x
Fest og koncert, som peanut butter og chokolade

Chainsmokers, Tinderbox, Rød Scene

Fest og koncert, som peanut butter og chokolade

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Chainsmokers skal spille i Las Vegas dagen efter deres gig i Tusindårsskoven. Tæt på slutningen af koncerten proklamerede Andrew Taggart, at det havde været en fornøjelse at afprøve et nyt show på Tinderbox, og sikke et show, de kan tage med sig videre til den neonbelyste ørken. For at blive i Las Vegas, Nevada, så var der også lige overskud til et charmerende ligefremt cover af The Killers' "Mr. Brightside" ganske uden EDM-smadder eller fikse opgraderinger. Ikke blot var coveret et kækt, om end utilsigtet callback til Killers' koncert på samme scene for to år siden, det var også klart definerende for koncerten som en overbevisende hybrid af boyband-poprock og festival-tramp.

Lyder det skidt, så er det fordi de to dele for det meste kun fungerede i kontrast til eller som supplement til hinanden. Setuppet var langt mere end en sædvanlig dj-pseudokoncert – Andrew Taggart stod i front med mikrofon og til tider guitar, Alex Pall stod i mellemgrunden med synths, effekter og percussion og i baggrunden var trommeslager Matt McGuire med nogle enormt effektive organiske markeringer af den ellers maskinelle indiepop-EDM. Hovedpersonen var dog Taggart, der nærmest problemfrit lagde vokal på de mange numre, Chainsmokers efterhånden har bag sig. Dermed blev showet på indlysende vis til en knap så konventionel koncert med utroligt tempo, brutale breaks og et sjældent set flow mellem koncertens numre.

Taggart kunne snildt synge en lille bid af Red Hot Chili Peppers' "Under The Bridge", som blev mixet til effektive bastunge trapmelodier og direkte over i "Paris". Så var der "Don't Let Me Down", der fik et ekstra skud psytrance eller en Sheck Wes-sample, der blev løftet gevaldigt af McGuires trommespil. Det var, som om Chainsmokers til punkt og prikke formåede at levere præcis, hvad publikum kom efter – alle hittene, men samtidig den elegante pakke med særlige live-numre, trommesoli og sønderrivende mellemspil tilsat lasere, røg, ild og konfettistrimler, der lagde sig over publikum, som tusindvis af elektriske fangearme fra verdens mest venligtsindede gople.

Der var da skæverter i koncerten, og en gang imellem var overgangen fra pophits som "Closer" til basbombardement i nakkeknækkende tempo lidt for meget af et show med personlighedsspaltning. Lyden skulle også lige skrues ordentlig op, eller publikum skulle i hvert fald spore sig ind på festens præmisser, før showet for alvor tog fart. 

Der er sket meget, siden The Chainsmokers spillede i Royal Arena, og EDM var ét og alt for Taggart og Pall. Til denne koncert på Tinderbox' Røde Scene var det svært at fornemme, hvordan den storhittende duo var gået fra sædvanlig EDM med "#selfie" til indie-EDM med større vægt på sangskrivning til store shows med masser af basarm til denne magiske hybrid af pop, rock og tramp glaceret i en charmerende og enestående fest. 

Koncerten havde mange højdepunkter som konsekvens af de storladne udfoldeldser af mere eller mindre kendte sange fra bagkataloget. Faktisk var det sangene fra sidste års udgivelse Sick Boy, der brillerede mest ved at være både tålmodige nok til at lade titelnummeret være det glimrende stykke emo-pop, det er og ved at skabe noget overraskende intimt og dog alligevel festligt med "Feelings", der blev hjulpet på vej af en af mange suveræne stemningsvideoer. Det var næsten åbenlyst fra starten, at man ville savne Halsey, Chris Martin og Emily Warren med flere, men Taggart var ganske tilforladelig til at lade det hele glide som smurte kæder.

Showet var som skabt til Tinderbox og føltes på mange måder som den umulige sammensmeltning af de indtryk, man får på festivalen, måske minus de folkelige danske bands. The Chainsmokers var kommet med noget ukueligt showmanship, der bragede igennem halvanden time uden pause eller kedelige øjeblikke. Koncerten virkede aldrig formularisk, og de mange EDM-brud virkede mest bare som Generation Ys svar på en heftig guitarsolo. Det virkede autentisk, nærværende, festligt, imødekommende og overvældende på én og samme gang og som et blik ind i en fremtid, hvor koncerter har ubegrænsede virkemidler og frit kan veksle mellem alle niveauer af intensitet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA