Uffe Lorenzen: Triprapport

Uffe Lorenzen
Triprapport

ANMELDELSE: Svampediæt fra tredjedagen

GAFFA

Album / Bad Afro Records
Udgivelse D. 10.05.2019
Anmeldt af
Simon Nielsen

Uffe Lorenzen er én af få. Han gør tingene på sin egen måde, ment helt uden om klichéens betydning. Han gør det ægte, fordi han ikke kan gøre det anderledes. Imens jeg lytter til Triprapport overbevises jeg om, at han ikke gør det ud fra et behov for at være produktiv, men fordi det er hans kald i livet. Han er én af de der spillemænd, der i Danmark er ved at uddø. Dét, Uffe Lorenzen startede helt tilbage med On Trial og sidenhen har ført videre med Baby Woodrose og Spids Nøgenhat, kulminerede på Galmandsværk fra et par år tilbage, for nu at stikke endnu dybere i syretrippet på Triprapport.

Triprapport er resultatet af 14 dages isolation. Uffe Lorenzen har forklaret, hvordan han tilbragte fjorten dage alene i et sommerhus i Kulhuse i Nordsjælland for at finde vej til den rette tilstand, der til sidst resulterede i Triprapport. Han har forklaret, hvordan han på tredjedagen spiste alle sine medbragte svampe, og hvordan det prikkede hul på bylden. Som et direkte resultat af et svampetrip er Triprapport et album, der strækker sig over generationer af syrerock med tråde til den psykedeliske folkemusik og den danske spillemandskulturarv. Hvor åbningsnummeret "Psykonauten" fremstår en anelse klichéfyldt, slipper afsenderens autenticitet af sted med de psykedeliske fortællinger, der fortsætter på "Alting er eet" og albummet igennem.

Hen over albummets 37 minutter bevæger jeg mig igennem en udvidende oplevelse. Musikken omkring mig vokser og skaber farverige og varme associationer, hvorigennem Uffe Lorenzen succesfuldt eksekverer alt omkring den psykedeliske musik. Det er hverken nyskabende eller for den sags et overraskende indblik i sangskriverens univers, men ikke desto mindre er det endnu en cementering af Uffe Lorenzens betydning for dansk musik. På Triprapport fortolker han Hans Vinding og bringer historien videre for endegyldigt at plante fødderne solidt i rollen som den bevidsthedsudvidende historiefortæller, som ungdommen aspirerer efter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA