ANMELDELSE: Når demokratiet skal sanses

Lydmor med flere, Orestien, Aarhus Teater

ANMELDELSE: Når demokratiet skal sanses

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Demokratiet levede i antikken i godt og vel 180 år. I overgangsperioden fra slægtens herredømme frem til manifestationen af individets dømmekraft levede tragediedigteren Aischylos. Og af overværelsen af disse to verdeners sammenstød fødtes den eneste overlevende dramatrilogi fra antikkens mangfoldige teaterscene, ”Orestien”, første gang opsat i 438 f.kr, i de tre dele ’Agamemnon, ’Sonofret’ og ’Eumeniderne'.

Næsten 2500 år efter skal fortællingen genfødes på Aarhus Teater i en polemisk tid, der efter den nye opsætnings eget udsagn skal værne om og debattere kerneværdierne i vores elskede styreform. Og det skal ikke gå stille for sig i en iscenesættelse, der beskrives som et multikreativt projekt iscenesat af instruktør Runar Hodne, musiker Jenny Rosander (aka Lydmor), kostumedesigner Mark Kelly Domino Tan og visuel designer Ulrik Gad. Der skal altså i smuk forening skabes et nyt billede af en til alle tider relevant disputs om det samfund, Vesten nu engang står i lige forbindelse til.  

Vi befinder os handlingsmæssigt i skyggen af Troja-krigens afslutning. Agamemnon har, efter at have ofret datteren Ifigenia til Artemis som betingelse for succes, sejlet sejrrigt hjem fra krigen til Argos for at gensætte sig på tronen. I kølvandet på moderens tab af barn træffer hævngerrige Klythaimestra valget sammen med sin elsker Aigisthos om på ræsonnabel vis at afsætte den hjemvendte konge i et kærligt badekarsmord. Denne ugerning kalder deres eksilerede søn Orestes hjem for at hævne sin far. Og så ruller trædemøllen ellers.

Men først skal vi lige igennem foyeren. Bogstavelig talt. Vi bliver møvet ind og bedt om vores opmærksomhed, idet første akt skal foregå netop i foyeren. Det klassiske kor tager teten og bevæger sig ind og manøvrerer igennem og rundt i mængden. Det er tydeligt, at vi nu skal se os som en del af folket imellem lysstofrør og barstole, der venter kongen retur. Det er finurligt, og man kan ikke bestemme sig for, om det er pisseirriterende, at man ikke kan se, hvad der foregår eller blot lade sig rive med af en frisk ide. Nok en blanding af begge dele.

Da Nanna Bøtcher i skikkelse af Klytaimestra træder ind, skal vi dog ikke være i tvivl om, hvad der foregår. Med lang silkekappe og opsat hår melder hun sin mands ankomst efterfulgt af Jens Gotthelfs entré som Agamemnon. Situationen fremstår tilpas karikeret, nok ganske villet fra Runar Hodnes side. Mette Klakstein Wiberg skriger som Kassandra overbevisende på Apollon og beretter koret (os) om det forestående mord. Skrig lyder oppefra, og vi bliver anmodet om at træde ind på Scalas egentlige scene. Der finder os et smagfuldt billede af Jenny Rosanders (Lydmor) kaotiske musikproduktion, mens hun skizofrent og hvileløst vandrer rundt på scenen, roder ved en Macbook og et touchpad. Kongen er død, og Brøchter og Peter Halds Aigisthos danner symmetri rundt om liget. Vi træder figurativt ind i slægtfejdens borg, og det føles vitterligt sådan.  

Dramaets elementære styrke er uden tvivl, at den behandler ur-tematikker, dels om borgeren og samfundet, og dels om de nære bånd mennesker imellem. Der forsøges i høj grad at spilles på dette dobbelte handlingsspektrum den aarhusianske iscenesættelse. Med Mark Kenly Domino Tan ved roret er skuespillerne pakket ind i sølvpapirsgevandter fra top til tå, der afføder en kold og arkaisk distance imellem karaktererne og publikum. Ja, vi skal mindes om gudernes menneskelighed i deres varetagelse af vores skæbne, men vi skal også mindes om det urbane og forstenede univers, vi træder ind i. De iklædes yderligere af enkle og farveløse tøjsæt, afhængig af deres position og rolle. Minimalisme er i det hele taget et nøgleord i løbet af forestillingen, og det må sådan set gerne eksplodere, men aldrig i en ophævelse af illusionen. Og den linje balancerer stykket som helhed rigtig fint på.

Disse forskellige krumspring for at gøre forestillingen nutidig og moderne kan til tider forekomme lidt villet. Da lyset slukkes i mødet mellem Orestes og Elektra, venter man egentlig bare på, at det tændes igen. Lyd-og-lys-inferno får vi først rigtig i en slags comic relief med Christian Hetland som steampunk-Apollon, og lyset hamrer igennem som en slags oplysningens fødsel ved Rikke Lyllofs stoiske Athene. Det er aggressivt og en fed effekt, men symbolikken er forstået, før lyset slukker.

Noget andet er selve teksten. En sproglig forsimpling af Pia Juuls oversættelse af Ted Hughes' engelske udgave til fordel for Otto Steen Dues oversættelse af tragedien kan til dels godt forsvares. Men komprimeringen af trilogien til en time og 45 minutter (der altså har taget en hel dag at opføre i klassisk tid), hvor der også skal gives plads til Lydmors ganske passende dystre intermezzo, er vanskeligt udført. Koret får ikke samme nuancerigdom som i det oprindelige stykke, og deres komplette hamskifte fra trællekoner til blodtørstige Erinyer i ’Eumeniderne’ finder slet ikke sted. Og det går ud over den leg og subjektive tyngde, som Aischylos formentlig har tiltænkt koret at få tildelt i stykket og gør dem en kende passive og, ja, sterile.

Og man får på en spøjs vis et indtryk af, at det store fokus på sang, lyd og gimmicks i opsætningen er gået en smule ud over selve tekstbehandlingen, der egentlig fremstår en smule konservativt. De lange beskrivelser af handlingsforløbet bliver i en sproglig forsimpling temmelig monotont og skal opvejes af et nærværende skuespil. Dette er der til gengæld ikke mange fingre at sætte på, og de nedbarberede replikker og monologer leveres med tyngde og overbevisning over hele linjen. Særlig stærkt er kemien at mærke mellem Brøchters og Emil Prenters Orestes, i gensynet mellem mor og søn, inden boden skal gøres op. Der er stor ambivalens at mærke i spillet, og Lydmors sagte keys giver det den sentimentalitet, vi har brug for, så det mærkes. En fin ekstra kulør i dramaet.

En lidt flad afslutning bringer Orestes' frihed efter afstemning og furierne hjem under retfærdighedens vinge, og vi siger tak for i aften. Rune og de andre rødder har med stor alvor og omhyggelighed varetaget en klassisk opsætning på meget fornem vis med stor bundklang fra scenen og ud i salen. Men det store fokus på ydre virkemidler og instanser gjorde, at den filosofiske og poetiske tyngde udeblev en kende fra selve rugbrødet, om man vil. Til gengæld gjorde disse effekter indtryk. Velskrevet musik, skuespil og kostumeskift var således højdepunkter i stykket, der ikke gjorde væsentligt for at sætte tolkning og holdning på spil. Jeg sætter vel nok et kryds for demokratiet den 5. juni.  

Orestien spiller til og med 6. juni


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA