x
Robyn ramte Roskilde rent

Robyn, Roskilde Festival, Orange

Robyn ramte Roskilde rent

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

I slutningen af 00'erne og begyndelsen af 10'erne var Robyn nærmest årlig gæst i Danmark. Så spillede hun på Roskilde, så på Smukfest, så på Skive Festival og så på NorthSide – i sidstnævnte tilfælde sammen med Röyksopp. Men siden 2014 har hun ikke været her, så det er et kærkomment gensyn, at den svenske popstjerne vender tilbage til Roskilde – for første gang på Orange efter at have optrådt for et fyldt Arena-telt i 2010.

Musikalsk har Robyn, der udgav hele tre (korte) album i 2010, også holdt et par mindre pauser, og sidste års solide Honey var faktisk hendes første fuldlængdealbum siden 2010, om end der er kommet et par minialbum i 2014 og 2015 med henholdsvis Röyksopp og La Bagatelle Magique. Nu er hun i den grad tilbage, og hendes entré på Orange er da også en popdiva værdig. Scenen er beklædt med hvide lagner, der hænger ned fra loftet og dækker podierne med keyboards, som befinder vi os i en eventyrlig drømmeverden, og der er tilmed en stor model af to hænder på bagscenen. Robyn begynder at synge "Send to Robin Immediately", inden hun kommer ind på scenen via podiet på bagscenen. Så står hun der som en silhuet, mens scenerøgen ligner skyer på en himmel, og så kommer hun ned på forscenen og synger videre.

Robyn har medbragt et stort band med hele tre keyboardspillere, hvor den ene også spiller skiftevis guitar og bas samt en trommeslager og en percussionist. De skaber et fyldigt lydbillede til de meget dansevenlige sange, hvor det statiske, men fremadskubbende disko-beat kører stort set konstant, det boblende, hurtige keyboard a la Donna Summers "I Feel Love" også er en hyppigt genkommende figur, og hvor flere numre går direkte over i hinanden. Musikalsk er der dog en melankolsk undertone i mange af numrene, og det bliver forstærket med Robyns karakteristiske, let vemodige og ret lyse vokal, der heldigvis står tydeligt i lydbilledet.

Efter titelsangen fra Honey kommer det gamle hit "Indestructible", der får god gang i publikum, og det bliver fulgt af et af de bedste numre fra Honey, nemlig "Ever Again" med god, gammeldags slap-bass. "Be Mine", der musikalsk minder en del om Cyndi Laupers gamle hit "Time After Time", får også en god modtagelse, inden Robyn forlader scenen og overlader den til en graciøs mandlig danser, der får flere minutter i spotlightet. Vi ved godt, at det skal udfylde tiden, mens Robyn skifter tøj, og da hun kommer tilbage, har hun erstattet den hvide kjole med en sort buksedragt med påsat hestehale, der lidt får hende til at ligne Det Radikale Venstres Sofie Carsten Nielsen, hvilket bestemt ikke skal tages som en kritik herfra.

Flere stærke sange følger, blandt andet den lidt mere afdæmpede "Because It's in the Music" og den lange, hårdtpumpende "Love is Free" fra samarbejdet med La Bagatelle Magique med en nærmest rappende Robyn, heftigt slagtøj, lange instrumentalpassager og intim dans med danseren fra før, og sangen går direkte over i den åndsbeslægtede "Don't Fucking Tell Me What to Do". Så kommer kæmpehittet "Dancing on My Own", hvor Robyn op til første omkvæd stopper bandet og sig selv og lader publikum synge omkvædet alene. Hele pladsen stemmer i, og det giver gåsehud at høre – formodentlig også på scenen.

Flere hits, sidste års "Missing U" og den gamle "Call Your Girlfriend", fortsætter festen på pladsen. Så er hovedsættet slut, men Robyn kommer heldigvis ind og fremfører det gamle Kleerup-samarbejde "With Every Heartbeat", der ganske usædvanligt for en popsang bygger langsomt op mod omkvædet med hele tre vers, inden omkvædet så kommer igen og igen og igen – uden flere vers. Slagtøjsspilleren medvirker til at piske stemningen yderligere i vejret, og Robyn og danseren er atter i nærkontakt. "Who Do You Love?", skabt i samarbejde med engelske Kindness, er allersidste sang, og da den nærmer sig afslutningen, forlader Robyn og musikerne scenen en efter én. Idéen er mildt sagt brugt før, men den virker ofte, og også i aften.

I knap halvanden time har Robyn holdt popfest på Orange Scene, og hun ramte Roskilde lige i solar pleksus – ganske som MØ gjorde et døgn tidligere på samme scene. Man kan indvende, at der måske ikke var den store variation i musikken, hvor de regulære ballader var helt sorteret væk, men der var dømt dansefest med stærke sange, en veloplagt solist, et stærkt spillende band og smuk scenografi. Min største kritik er egentlig, at Robyn vælger at tale engelsk med publikum i stedet for svensk, men så dårlige er vi jo nok til hinandens sprog her i Skandinavien. Hun får dog ytret et enkelt "tack så mycket" – "tack själv", må det indlysende svar være. Robyn er stærkt tilbage, forhåbentlig for at blive.

Sætliste:

1. Send to Robin Immediately

2. Honey

3. Indestructible

4. Ever Again

5. Be Mine

6. Because It's in the Music

7. Between the Lines

8. Love Is Free

9. Don't Fucking Tell Me What to Do

10. Dancing on My Own

11. Missing U

12. Call Your Girlfriend

Ekstra:

13. With Every Heartbeat

14. Who Do You Love?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA