x
Statisk irsk action

Fontaines. D.C., Roskilde Festival, Pavilion

Statisk irsk action

Anmeldt af Hansen Hansen | GAFFA

Irland har en anerkendt tradition for druk og oprør, og i de stolte fodspor træder drengene fra Fontaines D.C. også. Med rødder i postpunk og rock’n’roll er de blevet de nye posterboys for en catchy smadret lyd af Irland. Og de tager det irske alvorligt. Det skal vi ikke være i tvivl om, de lægger ud med en konfronterende spoken word, imens scenen endnu er tom. En aggressiv ode med det åbne spørgsmål ”To whom do we owe allegiance?”

Da bandet så går på, og numrene spiller, bliver det tydeligt, at det er sådan, han synger på alle numrene. Det havde man måske ikke lagt mærke til derhjemme, men når først han står der i sin skjorte og sweater og ligner en irsk Ian Curtis, så er det ret tydeligt, hvor lidt melodi han har i sig.

Lyden er fed! En bred udgave af postpunk med buldrende trommer og en guitar, der får lov til at fylde, og i det hele taget er der mange af de rigtige elementer. Men det virker ikke. Musikerne ser ud til at kede sig, og det smitter. Jeg prøvede at bevæge mig rundt blandt publikum, og det var tydeligt, at jo mindre folk kunne se, jo mere rykkede de på musikken. For ingen tvivl om, at folk tog imod det, og der var masser af mennesker. Men på undertegnede stod det temmelig tomt, som en pastiche på hvor irsk man kan være.

Fire numre inde i sættet kommer der noget, der nærmest kan beskrives som en powerudgave af Joy Division, med de mange tammer og den kantede guitar, og lige præcis derefter løber bandet tør for energi på scenen, og det går rent på automatpilot. En pilot, der ved, hvad han foretager sig, bevares, men ikke desto mindre bare en dag på kontoret.

Og når vokalen før det primært bestod af råbte paroler og punchlines, så virker det nu endnu mere gjaldende tomt. På en måde er det en del af genren, og jeg kan ikke helt klandre gruppen for det hele. Det virker, og folk tager imod. Jeg sidder dog med en historik, der får det til at virke temmelig uambitiøst, og jeg må indse, at jeg er temmelig upåvirket. Så hvad der startede med en masse potentiale løber ud i at være mere og mere en parodi på sig selv.

Men hvad kan de gøre? Deres historie er den irske punk og druk, og hvis den skal sælges overbevisende, skal den nok overspilles. Og det blev den så.

Jeg er helt sikker på, at det her er et glimrende sted at starte på den lyd, for de kan spille, kan deres poseringer og har mange ting, der er nemme at holde af. Men har man set særlig meget andet i samme boldgade før, så virker det nærmest som parodi på genren. Og det kunne den sikkert godt trænge til.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA