x
Et sted mellem uhygge og ro

Aldous Harding, Roskilde Festival, Avalon

Et sted mellem uhygge og ro

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Aldous Hardings tilstedeværelse på Avalon - kl. 15 på festivalens mest feststemte dag - fremstod lidt som et lige så stort mysterium, som hun selv er. Desværre nok af de forkerte årsager, for musikken stod i kontrast til den emmende feststemning, der, som sædvanlig, havde bredt sig på festivalpladsen om fredagen. For Hardings musik vandrer på en hårfin grænse mellem det små ligegyldige og det hudløst skræmmende.

Harding indfinder sig med et band og starter med titelsangen fra dette års album Designer, hvor stort set alle sangene, der bliver luftet live, er fra. Jeg vil her med gerne bringe et dementi for min mildest talt lunkne anmeldelse af pladen, for den er vokset drastisk på mig, og jeg må indrømme, at jeg har taget fejl. Designer når stadig ikke højderne fra Party, men sangene er gode og hæderlige, og jeg ved slet og ret ikke, hvem der havde pisset på min sukkermad, da jeg anmeldte pladen. Den slags må ikke ske - men det sker, og sorry til de andre Harding-fans derude.

At sætlisten i så høj grad er præget af sangene fra Designer, er ikke problemet. Men jeg tror simpelthen, at Avalon - fredageftermiddag, var for stor en mundfuld fra Hardous sarte musik. Koncerten har en tendens til at blive meget stille i forhold til energiniveauet blandt publikum, og da koncerten er ovre, er publikum nærmest halveret i forhold til da den startede - hvor der i forvejen var rigeligt med plads. Samtidig er der også rigeligt med snak, som ellers ikke er værst på Roskilde, hvor det lader til, at der er en generel respekt for musikken.

Det var faktisk super ærgerligt, for Harding og kompagni leverede en sindssygt stærk samling sange, hvor den knugende stemning, og de intime detaljer i de John Parish-producerede arrangementer, var i højsædet. Sangene fra Designer er præget af superenkle band-arrangementer, hvor de instrumentale detaljer er sparsomme, men virkningsfulde, oftest baseret på et letvuggende groove. Samtidig er der konstant små instrumentale detaljer, der vedholder en oftest brutal uhygge, som ligger og ulmer under sengen i Hardings sangunivers.

Alle sange bliver leveret i langsomme tempi, hvor især rytmegruppen virker som en mindre åbenbaring. Bassistens palm-mutede spil lægger en stærk 70'er popfølelse i musikken, og det spiller perfekt op af Hardings glimrende melodi. Frontkvinden selv er en hel historie på en scene, når hun vender det hvide ud af øjnene, danser en syret indadvendt onkeldans og kun siger "hi" og "thank you" i løbet af den time, koncerten varer. Samtidig har Harding en hel unik scenefremtoning - især når hun smider guitaren og nedstirrer publikum vredt, let flirtende og halvlallet - oftest samtidig.

Det var en inderlig, oprigtig og transcendental oplevelse, når Harding, i brun hørpyjamas, lod sit glimrende spanske guitar-spil gjalde ud over pladsen til tonerne af sange som "Zoo Eyes" og den vanvittigt gode "The Barrel", men det var bare ærgerligt, at hun blev mødt af pladsens udfordringer, for placeret på en scene som Pavillion og Gloria i en tidlig aftentime, havde koncerten været fuldstændig magisk!

Højdepunkterne var "Damn", hvor Harding og hendes keyboardspiller delte sædet bag keyboards og leverede koncertens mest stille og mest voldsomme sang, mens den afsluttende duo af "Blend" (den eneste sang fra Party) og en ny, væsentligt mere udadgående sang endelig vækker publikum op. Sidstnævnte mindende om en neddæmpet, men uligevægtig PJ Harvey, mens førstnævnte sluttede med et længere trommetrack, hvor Harding pludselig så ud, som om hun var tæt på at eksplodere.

Jeg er ret overbevist om, at vi, der blev til koncerten havde en utrolig god oplevelse med den newzealandske ener, men den roligt inderlige fornemmelse matchede ikke særlig godt med et feststemt publikum. Havde koncerten været placeret et andet sted og på et andet tidspunkt, tør jeg ikke tænke på, hvor dybt den havde ramt.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA