevers. Faktisk var passagen, der bød på først “So Appalled” og “Runaway” fra My Beautiful Dark Twisted Fantasy, fulgt op af det guddommelige Cruel Summer-hit “New God Flow” og afrundet med “Grindin’” fra Clipse-epoken, blandt aftenens stærkeste og vidnede om, at T sagtens kan rappe sit ældre materiale – hvis altså han gider. Generelt var Pusha, som efterhånden må siges at have O.G.-status, ikke kommet for at levere en overvældende og sulten tour de force i teknisk levering og crowdpleasing. I stedet virkede han meget bevidst om både de kompetencer og begrænsninger, han selv besidder i sine start-40'ere, hvorfor en del passager undervejs også blev overladt til hans supporterende dj og backingtracket. Til sammenligning var han noget mere feisty, da han lagde vejen forbi i 2016, men om det var ned til generel søndagsstemning eller knap tre ekstra år på bagen i showbiz er ikke til at sige. Ud over hyldester til album of the year og sine Day 1s var der nemlig ikke meget kommunikation fra den ellers karismatiske rapper.

Derfor blev det også en meget jævn temperatur, der holdt koncerten igennem, blandt det mere modne søndagspublikum. Der var enkelte temperaturstigninger undervejs, men da Fuzzy Jones’ pitchede og karakteristiske vokal skar igennem introen til 2012s megahit ”Mercy”, var vi dog ude i en regulær spilkogning af salen, med moshpits og hele svineriet. Ellers forblev aftenens begivenheder kontrollerede og rutineprægede, skarpe og præcise, men til den korte side og uden de helt store overraskelser.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA