x
Indbydende sammensurium af jazz, soul med mere – men for meget instrument-akrobatik

Joe Armon-Jones, Teater Momentum, Odense

Indbydende sammensurium af jazz, soul med mere – men for meget instrument-akrobatik

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Teater Momentum er et herligt sted. Så meget stemning flyder ind ad bukseben og ærmer, når man bevæger sig i foyer-baren med alskens minder om skæve forestillinger og atmosfærisk musik, der giver indtrykket af en hipster-jungle, hvor alle de forvirrede hoveder kommer ud om natten for at hyle om verdenssituationen, kunsten og livet. På Momentum er der flere ting, som giver mening. Ikke mindst den gamle genre jazz, der særligt på denne aften fik lov at visse begge ansigter frem.

Pianisten Joe Armon-Jones spiller jazz, som briterne er kendt for, med en aldeles eklektisk tilgang, hvor det som sådan ikke er jazz, men blot et musikalsk udtryk, der låner i stor stil fra de gamle amerikanske musikstilarter i et indbydende sammensurium af soul, pop, hip-hop, trip-hop og jazz med streg under soli. Momentum får det til at fungere. Det med at være teater først og fremmest og dernæst koncertsted, comedyklub, bar, biograf, poetry slam, åben scene og så videre. Det skaber nogle unikke muligheder, hvilket blev tydeligt med den fascinerende scene, der skulle huse Joe med band denne fredag aften. En forestilling kaldet 16:29 finder sted i disse dage, og det var midt i dennes insisterende lyserøde scenografi med seng, lamper og et massivt bagtæppe, at Joe Armon-Jones og hans band bestående af trompet, saxofon, bas, trommer og vokalist Asheber skulle underholde fem-seks rækker af spændte koncertgængere.

Og det var underholdende, som jazz kan være det med en sjældnere og sjældnere vægt på musikerens ekvilibrisme. Særligt trompetisten Sheila Graham vakte begejstring hos publikum, som var med fra starten af. Weekenden skulle i den grad jazzes i gang. Klapsalver fulgte hver solo, som var koncertens bærende element, og enkelte gange blev begejstringen så ivrig, at det næsten spolerede de små fine pauser, hvor Joe og hans medbragte fænomenale trommeslager Kwake Bass nøgternt fandt hinanden mellem udfordrende rytmer og svært anlagt timing.

Odense og Momentum vil det hele, og deri opstår altid det samme problem. Når man vil det hele, er det svært at gøre den ene ting ordentligt. Selvom koncerten havde et unikt udtryk ved den lånte scenografi med tentakler af lydkabler, der strakte sig over et uskyldigt soveværelse af en scene, så var Joe Armon-Jones tydeligt ikke interesseret i at lave en stemningsfyldt siddekoncert; til det var lyden også for mudret og publikum for feststemte. Teaterrækkerne, der ellers er beregnet til lyttende fordybelse blev en hæmsko for publikum, der gerne vil være til stede i koncerten, men også gerne have muligheden for at danse og for at møve sig ud efter flere øl. Siddekoncerten er en meget begrænsende genre, der hurtigt gør de mindste ting distraherende. De koncerter, som Momentum Musik tilbyder, kræver som oftest en smule indlevelse, forståelse og fordybelse, hvilket for mit vedkommende bliver spoleret, hvis der hele tiden er nogen, der møver sig frem og tilbage i rummet. Det er lidt nemmere at ignorere al mulig bevægelse til dansende, stående eller hujende koncerter. Det hjalp heller ikke, at der var noget forstyrrende blipblop fra øverste højre side af teatersalen.  

Musikalsk ekvilibrisme kan hurtigt blive som akrobatisk ekvilibrisme, hvor den primære kvalitet er, at noget er muligt, selvom det er meget svært. Dermed sagt, at mange tekniske stiløvelser overskrider den egentlige følelsesmæssige relevans og bliver til akrobatik med instrumenter. På et tidspunkt under den ellers formfuldendte koncert blev det en smule ensformigt med konceptet solo, klap, solo, klap og så fremdeles. Det var under de numre, hvor Ashebers sang skabte nogle effektive rammer for musikken, at koncerten for alvor udfoldede sig. Særligt de ikke-udgivne “No Weapon” brugte lidt mere poppet repetition til at skabe god kontrast til ekvilibristerne. Desværre kunne virkemidlerne hurtigt virke overflødige, som Kwakes trommemaskine, der ikke blev indført ordentligt i det ellers meget organiske lydbillede.

Koncerten var mest af alt bare underholdende. Armon-Jones’ klaver gik ikke særlig godt igennem, og derfor blev blæserne aftenens egentlige hovednavn sammen med Ashebers små intense og nærværende performances, som en stemme lige ud af Massive Attacks stilede univers. Det var en glimrende afslutning at lade de siddende koncertgængere betræde scenen for at deltage i den fest, som Joe Armon-Jones kunne have holdt langt tidligere på en mere passende scene. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA