Barselona bevæger sig kun fremad

Barselona, Blue Stage, Northside Festival

Barselona bevæger sig kun fremad

Anmeldt af Andrea Bundgaard | GAFFA

Barselona er et ungt band. Ikke kun aldersmæssigt, men også taget i betrækning, at det blot er to år siden, de debuterede med ep’en Drengepop. Siden er det gået stærkt for de to efterskolevenner, frontmand Rud Aslak og keyboardspiller Rasmus Theodor, der på kort tid har stadfæstet sig som et anerkendt navn på den danske musikscene med deres nærværende tekster og drengede popunivers. I dagens live-opsætning er to blevet til fem, da duoen har fået selskab af tre jævnaldrende venner.

En introverthed, der kommer ud over scenekanten

Under deres indtræden på en af festivalens største scener til sangen ”Leger med livet” er det tydeligt, at drengene er spændte og ikke mindst ydmyge i rollen som formiddagens første act. Alligevel er der ikke mange smil at spotte bag det solbrille-beklædte band, der synes langt mere tjekkede og jordnære end de personlige ungdomserindringer, der sløret rammer mig. Særligt Rud ligner én, der befinder sig midt i et teenageoprør bærende en cigaret, der vist mest ryges af vinden, i samme hånd som mikrofonen. Lige uundværlige, ser det ud til. Efter et par numre med lydproblemer og svagt fremmøde tiltrækker de opløftende toner fra ”Et år” både festivalgæster og solen, der indtil nu har gemt sig bag grå regnvejrsskyer. Ruds vokal trækker tydelige tråde til CV Jørgensen og Bisse. Alligevel er der ingen tvivl om, at der også er plads til Rud, der er bedst i det mørke og mystiske register.

Ligesom publikum så småt er rokket ind i universet brydes det for en stund med den noget unødvendige fortolkning af Peter Sommers ”Elskede at drømmer, Drømmer om at elske”. Herefter lyder ”Pige og dreng”, der til gengæld lander med stor begejstring i den ellers lidt slatne crowd.

Venskabet som fasttømret tematik

Som en rød tråd for koncerten bærer tonerne en vis kompleksitet. Sangene fremstår både givende og enormt indadvendte på samme tid. Præcis som drengene selv. Barselona befinder sig stadig midt i sin ungdom. Og det bærer sangene præg af, på godt og ondt – dog hjulpet frem af den dybde, der gemmer sig i Rud, som synes noget udsædvanlig for hans unge alder. Et klart musikalsk højdepunkt er den spanske guitarintro til ”Forkæl mig”, der akkompagneres af Theodor, som hidtil har virket som den mest anonyme. Der er en fed energi i mellem bandet. Ikke kun sammenspilmæssigt, men også i det venskab, der synes som en gentagende tematik i sangene. Måske lidt for gentagende. Det kører sgu lidt i ring.

Netop som jeg troede, det musikalske klimaks var nået, rammer sommerbangeren ”Fra Wien til Rom” med et riff og et marcherende tempo til stor glæde for det voksende publikum, der hidtil har set en smule afventende ud. Begejstringen når også ”Har været på vingerne”, der spilles akustisk tro mod den indspillede version. Og først nu forstås duo-konstellationen. Resten af bandet har placeret sig siddende foran trommesættet, skålende i dåsebajere og mimende med på ordene om at rejse landet tyndt sammen med sine venner.

Overordnet set var koncerten var et dygtigt, kærligt og blødgørende fix, men med et savn efter en bedre publikumskontakt. Men alt tager sin tid. Rud, der med tydelighed har skullet synge sig varm, er nærmest brændende til sidst – i sådan en grad, at gejsten bryder i gennem den smågenerte udstråling med udbruddet ”Fuck, hvor er I smukke!”. Publikum er også langsomt løsnet op, mens koncerten slutter på toppen med hits fra karrierens spæde start.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA