x
Maggie Rogers : Heard It in a Past Life

Maggie Rogers
Heard It in a Past Life

ANMELDELSE: Fra finurlig til overproduceret

GAFFA

Album / Capitol Records
Udgivelse D. 18.01.2019
Anmeldt af
Sara Elisabeth Nedergaard

Maggie Rogers brød igennem med singlen ”Alaska” i 2016 og skilte sig øjeblikkeligt ud på den kommercielle popscene med sin folkede vokal og samplede feltoptagelser fra naturen. Et par gengangere fra den fremragende 2017-ep Now That the Light Is Fading er at finde på debutalbummet Heard It in a Past Life, der desværre er blevet overproduceret til den helt store guldmedalje.

På albumåbneren ”Give A Little” kan man godt høre, at stjerneproduceren Greg Kurstin har været inde over– og resultatet er desværre fuldstændigt homogent. Bedre er singlen ”Fallingwater”, hvis slutning især gør Rogers godt med dubbet vokal, gospelkor, insisterende trommer og et superfedt temposkift. Og så er vi tilbage til det homogene på ”Light On”, hvis tekst især er langtfra nytænkende og en vokal, der har lige så meget personlighed som Taylor Swift.

Maggie Rogers’ nye udspil har stadig lidt folk i vokalen og nogle interessante samples gemt i sig. Men det er som om, det finurlige og romantiske er gået lidt tabt i for storladne produktioner. Sjovt nok er en af de stærkeste skæringer balladen ”Past Life”, både skrevet og produceret af Rogers alene. Hun skulle have holdt sig til at stå for hele smøren selv.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA