x
Et band, der sætter skabet helt selv

Ulver, Roskilde Festival, Pavilion

Et band, der sætter skabet helt selv

Anmeldt af Hansen Hansen | GAFFA

At gå ind til en koncert med Ulver kræver til dels,at man kan smide sine forventninger i indgangen. Det er et band, der skifter genre for hver plade og ikke har den store interesse for at spille sine hits. Så selvom de har lavet mindst tre hovedværker i løbet af deres snart tre årtier lange karriere, betyder ikke, at de nødvendigvis kommer til at spille nogle sange derfra.

Til gengæld kunne man lure ud fra nyere setlists på nettet, at de formentlig ville spille primært fra deres ”Assasination of Julius Ceasar”-album. Og det er absolut ikke deres stærkeste.

Koncerten starter okay, med den forventede synthrock. Sangeren Garm virker mere utydelig, end han plejer, både visuelt og i lydbilledet, men bortset fra det står jeg med en fornemmelse, at de laver en god maskulin opdatering af den lyd, som Tears For Fears – der spillede samtidigt på Arena – pionerede 35 år tidligere.

Men så begynder det at vokse. Sange, der på pladen virker lidt overproducerede og lettere kedelige, står nu kraftfulde og drømmende. Og de mange fans, der bare stod og ventede på noget af bandets gamle metal, begynder at spidse ører. Den tyngde og trancenderende drømmetilstand som de kan lave i metal, viste de pludselig, at de også kunne i synthrock. Det bliver 15 minutter inde i settet cementeret i en lang instrumental outtro, der lyder som et Underworld-remix af et Tears For Fears-nummer. Hele den polerede 80’er-følelse trukket ud i et hypnotisk trommeloop med ringlende guitarer og fuldfede synths. At man kan få så tribal en råstyrke ind i det lydbillede, viser en dimension, jeg ikke havde overvejet hos dem før. Og derfor gjorde koncerten måske præcis det, den skulle: Viste, hvad bandet i virkeligheden ville med den plade. For det er godt nok et album, der har undret fans. Men jeg er ikke i tvivl om, at hvis man havde givet sig de ekstra minutter, så havde man fået den oplevelse jeg fik, nemlig at kvalitet trancenderer genrer. Ulver er seje. Uanset hvad de spiller.

Scenen er godt fyldt, med trommesæt, percussion, to på maskiner, en på guitar og så Garm på vokal, maskiner og perk. Der er en masse flimrende laserlys, der sikkert havde været fedt, hvis der var mørkt. Men det var der ikke, og ingen tvivl om, at det havde været federe, hvis det var. Et andet problem var lyden, der drillede lidt. Afhængigt af hvor man stod, var bassen enten rungende, lav eller helt perfekt, og generelt var lyden ret lav.

Det er meget tydeligt, at de forskellige albums er så forskellige. Det er decideret genreskift næsten hver gang. Men i dag var forskellene på de enkelte sange helt ekstrem. Så selv indenfor så smalt et spekter som det enkelte album, er det vildt, hvor langt omkring de kommer i stemning og instrumentering. Der er en fuldstændig seamless sammensmeltning af instrumentering, på tværs af maskiner, guitarer, congas og vokaler. Synthsne spiller med musklerne, og vi får både arps, wavetables og muskuløse analoge maskiner, og det er er svært at sige, hvad det band ikke kan.

Ulver sætter skabet præcis, hvor de vil og lytter IKKE til deres fans. Det plejer jeg godt at kunne lide, men det har irriteret mig, at de ikke ville spille numre fra deres storhedstid. Men lige i dag gav det fuldstændig mening. Selvfølgelig ville jeg da have elsket, hvis de lige havde smidt noget ind fra Blood Inside eller Nattens Madrigal, men det var så voldsomt sammenhængende og smukt et set, at jeg sagtens kan tilgive dem.

Jeg kunne rigtig godt have tænkt have tænkt mig, at de spillede sent, så man kunne gå ud i natten med ”Bring Out Your Dead” på hjernen, men jeg er ikke i tvivl om, at det har jeg stadig, når vi når frem til sengetid.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA