Skamplet i midsommersolen

Billie Eilish, Rød Scene, Tinderbox

Skamplet i midsommersolen

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Dave Grohl tager fejl. Hypen omkring den unge californiske sangerinde nåede sit klart højeste, da Foo Fighters-frontmanden beskrev sine døtres forhold til Eilish som sammenligneligt med Nirvana i 1991. Her i 2019 på Tinderbox under høj sol var det mildest talt svært at forstå og rent ud sagt høre, hvad han snakker om. Billie Eilishs musik er uden tvivl glimrende på plade, og hendes personlighed udfylder en nødvendig position for unge mennesker, der synes, det er hårdt, at verden konstant forventer et smil. Hun er måske bare fejlcastet til en festival midt på eftermiddagen, hun er måske for ligeglad til et dansk publikum, hun kan måske ikke leve op til den massive hype, der går hende i forvejen.

En opmærksom mand ved min side kommenterer, at de måske har skruet bassen op i håbet om, at resten følger med. Allerede ved Eillishs første og mest festlige nummer "bad guy" var vokalen mudret og helt bagerst i lydbilledet, og selvom der blev justeret på mikrofonen, betød det blot, at hendes kendetegnende hviskende vokal blev ledsaget af de forreste publikummers skrålende medsang. En kvinde ved min side måtte womansplaine mig, at Billie Eillishs vokal altså var ret delikat, og at det skulle lyde sådan. Den samme kvinde og en større flok af forventelige festivalgæster forlod koncerten undervejs mod det sidste nummer "bury a friend" i et alt for langt sæt af næsten samtlige sange fra When We All Fall Asleep, Where Do We Go?

Der var rigeligt backing track, og Billie Eilish greb flere muligheder for at lade publikum synge vers og omkvæd på hendes ellers så spændende sange, der gang på gang vred sig på den støvede festivaljord som ugidelige sild. Man skulle tydeligvis være helt tæt på scenen for at få sit retmæssige udbytte som fan, for ellers skulle man tænke sig selv til ret meget af de sange, der oven i købet lød som lette gengivelser af dem, vi spiller derhjemme på anlægget.

Den mindste overraskelse var et snakkesaligt publikum, der dræbte stort set hver eneste nedtonede sang – og der var nogle stykker af dem desværre. "i love you" blev ledsaget af Eilishs bror Finneas O'Connell, der ellers udgjorde en halvdel af det band, der skulle forestille at flankere den energiske ener. 

Enkelte numre kunne noget i kraft deres form. "All the good girls go to hell" havde energien og et tilforladeligt omkvæd, der gav publikum rig mulighed for at supplere den sagte sangerinde. Det samme gjaldt for "wish you were gay", der trods mudret hook og alt for høj bas var tilpas simpel til at være underholdende i dette scenarie. 

Havde hun spillet under omstændigheder, der matcher hendes udtryk, altså med mørke, opmærksomhed og velplaceret stilhed var der sket noget andet, men på Rød Scene virkede Eilish fejlcastet i et pinligt forsøg på at skabe en fest med for mange små eftertænksomme bidder inklusive en Kanye-monolog om at finde tryghed i sig selv og sine følelser uanset positive eller negative. Det er umiddelbart svært at forestille sig, at publikum forlod koncerten med noget særlig positivt indtryk.

 

Sætliste:

bad guy

my strange addiction

you should see me in a crown

idontwannabeyouanymore

watch & burn

copycat

when i was older

wish you were gay

xanny

all the good girls go to hell

ilomilo

bellyache

bitches broken hearts

listen berfore i go

i love you

ocean eyes

when the party's over

bury a friend


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA