ANMELDELSE: Stor musikalsk oplevelse i Amager Bio

Tedeschi Trucks Band, Amager Bio, København

ANMELDELSE: Stor musikalsk oplevelse i Amager Bio

Anmeldt af Sidsel Thomassen | GAFFA

(Arkivfoto)

Tedeschi Trucks ledes af ægteparret Susan Tedeschi og Derek Trucks. Søndag aften gav de en uforglemmelig koncert i Amager Bio.

De tolv mand store band slap tøjlerne løs, og især guitaristen Derek Trucks brillerede på sin Gibson SG-guitar, så det var en fryd at høre på. Derek Trucks har sin helt egen specielle lyd og spillestil. Han er en sand mester på slideguitar og giver mindelser om den legendariske guitarist Duane Allman fra Allman Brothers Band, der stadig regnes for en af verdens bedste slideguitarister.

Som ganske ung knægt begyndte Derek Trucks at spille guitar, og han var kun 11-12 år, da han begyndte at optræde på scener i USA og tjene penge ved forskellige spillejobs. Han spiller altid uden plekter, dvs. anvender kun fingerpicking – præcis som han også gjorde første gang, han fik stukket en guitar i hånden. Dereks særlige lyd sidder i fingrene – og så det faktum, at han hverken bruger pedaler eller andre effekter.

Guitaren går direkte ind i forstærkeren og forvrænges udelukkende ved den naturlige forvrængning, som forstærkeren frembringer ved overstyring. Alligevel formår Derek Trucks at få de utroligste lyde ud af den guitar, nogle gange lyder den som en fræsende rundsav – andre gange får Derek guitaren til at jamre, græde og synge. Hvordan han gør det, er mig ubegribeligt, men for søren hvor det lyder godt. Han har fuldstændig kontrol over både toner og overtoner i den guitar.

Bandets seje, solide rytmer blev holdt steady og tungt af to trommeslagere, der hen mod koncertens afslutning gav en trommesolo, der stadig ringer i mine ører og får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Det var tydeligt, at de to trommeslagere var tæt sammenspillet, og der var mange fine nuancer i deres samspil. Tilsammen udgjorde de et rent powerhouse, der gav musikken kant og bandt de forskellige instrumenter sammen i et solidt beat. Utallige komplicerede breaks og overgange var en sand fryd for ørerne.

I bandet var der også et kor på tre personer – samt en blæsersektion på tre personer. Så hele 12 dygtige musikere var på scenen og forkælede publikum med seje vuggende bluesnumre, funknumre, jazz-rock-numre. Nogle af numre havde også et gospelagtigt touch, så koncerten kom godt omkring i de forskellige genrer.

Alt i alt var der tale om en forrygende koncert, der emmede af musik og glæden ved denne. I mellem Susan Tedeschis fremragende vokal var der også gjort plads til lange instrumentale passager med masser af improvisationer, naturligvis mest fra guitaresset Derek Trucks. Det siges i øvrigt om Derek, at han aldrig spiller den samme solo to gange. Soloerne improviseres på stedet ud fra, hvad han hører af toner inde i sit hoved.

Et af numrene bød på en særlig overraskelse: nemlig en heftig duel mellem Derek Trucks forvrængede Gibson guitar og en trækbasun. Det VAR kinky – og svært at beskrive. Men lad mig gøre det kort: det lød sgu’ godt.

Den slags amerikansk musik – med rødder tilbage til The Allman Brothers Band – kan naturligvis ikke undvære det gode gamle Hammond B3-orgel. Bandet havde da også en keyboardspiller med, som trakterede Hammondorglet lige så smukt, som englene synger.

Tedeschi Trucks Band består af særdeles kompetente og erfare musikere, og der blev helt klart sprængt nogle grænser på det musikalske område i løbet af i koncerten.

Hvis du har lyst til at lære Tedeschi Trucks Band nærmere at kende, så kan jeg anbefale deres live-album med navnet Everybody’s Talking.

Tedeschi Trucks Band spiller igen i Amager Bio den 11. april og igen i Værket i Randers den 12. april.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA