Travis trykkede speederen i bund på Orange

Travis Scott, Roskilde Festival, Orange

Travis trykkede speederen i bund på Orange

Anmeldt af Cillian Murphy | GAFFA

Inden for hiphop er det meget populært at snakke om legendariske foregangsmænd, ikoniske fathers, som har været med til at præge genren i en bestemt retning. Selvsagt er det ikke en titel, man kommer til over natten, hvorfor det også er meget bredt diskuteret, netop hvem der gør sig berettiget til titlerne. Oven på rapperens Roskilde Festival-show på Orange Scene, natten til fredag kan vi dog med ro i stemmen konstaterer, at der er ingen der dyrker eller laver den trappede, melodiske og ikke mindst autotunede del af hiphoppen, som Travis Scott gør. For alt ved torsdag nats 60 minutters musikalsk og visuelle energiudladning var i en liga og en niche, som kun den Houstonfødte rapper befinder sig i på nuværende tidspunkt.

Scott har siden fremkomsten i 2013 med mixtapet “Owl Pharaoh” tegnet sig for yderligere et mixtape (“Days Before Rodeo”), og ikke mindst de tre stærke studiealbums “Rodeo”, “Birds In The Trap Sing McKnight” og senest “Astroworld”. På mange måder rapperens magnum opus og det som manifesterede den innovative og nyskabende tilgang, Scott har været foregangsmand for i halvdelen af dette årti. Det var da også en god mængde af numrene fra det seneste projekt, som bar showet frem, men Scott formåede både at dele ud af det nye og gamle til aftenens Night Show.

For selvom den dalende energi kunne spores på den regnvåde og vindblæste plads, og de patinerede ansigter kæmpede med at holde burgerøjnene åbne før koncerten, var alt glemt, ligeså snart “Stargazin” bragede over Oranges lydsystem, med både bas og decibel, som var det alle festivalens samlede Soundboks’e der afspillede. Med et setup, bestående af en dj, der var hævet over scenegulvet, og to kubiske skærme, som var stillet skråt overfor hinanden inde på scenen, kom den 27-årige amerikaner løbende ind på scenen, og der var hverken sparet på røg, ild, jubel eller moshpits. Heller ikke til de opfølgende numre var det tilfældet - det var en af de mest energiske og bagoverblæsende starter på en koncert, som jeg mindes at have oplevet fra et hiphop-navn på Orange i mange år. Der var lidt knas med Scotts trådløse mikrofon undervejs, noget der kunne skyldes de utallige effekter og ikke mindst autotune, der som bekendt hører til på alle rapperens sange, men han klarede det med oprejst pande og et smil på læben.

Og det giver måske mening at fremhæve den visuelle frem for musikalske del af showet. Showet var mere af en totaloplevelse, og de mange, syrede og distortede grafiske liveoptagelser af Scott, badet i effekter og kombineret med strobelys og lasers var egentlig en større oplevelse end rapperens vokalpræstation, som flere gange måtte hjælpes mere end bare en smule på vej af playback. Særligt godt blev det, da den silende regn, som hele dagen havde været et massivt irritationsmoment, blev mødt af den grønne laser fra scenen og nærmest skabte små, neongrønne ildfluer på himlen under “Love Galore”. Nå ja, så var der også iPhone-lysene, der lyste den fugtige luft op under “SKELETONS”, foruden strakte mellemfingre under “Fuck Up The Club” (hvilken anden?).

Desuden var det rart at være til en koncert, som brød med nogle af de mange fordomme, der er kommet omkring koncerter med amerikanske rappere. Der var ikke uendeligt med mistimede moshpits, folk fulgte overvejende med i koncerten gennem deres øjne frem for telefoner og sidst, men ikke mindst var Scott engageret og fuld af energi som vært for den fest, som opstod for øjnene af ham på den pakkede Orange Scene. Til oprigtig glæde for rapperen, kunne man desuden tydeligt aflæse fra det brede tandsmil, som fra tid til anden dukkede op bag de utallige flammekastere. Eksempelvis morede det tydeligvis Travis, hvordan publikum fra tid til anden fyrede op i de taktfaste “7 Nation Army”-råb, som blandt andet blev parret med den fabelagtige “goosebumps” i en a cappella-sekvens.

For selvfølgelig var der moshpits. Kæmpe moshpits, men de kom fortrinsvis, når Scott påberåbte sig at han ville se “the world’s biggest moshpit!”, som det var tilfældet før gennembrudshittet “Antidote”. I hvert fald forholdt det sig sådan i det område af pitten, jeg selv befandt mig i. Meldinger andre steder fra var dog, at intensiteten var for høj, og flere af lidt mindre statur følte, at de gigantiske moshpits gjorde det svært for dem at finde fodfæste. Om det så er op til Roskilde selv at kommunikere bedre ud, securityplanlægge sig ud af, eller det slet og ret er gæsternes eget ansvar ikke at blive fanget på mellemhånd til en koncert, der er markeret som high intensity og har moshpitgaranti, skal ikke være op til mig at vurdere. Der er måske brug for, at vi får talt lidt om, hvordan vi går til koncert helt generelt - og hvordan vi gør det, sådan at flest muligt kan være med og hygge sig samtidig.

Det var dog heldigvis ikke moshpitsne, der fik lov at definere Travis Scotts intense show på Orange torsdag aften, og gudskelov for det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA