Da regnen over Vesterbro blev lilla

The Revolution, Store Vega, København

Da regnen over Vesterbro blev lilla

Anmeldt af Jan Eriksen | GAFFA

Uden Princes geniale, selvstimulerende guitarspil og intuitive improvisationer var koncerten med The Revolution først og fremmest en hit-koncert med et supersvedigt funkband af Guds nåde. Og så var der jo alt det, som musik også er.

En gammel journalistisk frase lyder, at man kan researche en historie ihjel. Forleden var jeg tæt på at researche denne anmeldelse ihjel. Sådan forstået, at jeg så nogle YouTube-mobiloptagelser fra diverse koncerter med det genopstandne The Revolution. Bedømt ud fra disse lignede fredagens koncert i Store Vega på forhånd en noget sløv oplevelse med nogle musikere, der måske ligefrem var ude på at slå mønt på det, som Wendy Melvoin her til aften kaldte "elefanten i rummet".

Jeg skulle blive meget klogere. Det er det med virkeligheden derude i scenernes her-og-nu liverum; den er altid at foretrække, frem for skærmgengivelse.

Ved Princes alt for tidlige død den 21. april 2016 var det længe siden, han for alvor sidst havde spillet sammen med The Revolution. Bortset fra nogle samlinger ved festlige lejligheder havde bandet ikke været samlet på scenerne, siden de forlod Prince – eller omvendt – helt tilbage i 1985. De fortsatte dog med ham et par år i studierne.

MEN – det var The Revolution, der skabte funken rundt omkring Prince og hans guitar i de formative år fra de første dage i klubberne i Minneapolis, hvor de – og The Time med Jimmy Jam og Terry Lewis –skabte broen fra Motown, P-funk og Sly and the Family Stone til r&b-revolution og verdensherredømme. The Revolution var det tætteste, Prince kom på et fast band. 

Jeg vover gerne et øje; det var sammen med The Revolutions medlemmer, Prince skabte sine mest interessante album. Fra Dirty Mind (1980) til og med Sign o’ the Times (1987). (Dr. Fink var med lidt længere).

Fra turbinehår til coffee house

Første tanke, da Lisa Coleman, keyboards, Wendy Melvoin, guitar og sang, Matt (Doctor) Fink, keyboards, Bobby Z, trommer og Brown Mark, bas og sang, gik på scenen i Vega, var, at de – meget overraskende – var blevet ældre.

Finks doktorkittel er lagt noget ud. Han har min store sympati. Sidst jeg så Wendy spille med Prince, havde hun turbinehår og var, som det nu var dengang, dressed to kill. I dag ligner hun den sympatiske kvinde, der sidder med sin Mac og latte ved bordet ved siden af i hvilket som helst amerikansk coffee house.

De lagde ud med et massivt beat og voldsomt tromme-backtrack til "America" fra Around the World in a Day. Lovlig voldsomt, men allerede der i første nummer lød de påfaldende friske – og røvfunky. Og påfaldende, hvor tæt Brown kommer Princes lavere stemmeregister. Sådan skulle det fortsætte i "Computer Blue" fra Purple Rain, der altid vil være et af mine øde ø top 10-album.

Bare lyden af Lisas indledende keyboardtema, og jeg var bragt tilbage til utallige gennemlytninger af dette nummer, hvor soul, rock og jazz svitses sammen, så det syder.

Efter "Take Me With U", "Uptown" og "D.M.S.R" var enhver mistanke om en koncert med lige så lidt glød som det falmede mønster i den paisley-mønstrede skjorte, der havde placeret sig foran mig, gjort til skamme. Ikke noget med postuleret tjuhej-party her.

Wendys rytmeguitar – Nile Rodgers skal tage sig sammen for at følge med – og Bobby Z’s lettere indolente, men hyper effektive trommespil løftede den indledende metalfunk op på et niveau, hvor det begyndte at lette. Hvilket samtidig skyldtes en lydmand åbenlyst over standardniveau.

Der står "imponerende skarpt" hele tre gange i telefonens noter.

Møgbeskidt funk

Fællessang til "Take Me with U" og endnu en flok møgbeskidte funkexcesser i form af "Raspberry Beret", "Erotic City" og "Let's Work". Især i det sidste behandlede Brown sin slagbas, så man skulle tro, den havde været meget slem i går. Selvfølgelig er den slags indstuderet – The Revolution kører med stort set samme sætliste hver aften – men det virkede som om, de fem bandmedlemmer nød at stå der. Som da Coleman grinende forsøgte at stoppe Marks bassolo.

Bandet medbringer en sanger, hvis navn jeg ikke fik fat i, med et højt pitch, der synger for på en del numre. Men det, at vokalen er fordelt på ham, Mark og Wendy understeger, at The Revolution betragter sig selv som et kollektiv – og ikke The Revolution plus en, der ligner og lyder som Prince. 

Energi og dynamik opstår i kontrasterne, og det var, da Wendy og Lisa blev alene på scenen, at koncertens point of no return opstod. En indfølt, helt nøgen version af "Sometimes it Snows in April" med Wendy enormt udtryksfuldt på akustisk guitar og Lisa på sit klaviatur.

Lige der lignende det mere Melissa Etheridge eller Shawn Colvin end Minneapolis. Et ualmindelig smukt øjeblik i Vega, hvis skønhed kun blev forstærket, da det lykkedes det musikalske flertal af de tilstedeværende at tysse den evigt knævrende del af publikum til tavshed.

Det var dér, da Wendy sang "Just after I'd wiped away his last tear/I guess he's better off than he was before/A whole lot better off than the fools he left here," at jeg mistede enhver mistro i forhold til The Revolutions ærlighed omkring deres hyldestprojekt. 

En skinnende perle

I forvejen er denne komposition en perle, der skinner jo mere, den bliver pudset. Prince i et af sine i øvrigt mange eksistentielle øjeblikke. Som på "When Doves Cry".

Tilbage i funksporet med "Let's Go Crazy", "Controversy" med en kulsort duel mellem Marks bas og Wendys guitar. I den gamle smadrekasse af et dansenummer, "Kiss", spillede hun en evighed af en solo – wauw. Little girl Wendy parade. Yeah.

Det er muligt, at hun ikke har samme nuancer og grandeur som Prince, men det var godt, og på dette sene tidspunkt i koncerten havde publikum og band for længst taget hinanden under armene i denne hyldest til den store, lille kunstner. 

Inden "Purple Rain" talte Wendy om sine og de andres bevæggrunde. Deres ide:

”Det handler om samvær. Grunden til, at vi kommer ud – æh, det var vist dumt sagt (Dagens latterudbrud i Vega; både Wendy og Lisa "came out" som lesbiske som helt unge). Vi har forsøgt at finde den bedste nåde at navigere i dette, og vi har taget jer med i den regning."

Samvær var, hvad det handlede om, da publikum med lidt hjælp sang teksten til "Purple Rain", som afrunding af en koncert, hvor nu og da, funk og følelse, fredagsfest og gennembladring af mentale fotoalbum endte i en syntese. Hvor nostalgi og heltehyldest slutter, og følelsen af at befinde sig på et sted, hvor der kun er én vej, nemlig frem i næste beat begynder, ved jeg ikke. 

Men jeg ved, at Wendy sluttede af med at sige: "If you want us back. Call out." Den opfordring er givet videre. Stik The Revolution et festivaltelt, og ikke en gummirøjser er tør.

Og hvor var Prince? Over det hele. På vej hjem i bilen fra Vega virkede det et øjeblik som om, regndråberne på forruden blev farvet lilla. Måske var det bare lyset fra et blåt neonskilt og et rødt stoplys, der blandede sig sammen.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA