x
Vampyrerne bed til – men publikum bemærkede det knap

Vampire Weekend, Roskilde Festival, Orange

Vampyrerne bed til – men publikum bemærkede det knap

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er hele ni år siden, New York-gruppen Vampire Weekend sidst besøgte Danmark. Dengang var de også på Roskilde, på Arena-scenen, men nu er de rykket op på Orange tidligt på aftenen, og deres lange fravær er sikkert medvirkende til det store fremmøde. Bandet brød igennem i 2008 med deres særegne blanding af indierock og tydelig afropop-inspiration, og det udtryk har de rendyrket over nu fire plader, senest Father of the Bride, deres første album i seks år, som udkom i maj.

Gruppen er blandt andet kendt for deres elegante og meget iørefaldende guitarfigurer, der som nævnt er inspireret af afropoppen, og en sådan åbner også koncerten, da forsanger og guitarist Ezra Koenig og det uofficielle medlem, guitarist Brian Robert Jones, indleder med smukt, synkront fingerspillet guitar, der leder over i åbningssangen "Sunflower". Bandet er afslappet påklædt, de fleste er i shorts, og Koenig tilmed i sandaler – og så har han taget en orange T-shirt på, der selvsagt matcher teltdugen optimalt. Scenografien består blandt andet i en drejende jordklode på bagscenen, en klode som den, der pryder coveret på Father of the Bride.

Der er en udpræget optimistisk tone i gruppens dansevenlige musik, og det kommer også til udtryk i Ezra Koenigs lyse, drengede og ganske solide stemme, der heldigvis står tydeligt i lydbilledet. Musikerne spiller alle fremragende, og den kerne på tre personer, som Vampire Weekend består af efter multiinstrumentalist Rostam Batmanglijs afgang i 2016, er udvidet med fire, så de er syv på scenen med besætningen sang/guitar, guitar, bas, trommer, keyboard/guitar, keyboard og slagtøj – og alle synger kor.

Det ene iørefaldende, velspillede nummer følger det andet med masser af finurlige detaljer, for eksempel guitarintroen i den gamle "Cape Cod Kwassa Kwassa" og overgangen fra energiske vers til rolige omkvæd i den nye "Sympathy". Der er dog forbavsende lidt gang i publikum, også tæt på scenen. Er folk gået kolde i solen, har de glemt bandet (men hvorfor skulle de så være mødt frem?), eller synes de virkelig ikke, det er fedt? Der er altså noget galt, hvis anmelderen er en af dem, der er mest bevægelse i. 

Den ældre ballade "Step" får dog sat en smule bevægelse i mængden, mens den lange fortolkning af SBTRKT's dansable spoken word-nummer "New Dorp. New York" synes at gå hen over hovedet på folk, trods funky rytmeguitar og en højenergisk guitarsolo af Brian Robert Jones. Publikum synes først for alvor at vågne op, da vi får dette års single "Harmony Hall", der da også er et virkeligt opløftende nummer – som når solen bryder frem igen efter en regnvejrsdag, og den bliver ikke dårligere af at have fået tilføjet en lang slagtøjssolo. Også den gamle up-tempo-sang "A-Punk" vækker glæde med sine "hey, hey"-råb, mens den afsluttende, lange ballade "Jerusalem, New York, Berlin" ikke rigtigt fænger på pladsen, heller ikke selvom den går op i tempo undervejs.

Hvordan skal man forholde sig til sådan en koncert, der var uhyre velspillet og bød på den ene træfsikre sang efter den anden? Skal det trække ned, at gruppen ikke rigtigt formåede at få tændt op under publikum? Nej, det synes jeg ikke, for de gjorde virkelig, hvad de kunne, og mod slutningen af koncerten var ikke mindst bassist Chris Baio gennemsvedt i sin wifebeater, der i øvrigt reklamerede for det fantastiske band The The – hvilket i sig selv taler til gruppens fordel. Men hvor publikum havde deres opmærksomhed henne – heldigvis snakkede de ikke udpræget meget, i hvert fald ikke tæt på scenen – det er mig en gåde.

Sætliste:

Sunflower

Unbelievers

Cape Cod Kwassa Kwassa

Holiday

This Life

Step

Sympathy

New Dorp. New York (SBTRKT-cover)

How Long?

Harmony Hall

Diane Young

Cousins

A-Punk

Ya Hey

Jerusalem, New York, Berlin

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA