x
Fransk disko i imponerende danseforestilling

Christine and the Queens, Roskilde Festival, Arena

Fransk disko i imponerende danseforestilling

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Torsdag aften er åbenbart den helt store dansefest på Roskilde. Først overværer jeg i Avalon en fin Rosalía-koncert, hvor hendes seks dansere udgør en stor del af showet, så indtager Cardi B Orange Scene med masser af dansere (kan jeg se på billederne, jeg var andetsteds), og så lukker Christine and the Queens Arena-scenen med en stort anlagt koncert, hvor også netop seks dansere spiller en fremtrædende rolle, ganske som hos Rosalía. Hos Christine and the Queens er det dog ikke synkrondans – i hvert fald ikke ret meget – men moderne dans, hvor bevægelserne fortolker sangene.

Modsat Rosalía har Christine and the Queens – et alias for den franske sanger og sangskriver Heloïse Letissier – dog medbragt et regulært band bestående af to keyboardspillere, guitarist og trommeslager. Det giver et fyldigt, nuancerigt lydbillede til det dansevenlige elektropop, også selvom Letissier og hendes dansere er det absolutte centrum. Det er virkelig imponerende dans, både Letissier og danserne præsterer, og som nævnt fortolker dansen temaerne og stemningerne i sangene. De handler ofte om at føle, at man ikke passer ind, som Letissier også fortæller det i en af sine mange små monologer mellem numrene.

Nu er GAFFA, som jeg også skrev det i min Rosalía-anmeldelse, ikke et dansemagasin, så du må undvære en dybere analyse af dansetrinnene, men det handler blandt andet om forsøg på kontakt og afvisninger, og elegante er de. Respektindgydende er det også, at Letissier ikke lyder til at blive nævneværdigt forpustet trods sine mange bevægelser, og det virker bestemt ikke til, at hun er assisteret af hverken backtrack eller AutoTune. Tværtimod står hendes smukke og let melankolske stemme med den tydelige og meget charmerende franske accent klart i lydbilledet.

Fyrværkeri er der også masser af, lige fra åbningsnummeret ”Comme si”. Altså af den slags, man kan bruge i et telt, og et par numre senere bliver der også fyret konfetti af. Hittet ”Girlfriend” får vi allerede som sættets anden sang, og på dette tidspunkt er der godt gang i det pænt fyldte telt. Det bliver der ved med at være over numre som ”iT” – om en kvinde, der gerne vil være mand – og ”5 Dollars” om ”begær, begær, begær”. Det sætter stemningen yderligere i vejret, at Letissier & Co. undervejs citerer kort fra hits som Travis Scotts ”Sicko Mode” og Janes Jacksons ”Nasty”, og at Letissier mod slutningen af koncerten fortolker David Bowies ”Heroes” helt a cappella – med masser af fællessang.

Balladerne ”What’s Her Face” og ”Saint Claude”, sidstnævnte med Letissier hævet højt over scenen, er en behagelig afveksling fra de næsten konstant pumpende danserytmer, som også slutter koncerten med den fransksprogede ”Intranquilité” og en opfordring fra Letissier til at danse alle vores følelser ud, uanset hvad vi føler. Og det gør Arena-teltet så.

En gennemført totaloplevelse af en koncert, der sender tankerne tilbage til David Byrnes stærkt koreograferede optræden på samme scene på Roskilde sidste år. Helt så vildt var det trods alt ikke i aften, men en flot afslutning på første dag på Arena-scenen fra en særdeles talentfuld kunstner. En kunstner, som måske har følt sig utilpasset som barn og ung, og muligvis stadig gør det, men som i den grad skal være så hjertelig velkommen på nutidens musikscene, og som formodentlig kommer til at præge den stærkt i de kommende år.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA