x
Et eksperimenterende syretrip af høj stjernekvalitet

Tame Impala, Green Stage, Northside Festival

Et eksperimenterende syretrip af høj stjernekvalitet

Anmeldt af Andrea Washuus Bundgaard | GAFFA

Det australske neo-psykedeliske rockband Tame Impala, ledt af sangeren og multiinstrumentalisten Kevin Parker, gæstede torsdag aften Green Stage på NorthSide Festival. Siden sit gennembrud i 2010 har de braget igennem diverse hitlister og tilføjet en ny og spændende karakter til den verdensomspændte musikscene. Først som et yderst respekteret navn i indie-kredse med deres særegne retro-psych-rock, og siden som et eksperimenterende space-pop act af mere kommerciel karakter.

En verdensstjerne af helt særlig kaliber

Som mørket falder på, gør Tame Impala sin entre på en af de to hovedscener til stor jubel for det feststemte publikum, der står klar til at møde natten i det populære selskab. Kevin Parker & co. formår på denne sommeraften at tiltrække samtlige af festivalens gæster til kamp om plænens bedste pladser. Festen skydes i gang af en konfettikanon og prangende visuals, der bader publikum i neon og fra første anslag slår fast, at den næste halvanden time bliver alt andet end kedelig. Og det skal da heller ikke vise sig at være tilfældet. Med tråde tilbage til 60'ernes og 70'ernes psykedeliske rock bliver vi overøst i en lydsymfoni ud over det sædvanlige. Vokaleffekter til gåsehuden, stærke hooks til hofterne og visuals til øjet leder sangene frem i et uovertruffet samspil, mens Parkers skiftevis kraftfulde røst og skarptslebne falset lyder akkurat så perfekt som på indspilningerne.

Sætlisten består mestendels i numre fra det seneste, fire år gamle album, Currents, hvoriblandt hits som ”Let It Happen” og ”The Less We Know The Better” står frem som musikalske højdepunkter. Også de to nye singleudspil, ”Patience” og ”Borderline” markerer sig positivt, hvoraf sidstnævnte allerede synes særdeles velkendt blandt publikum. Den lange, intensiverende outro kører i ring og i ring og i ring og tryllebinder crowden, der ligner nogle, der sagtens kunne blive hængende til den lyse morgen. I trance som til en technofest.

Fejlfrit og fjernt

Koncerten forstætter i samme rille, der indbefatter flere stemningssættende aspekter: storladent, indadvendt, flydende, pulserende, blødt og hårdt. Men som koncerten skrider frem synes lysshowet i stigende grad vigtig for det ellers noget statiske udtryk, der kan så meget, men også har tendens til at vugge én lidt i søvn. Det er som om, det fejlfri nogle gange gør det hele lidt fjernt. Ikke fordi, der er behov for, at noget går rivende galt, men snarere fordi gejsten og intensiteten forbliver på eksakt samme niveau. Prikken over i’et havde været inddragelsen af den glitrende dome, bandet pt. turnerer med som ekstra lag på performance-kagen. Men NorthSide-scenen for desværre for lille.

Indkapsler tidens musikalske behov

På trods af den kommercielle drejning, Tame Impala har gennemlevet de seneste år – til delt ærgrelse og begejstring fra fans – rammer de tidens musikalske behov lige på sømmet med en gennemborende kompromisløshed, hvad angår kunstnerisk integritet og originalitet. Noget, som aftenens koncert bekræfter berørt af gruppens psykedeliske rockrødder samt deres nyere, funky space-pop-hits. Og shit, hvor det holder! Ligesom Parker er fænomenal til at tilsætte følelse og sjæl til det syrede univers, der kun understreger hans status som en af sin generations mest dragende sangskrivere. Og selvom bandet er aldeles rutineret på scenen og selvsikre som bare pokker, er det kun ydmyge og kærlige ord, der rammer publikum. Få sekunder før “Same Old Mistakes” rinder ud som aftenens sidste nummer, og konfettikanonen atter skydes af, så vi slutter, hvor vi startede, lyder det fra Kevin: “It’s been fucking great! I love you so much”. En kærlighed, der bestemt er gengældt.

 

Sætliste:

Let It Happen

Patience

The Moment

Mind Mischief

Nangs

Elephant

The Less I Know The Better

Yes I'm Changing

Why Won't You Make Up Your Mind?

Eventually

Borderline

Apocalypse Dreams

Ekstra:

Feels Like We Only Go Backwards

New Person, Same Old Mistakes


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA