x
Twenty One Pilots var flyvende

Twenty One Pilots, Royal Arena, København

Twenty One Pilots var flyvende

Anmeldt af Christoffer Dall | GAFFA

Den amerikanske duo Twenty One Pilots har de seneste år vundet masser af omtale. Én af grundene har været deres finurlige blanding af genrer, der har gjort det vanskeligt for anmelderne at samle deres musik under én passende kategori. En anden grund har været deres store og enormt dedikeret fanskare primært bestående af meget unge drenge og piger.

Ved aftenens koncert i Royal Arena fik jeg lov at opleve begge disse fænomener på nært hold, og jeg er parat til at tilføje ”formidabel publikumstække og musikalitet” til listen over grundlag for bandets berømmelse.

Tændt fra start
Aftenens opvarmning blev leveret af amerikanske The Regrettes, der på tilpas effektiv vis fik sat gang i publikum med deres sødmefyldte og poppede garagerock. Kvartettens simple og livlige optræden gav en autentisk fornemmelse af ungdommelighed og energien forbundet hermed. Godt grundlag for aftenens hovednavn til at tage hånd om de tungere aspekter af ungdomstilværelsen.

Twenty One Pilots var fra start af tændte – bogstavelig talt. Trommeslageren Josh Dun indtog på ildevarslende vis scenen iført maskerende bandana og med en tændt fakkel. Imens singlen ”Jumpsuit” fra det nye album Trench gik i gang, steg forsanger Tyler Joseph op fra gulvet på toppen af en brændende bil. Salen gik amok, og dette niveau af begejstring og energi varede ved stort set uafbrudt gennem hele showet.

Kunsten at blande det melankolske og morsomme
Bandet havde fra start til slut publikum i sine hule hænder, og koncerten osede af musikalsk overlegenhed, selvsikkerhed og sans for at blande det melankolske og følelsesladede med det opløftende og underholdende. Twenty One Pilots mestrede nemlig at spille dyster, deprimeret elektro-poprock uden at give afkald på underholdningsværdi, publikumskontakt eller oprigtig spilleglæde.

Dette kom særligt til udtryk på højdepunkter som gennembrudshittet ”Stressed Out”, indledt af Tylers pompøse iklædning af en strikhue, den ukulelebaserede ”We Don’t Believe What We Watch on TV” (jeg vidste ikke, at der fandtes emo-folk) og den reggaeklingende ”Lane Boy” – alle rummede de en overbevisende følelse af angst såvel som humoristisk kant.

Suveræne scenetricks, musikalitet og velvilje
Sceneshowet var et kapitel for sig selv. Vi oplevede alt fra baglænse saltomortaler, stagedives, trommesolo på et trommesæt båret af publikum (!) og meget mere. Disse gimmicks fjernede dog ikke fokus fra bandets overbevisende musikalske præstation. Da Twenty One Pilots kun består af Dun på trommer og Tyler på sang (lejlighedsvis bas og klaver) bestod store dele af musikken af backing-tracks.

Dette virkede dog ikke begrænsende for de to herrers håndværk – hverken musikalt eller underholdningsmæssigt. Duns trommespil var stramt, om end livligt, og Tylers demonstrerede sine alsidige vokale evner inden for både følsom falset, metal-skrig og ekvilibristisk rap, alt sammen med masser af overskud og indlevelse.

Der var nogle enkelte sangovergange, der virkede en smule mere bremsende end opbyggende for energien, og de tre sange på en mindre, separat scene blandt publikum var smukke dog uden at være blandt aftens bedste.

Alligevel var der ingen tvivl ved koncertens afslutning om, at vi alle havde været vidner til en professionelt udført koncert fuld af velvilje, ekstrem energi og kærlighed til både publikum og musik. Twenty One Pilots var flyvende og de tog publikum med sig på deres 21 numre lange tur. Derfor fortjener de fem store stjerner.

Sætliste:

  1. Jumpsuit
  2. Levitate
  3. Fairly Local
  4. Stressed Out
  5. Heathens
  6. We Don’t Believe What’s on TV
  7. The Judge
  8. Cut My Lip
  9. Lane Boy
  10. Nico and the Niners (Tyler blandt publikum)
  11. Neon Gravestones (B-scene)
  12. Bandito (B-scene)
  13. Pet Cheetah (B-scene)
  14. Holding On To You (Tyler blandt publikum)
  15. Ride
  16. My Blood
  17. Morph
  18. Car Radio

Ekstranumre:

  1. Chlorine
  2. Leave This City
  3. Trees

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA