x
Greta van Fleet blev hurtigt for meget

Greta Van Fleet, Tinderbox, Rød Scene

Greta van Fleet blev hurtigt for meget

Anmeldt af Christoffer Henneberg | GAFFA

Amerikanske Greta Van Fleet fra staten Michigan har, siden de slap debutalbummet Anthem of the Peaceful Army sidste år delt vandene. For nogle repræsenterer de rockens genfødsel. For andre er de ikke meget mere end et plagiat af deres inspirationskilder fra betonrockens guldalder: Cream, Grand Funk Railroad og Led Zeppelin.

Berømt er en giftig anmeldelse af debutalbummet fra musikmediet Pitchfork, der kaldte gruppen et ”varmpyr act”, der levede af at suge blodet fra dens musikalske forbilleder.

Så ja, det var afgjort med en vis spænding, denne anmelder indfandt sig foran Tinderbox’ røde scene torsdag aften. Det første, der slog mig, da de gik på, var hvor unge det her meget omtalte band egentlig så ud. Iført hippiekostumer og med langt garn lignede de mest af alt et boyband anno 1970.

Det feststemte publikum tog godt imod opkomlingene. Der var tydeligvis en hel del fans fra ind- og udland til stede, og stemningen var fed nok – indtil Greta Van Fleet tabte pusten midtvejs.

De lagde ud med trojkaen “When the Curtains Fall”, “Highway Tune” og “Black Smoke Rising”. Sidstnævnte er nok gruppens bedste komposition, om end der også her er lånt lidt rigeligt fra Led Zeppelin, i dette tilfælde sangen ”The Rover.” I det hele taget var den største fornøjelse ved koncerten nok at stå og gætte de forskellige inspirationskilder til de numre, der udgjorde sættet.

Til at begynde med i hvert fald. For i længden blev det dog bare kedeligt at betragte et show, der havde så få originale, musikalske idéer at byde på. Udførslen af musikken er habil, men sangskrivningen er simpelthen ikke god nok til at kunne bære en hel koncert.

Lydbilledet består af frontmand Josh Kizkas high pitched vokal a la Robert Plant, der udfoldes på en baggrund af den mest generiske, bluesbaserede hardrock, der overhovedet kan tvinges ud af guitar, bas og trommer. Det hele er så overgjort, at man uvægerligt må spørge sig selv, om Greta van Fleet egentlig ønsker at blive taget alvorligt eller ej. Hvis det er en joke, er den i hvert fald ikke sjov længere.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA