x
Kaos frem for alt

Slipknot, Copenhell, Helviti

Kaos frem for alt

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Når Slipknot træder ind på scenen, sker det med en eksposition, der får betonjorden under Copenhell til at ryste. Under overfladen i det musikalske kaos indfinder der sig en galskab, der oversvømmer publikum og skaber en direkte forbindelse til det, Copenhell er bygget op omkring. Fællesskabet skabt blandt de udstødte, der skaber sammenhold gennem had.

I Slipknots univers balanceres alt i en ligevægt mellem sammenhold og had. Universet er bygget op omkring følelsen af at være udenfor, vreden ved at være udstødt fra fællesskabet og følelsen af mistillid til sin omverden. Slipknot er skabelsen af et universelt alter ego, gemt bag masker, der bæres af alle imellem Corey Taylor og pigen foran hegnet, der oplever Slipknot få meter derfra. Selvom vi ved, at Corey Taylor, Mick Thomson, Jim Root og så videre befinder sig bag masker, er det, der formidles til os ikke personificeret.

Igennem vreden opbygges fællesskabet, der står i forlængelse af det, Copenhell har sit udgangspunkt i – et univers, hvor der er plads til alle, og psykologen og lægen, pædagogen og lærerinden eksisterer på lige fod med hinanden. Uanset om uniformen er baseret i en lædervest eller en polkakjole, er formålet det samme. ”We are not your kind” råber Corey Taylor, der gribes og smides tilbage af publikum. Dét er brandstoffet på den maskine, Slipknot har brugt tyve år har brugt på at bygge.

Ingen kraft er der gået af mekanismerne i bandet fra Iowa, der til trods for tidens forandringer har afsøgt andre veje mod målet at formidle idéen om Slipknot. Det er stadig lige så sprudlende energisk og gennemført kaotisk, som det var første gang, jeg oplevede dem på Roskilde Festival 2009 og troede, at jeg skulle dø og det sidste, min øjne skulle se, var Mick Thomson, der bag sin hjernmaske stirede ondt på mig.

Slipknot skyder store mængder galskab afsted mod publikum, der under ”People = Shit” og ”(sic)” forårsager en psykotisk ekstase på betonpladsen. Sid Wilson vælter rundt og banker ind i bandets nye medlem, ingen indtil videre kender navnet på, imens Corey Taylor vræler vredt ad sine maggots. Det totale kaos forstærkes yderligere, imens ”get this or die” skriges ind i øregangene. Scenen er omdannet til et flammende inferno, hvor galskaben kastes mellem Clown og det nye medlem, der så passende bærer en maske, hvor næsen er brændt væk. Corey Taylors maniske latter skylder udover scenen, der sender ”Before I Forget” afsted mod publikum, inden den sataniske solidaritet cementeres i ”The Heretic Anthem”.

Hvor Slipknot engang var ét komplet og ukontrolleret kaos, er galskaben i dag mere behersket. Slipknot serverer sit gigantiske show for et publikum, der uanset sindstilstand kan mærke mørket lure. Corey Taylor er inkarnationen af sin egen maske under ”Prosthetics”, der gemmer på en overhængende ødelæggelse, som formidles fra Taylors knæfald. Han oversvømmes af bandets musikalske krigsførelse, hvor tilgængeligheden har fundet vej gennem det ukontrollerede udtryk. Slipknot vil fortælle os noget, så vi kan mærke det. Slipknot er det mørke lys, der bevæger sig igennem os og skyder mod himlen. Det er en vanvittigt velsmurt metalmaskine, der tyve år efter begyndelsen kan kontrollere sit kaos uden at skulle tøjle det.

Sætliste:

People = Shit

(sic)

Get This

Unsainted

Disasterpiece

Before I Forget

The Heretic Anthem

Psychosocial

The Devil in I

Prosthetics

Vermilion

Custer

Sulfur

All Out Life

Duality

Ekstra:

Spit It Out

Surfacing


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA