x
Rejjie Snow gav en mavepuster af tom luft på Distortion

Rejjiie Snow, Distortion, Red Bull Stage, København

Rejjie Snow gav en mavepuster af tom luft på Distortion

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Nåååhh. Jaaah. Altsåååh. Gæsterne på Ditstortions Red Bull-scene har lige bevidnet en optræden af Toro Y Moi, der beviste, at man kan levere en helstøbt koncertoplevelse uden at man behøver at sprænge rammerne for sin egen musik. Man ville ønske, at det samme var tilfældet med den irske rapper/anti-rapper Rejjie Snow, der skal følge efter Toro på main stage. Den 23-årige multifacetterede kunstner lægger sig i en boldgade af musikscenen, der allerhelst bare vil undgå stereotyper og genrekonventioner. Problemet er måske bare, at det er lige præcis, hvad vi får serveret i aftenens 40 minutters sæt.

Som det første sendes dj’en ud til et publikum, der efterhånden er klar på at have en ordentlig fest, som i halbal-møder-rave-møder top 50 charts med en masse fandenivoldskhed og rampage i hjertet af Vesterbro. Og tilsyneladende hungrer den entusiastiske discjockeyen efter at give dem det med numre som ”Praise the Lord” og ”Sicko Mode” i rygsækken. Nå, men vi skal jo også have hovedpersonen ud på scenen, og det kommer han til, hvad der nok må kaldes etbevidst antiklimaks. ”Are you readyy?!?” lyder det bag pulten, og ud træder mr. Snow til de mest bløde pianojazzede toner af ”1992”.

Man kan i sidste ende ikke bebrejde artisten selv, da det virkelig er meget af hans musikalske dna, som ligger i at hive de instrumentale virkemidler ned til et minimum for at sænke tempo og puls. Man skal dvæle igennem Rejjies produktioner. Men situationen kl. 22:45 betinger, at han skal agere som til en hiphop-koncert, så han forsøger at hoppe videre rundt i dynejakke og sneaks (hvilket ikke er en klassisk hip hop-act…?) og hyper crowden til at gå amok på ”Loveleen”. Og jeg er ked af at sige det, men ”Loveleen”, ligesom meget andet af rapperens musik, er ikke noget, man går amok til.

Det virker i det hele taget besynderligt, at man fra Red Bulls side har hørt artisten og valgt at placere ham som en kulmination på aftenens fest, i stedet for at lade ham gå på i en lun eftermiddagsbreeze, hvor de tilbagelænede skæringer ville ramme renere. Men det er nok lidt svært at navigere i, også for Rejjie selv, da vitterligt to tredjedele af hans diskografi bevæger sig i det her tempo, og noget skal der jo spilles. Han forsøger sig med det sikre kort ”Egyptian Luvr”, som helt klart har stor charme, men som en ud af tre artister repræsenteret på scenen til et vers og resten overladt til pladerne er det en lidt urimelig konkurrence. Og igen forbliver pulsen virkelig moderat.

Hele atmosfæren og udstrålingen har desuden et islæt af noget meget henslængt, og vi får lynhurtigt serveret forklaring: ”Anybody else who is high as fuck?” spørges der fra scenen. Det forekommer helt naturligt, at en lille bønne forbedrer oplevelsen af Rejjies musik, givet de rolige toner og den milde persona, han fremstår med. Meen igen er der bare ikke noget, der ligner musikalsk variation fra scenen med ”Desolé”, som er mere af det samme og ikke får nogens pis i kog. I mellemtiden har Red Bull åbnet for indgangen til indendørsscenen, og ganske rigtigt bliver publikumsmængden tyndere og tyndere, idet folk ser en mulighed for at komme i ly for regnen og gafle sig en god plads til en regulær efterfest.

Imens begynder der at ske en lille smule fra Rejjies scene, hvor han forsøger sig med ”Sunny California” fra debutmixtapet ”The Moon and You”, som har en anelse mere rytme feel good-vibe over sig end resten af sætlisten. Vi kommer stadig ikke videre end en sagte vuggen rundt hos folk publikum, men man må jo tage, hvad man kan få i støvregnen. Men igen her lægger man også bare mærke til, hvor meget brug Reggie egentlig gør brug af organiske instrumenter i sin musik med klaveret, guitaren og trommerne. Det undrer lidt, at hvis han så gerne vil adskille sig fra den moderne hip hop-scene, hvorfor pokker har han så ikke investeret energi i at få et sådant set-up med på sin tour. Slutproduktet med ham og en dj fremstår i sidste ende fladt sådan her.

Til sidst får der dog lov at ske en smule. ”Annie” fra sidste års ”Dear Annie” besidder lidt af en bølgegang, man kan ride med på. ”Whatever” får efter dj’ens anmodning til publikum (wtf?) lov til at danne en marginal mosh-pit, og det fungerer intentionelt som en banger til at få lidt liv tilbage på scenen. Til at runde af smides ”Charlie Brown” på, og det er et godt kald, da den helt bestemt rummer den blanding af upbeat og elegance, man godt kan mærke, at Snow hungrer efter i sin musik. Så er det selvfølgelig lidt ærgerligt, at han glemmer at rappe med, men nåh jah.

Så nååh, jaah, altsååh. Man står lidt tilbage med en følelse af en masse varm luft fra scenen og iblandt tilskuerne, ikke så meget fordi Rejjie Snow fremstår utroværdig, men snarere at det her var en malplaceret booking, der afgjorde koncertens udfald. En helt igennem forglemmelig oplevelse til at lukke Redbulls main stage.      


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA