x
Rent jakkesæt, beskidte hits

Primal Scream, Heartland Festival, Greenfield Stage

Rent jakkesæt, beskidte hits

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det kræver en vis selvtillid at stille op i et pink jakkesæt med ditto skjorte og højhælede støver. Men det gør Bobby Gillespie, forsanger i skotske Primal Scream, uden at ryste på hænderne. Manden, der har en vis lighed med Mick Jagger, har en helt særegen scenekarisma. Ganske vist har han tilsyneladende tunge øjenlåg og store rande under øjnene, der får ham til at se noget træt ud – han har dog efter eget udsagn i diverse interviews været clean og ædru i årevis, hvilket han bestemt ikke var i 90'erne – men han er alligevel tændt. Vokalen er skarp og snerrende, og bandet bag ham viser sig at være yderst groovy og velspillende.

Det begynder ellers lovlig behersket, med lydniveauet en kende for lavt, men i løbet af få sange får sangene den power, de fortjener, og det swinger virkelig. Gruppen lægger ud med "Movin' on Up" fra det mesterlige 1991-album Screamdelica, hvor bandet fusionerede indierock med psykedeliske elementer, soul og den elektroniske bund fra acid house-bølgen og skabte historie. Bandet spiller solidt, men gospelkoret er desværre kun med på backtrack. Sangen går direkte over i den 60'er-inspirerede "Jailbird", hvor guitarist Andrew Innes spiller den første af mange soloer, tilsat en god del wah-wah-pedal.

Primal Scream har ikke udgivet et nyt album i tre år, og der er da også dømt en tur ned gennem bagkataloget med hovedfokus på 90'erne og begyndelsen af 00'erne. Mange af sangene i aften var med på opsamlingen med den passende titel Dirty Hits fra 2003, og selvom man kan ærgre sig over, at bandet ikke har udgivet et rigtig godt album siden dengang (om end flere rimelige), man man sige, at numrene stadig holder hele vejen. Også den højenergiske "Can't Go Back", der stammer fra 2008 og dermed er sættets nyeste sang.

I "Miss Lucifer" pumper bassen løs, og det gør den også i den efterfølgende "Kowalski". Wah-wah-pedalen hyler om kamp med den skarpe synth i "Kill All Hippies", og Bobby Gillespie ryster meget dramatisk og effektivt med sine maracas. Under "Swastika Eyes", med et hårdtpumpet, steady uptempo-beat og regulær rave-stemning, kommer der for alvor gang i publikum, som den hidtil noget fåmælte Gillespie også får talt lidt til. "Loaded" sætter stemningen yderligere i vejret, med taktfast "uh-uh"-kor fra publikum og et fremragende groove fra bassist Simone Butler og trommeslager Darrin Mooney. Det her må være skæringspunktet lige mellem rock og soul, også selvom gospelkoret stadig kun er med på backtrack. Men så må vi jo selv synge med, og det er vi mange, der gør.

"Country Girl" viser bandet fra deres mest bluesrockede side, med et langt mellemspil, hvor Primal Scream viser, at de også kan spille afdæmpet, når de vil, inden festen slutter med den Rolling Stones-inspirerede "Rocks", og Bobby Gillespie endnu engang får mig til at tænke på Mick Jagger.

En times fest er, hvad vi får. Den kunne sagtens have været længere, og der kunne godt have været plads til et par nyere sange og et rigtigt gospelkor, men Primal Scream er stadig i den grad inde i kampen. Men skulle Bobby Gillespie få lyst til en øjenlågsløftende operation, skal han ikke høre et ondt ord herfra.

Sætliste:

Movin' on Up

Jailbird

Can't Go Back

Miss Lucifer

Kowalski

Highter than the Sun

Kill All Hippies

Swastika Eyes

Loaded

Country Girl

Rocks


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA