x
Gennemført Sivas-koncert

Sivas, Train, Aarhus

Gennemført Sivas-koncert

Anmeldt af Lauge Elkjær Larsen | GAFFA

Sivas optrådte på Train, samme dag som hans nye album Contra blev udgivet. Jeg må indrømme, at jeg var lidt skeptisk overfor dette. Ville hele koncerten komme til at føles som en listening session til et kommende album, hvor man ikke har hørt numrene før? Nej, heldigvis ikke! Sivas spillede kun tre numre fra sit nye album, hvoraf to var singler, som har været ude en uges tid. Hvis denne koncert havde været om en måned eller to, ville det på ingen måde give mening kun at spille tre nye tracks, men fordi nærmest ingen var særlig familiær med numrene, var det en klog beslutning. 

Sivas starter ud med “Lang Historie Kort”, fra sidste års ep/minialbum Ultra og følger op med løse singler, blandt andet “Saucen” og “Ritualet”. Smarte numre at starte ud med. Det bliver også hurtigt tydeligt, at Sivas føler sig mere afslappet, end sidst jeg oplevede ham live i 2016. Han lader til at nyde det en hel del og interagerer med en masse af de forreststående fans. Han lader tempoet falde en anelse, og Reza bag dj-pulten smider “Vejen” på. Normalt synes jeg, de fleste artister sænker tempoet på det forkerte tidspunkt, men dette er perfekt. 

Det visuelle sidder lige i skabet

En anden ting, der bliver udført til perfektion, er selve det visuelle udtryk på scenen. På skærmene bag Sivas kører der simple videoklip, som skifter ved hvert eneste nummer. Det er virkelig gennemtænkt, og det visuelle går hånd i hånd med musikkens lyd og udstråling. Det at få noget visuelt på, der passer så sindssygt godt til musikken, gør overraskende meget. De korte klip forstyrrer ikke musikken, de gør blot det, der skal til og ikke mere end det. 

Sivas er iført en hættetrøje med "Contra" skrevet på. Han spørger publikum, om nogle har hørt det nye album, og en hel del rækker hænderne i vejret. Herefter spiller han “Capitan”, første single fra albummet. Under “4Livet” synes jeg, livelyden er en smule mudret i forhold til de tidligere spillede numre som “Saucen”. En af mine tidlige favoritter fra det nye album er helt klart tracket med den finurlige titel “Lalandia / Gremlins”, som Sivas heldigvis også spiller. Igen sidder det visuelle lige i skabet, og når beatet skifter til et mere afslappet udtryk, følger skærmene trop og skifter over til et afslappende blåt hav – og slutter med en intens rød farve. 

Sangene kommer i perfekt rækkefølge og skifter rundt mellem forskellige udtryk. Vi når blandt andet til det mere tropiske/sydlandske tema, og Sivas spiller blandt andet “Rica” og “Savannah”. Måden, det bliver sammensat på, her på scenen, er virkelig gennemtænkt. 

Selvfølgelig spiller han også den funky “Sidste Timer” og slutter koncerten af med “Oui”. Sivas lover at komme ned til publikum bagefter, og før jeg får set mig om, står han og tager sig god tid til at tage selfies med alle. Prikken over i’et er da lige, at en venlig person uddeler gratis drikkelse på vej ud fra koncerten. Lige hvad jeg havde brug for! Jeg kunne godt have ønsket mig, at Sivas lige spillede “Det Gode Liv”, “Kbhavana” eller “d.a.u.d.a”, som publikum ofte efterspurgte, men alt i alt var det en rigtig god koncert. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA