Hjertesorg og højt humør

Annika Aakjær, Train, Aarhus

Hjertesorg og højt humør

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

”Jeg har et knust hjerte, men min tro på kærligheden er intakt,” er Annika Aakjærs første ord til publikum, allerede inden hun har spillet sin åbningssang. Sangerinden og sangskriveren er kendt for at være åbenhjertig både i sine sange og ikke mindst i sine mange kommentarer mellem numrene, men også for at være utrolig morsom. Derfor er jeg helt bekymret, da Aakjærs stemme lyder næsten grædefærdig, men heldigvis finder hun hurtigt humoren frem: ”Så er det godt, at jeg skal noget i aften”. Folk griner, men aftenens første nummer, ”Jeg ved, det kommer til at gøre ondt,” er en ganske alvorlig breakup-sang, som Aakjær spiller alene på sin akustiske guitar. Så kommer bandet på scenen – tre mand på henholdsvis guitar/bas, keyboard og trommer, mens Aakjærs karakteristiske AA-logo lyser på bagscenen, og seks pærer udgør en enkel, men stemningsfuld scenografi.

Annika Aakjær er i fuld gang med sin forårsturné. Sidste efterår deltog hun i TV2’s Toppen af Poppen, og det har aldrig skadet nogens karriere, i hvert fald ikke når det gælder omsætning. Selvom hun ikke er blevet decideret superstjerne af det, er publikum større, end det plejer, og Train er trekvart fyldt. Vi skal da heller ikke langt ind i sættet, før vi får en sang fra tv-fortolker-showet, nemlig Pernille Rosendahls ”Is This It?”, som Aakjær har fået indbygget et finurligt temposkift ind i, så den oprindelige ballade begynder i høj fart. Kort efter kommer Lis Sørensens smukke ”Morgensol”, hvor guitarist Kasper Rasmussen til en afveksling har fundet en klarinet frem, og senere igen Søren Skos ”Don’t Ask Me” i en ”Aarhus-funky” version. Både Rosendahls og Skos sange er oversat til dansk, som Aakjær gjorde det i Toppen af Poppen, og de fungerer glimrende i fordansket form. Det er da også disse sange, der vækker størst genkendelse hos en del af publikum.

Ekko fra 80’erne

Aakjærs egne sange blegner heldigvis ikke i sammenhængen. I lyset af at hendes seneste album er tre år gammelt, havde jeg forventet lidt mere end to nye sange, men lad gå. Ud over det førnævnte åbningsnummer får vi en iørefaldende popsang med arbejdstitlen ”Du er så sød og smuk og klog og dejlig”, som ikke kun titelmæssigt minder lidt om Anne Linnet – dog mere fra 80’erne end 70’erne. Ellers synger Aakjær især sange fra sit seneste album, Lykkens gang, der også er inspireret af 80’ernes store danske popstjerner som Anne, Sanne og Lis, og som rummer flere sange, man kan undre sig over ikke blev større hits i sin tid, eksempelvis den særdeles catchy og diskret dansevenlige ”Tæt på”, som afslutter hovedsættet. Både Aakjær og bandet er i god form. Hun synger ekspressivt med sin ganske kraftfulde stemme, musikerne er solidt sammenspillede, og ikke mindst trommeslager Abas Christian Bathily hamrer energisk igennem i udvalgte passager. Ellers er det mere en holdindsats end soloridt, der fokuseres på.

Højdepunktet er som sædvanlig Aakjærs utroligt smukke venskabsballade ”Skulder ved skulder”, som hun spiller alene på akustisk guitar, og det skaber en god variation, at Aakjær spiller udvalgte sange solo. Nummeret er ikke en parforholdssang, selvom Aakjær ofte bliver spurgt, om hun vil spille den til bryllupper. Og det vil hun gerne på visse betingelser, fortæller hun i en af sine mange, stærkt underholdende anekdoter, som får Train til at gjalde af latter. Nu vil jeg ikke afsløre pointen eller de andre historier her – ud over at Aakjær vender tilbage til sin nyerhvervede single-status igen og igen – men hun er altså utrolig morsom mellem sangene, næsten på niveau med Allan Olsen og Niels Hausgaard, og selvom jeg har hørt en del af historierne før, griner jeg stadig af dem. Uden at have statistisk grundlag for det synes jeg også, at Aakjær gennem årene er begyndt at tale længere og længere mellem numrene, og der er noget ved hendes fremtoning, der får mig til at tænke på Bodil Jørgensen. Det var en stor kompliment, hvis man skulle være i tvivl.

Den tidlige sang ”Drømmens toilet” inspireret af toiletpoesi og spillet solo er sidste ekstranummer, og publikum klapper atter begejstret. Efter mange år som lovende kunstner er Annika Aakjær omsider ved at få hul igennem til et bredere publikum, og man kan kun håbe, at det fortsætter. Og god bedring med det knuste hjerte!

Opvarmning: Simone Tang ***

Inden Annika Aakjær går på scenen, får vi en halv times opvarmning fra den aarhusianske sangerinde og sangskriver Simone Tang, der går på scenen med guitarist/elektronisk trommeslager og to korsangerinder, mens hun selv spiller skiftevis el-guitar og keyboard. Det håndværksmæssige er der absolut ikke noget at udsætte på. Tang har en smuk, lys og sødmefuld stemme, og det velklingende, næsten gospelassocierende kor løfter udtrykket markant. De melankolske og langsomme, engelsksprogede sange er dog næsten for stillestående. Det er fint, at sange er langsomme, men så skal de virkelig have melodisk substans og røre nogle følelsesmæssige dybder, og der er vi ikke helt endnu. Jeg tror, det vil klæde numrene, hvis de bliver sat lidt op i tempo, for det melodiske potentiale er der. Ikke mindst i den kommende førstesingle ”Shame” og afslutningsnummeret ”Smile”, hvor en gæsterapper er en behagelig overraskelse og dermed afrunder Simone Tangs optræden med visse forhåbninger for fremtiden.

Sætliste:

Jeg ved, det kommer til at gøre ondt

I går

Er det det? (Is This It?, Pernille Rosendahl-cover)

De fik dig aldrig

Morgensol (Lis Sørensen-cover)

Du er så sød og smuk og klog og dejlig (arbejdstitel)

Hvis du spørger (Don’t Ask, Søren Sko-cover)

Alt hvad jeg vil sige

Tæt på

Ekstra:

Skulder ved skulder

Jeg gi’r

Ekstra-ekstra:

Drømmenes toilet

Lineup:

Annika Aakjær: Sang, akustisk guitar

Kasper Rasmussen: Guitar, bas, klarinet, kor

Lars Meiling: Keyboard, kor

Abas Christian Bathily: Trommer, kor

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA