Farvel med manér

Elton John, Royal Arena, København

Farvel med manér

Anmeldt af Carsten Skov | GAFFA

Jeg ka’ lige så godt indrømme det. Min hårfarve er grå som en pose brugt twist fra tanken, og jeg har lagt flere år bag mig arbejdsmæssigt, end jeg kan se frem til inden pension. Bedre bliver det ikke af, at popstjerner, som jeg har fulgt i årtier, er nået til at holde afskedsturne.

Og så er der alligevel lyspunkter, der peger på, at høj alder ikke nødvendigvis er ensbetydende med at gå i stå og fuldstændigt miste gnisten. Lørdag aften i Royal Arena var ét af disse lyspunkter. Elton John viste rundhåndet gennem næsten tre timer, at inderligheden og gnisten i hans sange var i behold, selv om han reelt var kommet forbi for at sige "Farewell Yellow Brick Road" til det danske live-publikum.

Et taknemmeligt publikum

Man kan måske mene, at Elton John havde et lige vel taknemmeligt publikum foran sig. Han kunne dårligt dreje hovedet eller slå ud med armen, før publikum hvinede og klappede af begejstring. Bevares, store dele af det overvejende modne publikum havde nok hørt ”Bennie and the Jets” indtil flere gange før, men det vækker alligevel glæde hos publikum, når nummeret bliver spillet af en så godt som original besætning. Ikke mindst, når fremførelsen smidigt bevægede sig uden for én-til-én gengivelse af arrangementet fra studieindspilningen. Denne oplevelse gentog sig med ”All The Young Girls Love Alice”.

Derefter blev tempoet skruet ned for at give plads til tristessen i ”I Guess That’s Why They Call It The Blues”, der blev fint understreget af pudsige, rørende og vemodige stillbilleder på storskærmen af tosomheds-tomgang. Vokalharmonierne kæmpede undervejs en brav kamp mod hallens akustik, men der var snart plads til nærvær og kraft i Eltons solo-fremførelse af ”Border Song”.

Med ”Tiny Dancer”, ”Philadelphia Freedom” og ikke mindst ”Indian Sunset” bevægede Elton sig en smule uden for det umiddelbart indlysende hitmateriales sikre vej. Sidstnævnte nummer blev fornemt følelsesladet fremført på piano med Ray Cooper på percussion. Han fandt tilbage til den sikre vej igen med ”Rocket Man (I Think It's Going to Be a Long, Long Time)”.

Fra rock’n’roll til tungsind og tilbage igen

Man skal ikke lade sig narre. Elton John kan nok som kapelmester give plads til improvisationer, men de blev holdt i relativt stramme overordnede rammer. På den måde kan kontrasten mellem den gospel-lignende rock’n’roll i ”Take Me To The Pilot” glide fint over i tungsind og håbløs kærlighed i ”Sorry Seems To Be The Hardest Word”.

Det kan virke patetisk, når en kunstner krænger følelser ud over for et tusindtalligt publikum. Det virkede nu reelt nok, da Elton derefter introducerede ”Someone Save My Life Tonight”, den eneste single fra det meget personlige album Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy fra 1975, der handler om, hvordan han kom forbi et kritisk punkt i karrieren og samarbejdet med tekstforfatter Bernie Taupin.

Elton kunne derefter snige sig ud for at skifte jakkesæt under forspillet til ”Funeral For A Friend / Love Lies Bleeding”. To sammenhængende og overvejende instrumentale numre, der viser, at langtidsholdbar popmusik langtfra kun handler om tre vers og et omkvæd. Det handler også om medfølelse, kærlighed og ømhed, ikke mindst i kampen for at få medicinalfirmaerne til at producere billigere AIDS-medicin. Et budskab, som Elton parrede med at være led og ked af Brexit, inden vi fik aftenens yngste nummer, ”Believe” fra 1995.

Titlen ”Sad Songs (Say So Much)” kan måske få én til at tro, at der er tale om mere tristesse. Faktisk var det en gang glad rullende boogie, som så småt fik publikum oppe foran op af stolene for at danse. Elton begrundede derefter nedtrapningen af karrieren efter 50 års turneliv med ønsket om mere tid til familien. Han nåede dermed frem til den effektive afslutning på det ordinære sæt med ”The Bitch Is Back”, den selvbiografiske ”I’m Still Standing” og ”Saturday Night's Alright for Fighting”. Et trekløver af medrivende rock, der virkelig beviste, at Elton var kommet for at sige farvel til det danske publikum med fest og manér.

En vital kunstners farvel

Efter den obligatoriske klappe-pause dukkede Elton op igen i ført slåbrok for at give to ekstranumre, ”Your Song” fra 1971, der i høj grad har været med til at definere ham som komponist og sanger, og ”Goodbye Yellow Brick Road”, der har lagt navn til afskedsturneen.

Bortset fra et par gange undervejs, hvor Elton havde svært ved at klare høje toner, var det i dén grad en nærværende og vital kunstner, der sagde farvel til det danske publikum. Bakket op af et tæt sammenspillet band af garvede musikere, herunder den altid stabile trommeslager Nigel Olsson, der har fulgt Elton John i årtier.

Hvis man var i tvivl om, hvor meget Elton John har betydet for pop- og rockmusikken i de sidste 50 år, så bør man ikke være det efter sætlistens 24 numre, plukket fra karrierens 30 studiealbum. Særligt ikke, når man på vejen ud kunne høre publikum synge med på ”Don’t Go Breaking My Heart”, der blev spillet over højttalerne, efter at Elton havde vinket et sidste farvel.

Lineup

Elton John – Piano

Nigel Olsson – Trommer

Ray Cooper – Percussion

John Mahon – Percussion, vokal

Kim Bullard – Keyboards

Matt Bissonette – Bas, vokal

John Jorgenson – Guitar, vokal

Sætliste

Bennie and the Jets

All the Girls Love Alice

I Guess That's Why They Call It the Blues

Border Song

Tiny Dancer

Philadelphia Freedom

Indian Sunset

Rocket Man (I Think It's Going to Be a Long, Long Time)

Take Me to the Pilot

Sorry Seems to Be the Hardest Word

Someone Saved My Life Tonight

Levon

Candle in the Wind

Funeral for a Friend/Love Lies Bleeding

Burn Down the Mission

Daniel

Believe

Sad Songs (Say So Much)

Don't Let the Sun Go Down on Me

The Bitch Is Back

I'm Still Standing

Saturday Night's Alright for Fighting

Ekstranumre:

Your Song

Goodbye Yellow Brick Road

Over højttalerne:

Don't Go Breaking My Heart


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA