x
Jonas Brothers: Happiness Begins

Jonas Brothers
Happiness Begins

Moderne metervarepop fra midterste skuffe

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 07.06.2019
Anmeldt af
Josephine Andersen

Det er ti år siden, at Jonas Brothers sidst udgav et studiealbum i fælles navn, og i den mellemliggende periode har de tre brødre hver især kastet sig ud i nye projekter, hvor Joe Jonas’ må vurderes til at have haft størst succes med sit nye popband DNCE.

De mange års pause har sat sine uundgåelige spor på brødrenes stemmer, der er blevet betydeligt mere modne end sidst, Nick, Joe og Kevin akkompagnerede hinanden. Derimod har det musikalske udtryk på ingen måde fulgt med tiden, og albummet Happiness Begins begynder, hvor de tre Jonas’er slap i 2009. Godt nok har de lært at skrue på nogle knapper, og førstesinglen og intronummeret “Sucker”, der har huseret på danske radiostationer siden marts, er da også en bragende god popsang, der snildt kan hamle op med lignende pophits anno 2019, men resten af pladen er altså en halvflad oplevelse.

Her er tale om metervarepop fra midterste skuffe. Jævne, tilforladelige popmelodier uden de store armbevægelser. De gør ingen fortræd, men de får det bestemt heller ikke til at kilde i maven. Eller nogen andre steder for den sags skyld. Og det er til trods for, at der på flere af numrene er indkaldt sangskriverforstærkning i form af One Republic-frontmanden, Ryan Tedder, der står bag adskillige hits med både Adele, Beyoncé og Maroon 5.

Forhåbentlig har Joe Jonas ikke lagt DNCE helt på hylden, for det projekt er på nuværende tidspunkt langt mere interessant end familieforetagendet.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA