Medina tændte en løbeild på Smukfest – til sidst

Medina, Smukfest, Bøgescenerne

Medina tændte en løbeild på Smukfest – til sidst

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

”Medina?” kigger en forbipasserende på mig og spørger med et undrende ansigtsudtryk: ”eksisterer hun stadig?” Noget kunne antyde, mens jeg spadserer fra Smukfests bøgescene ned til den hengemte stjernescene, at den danske popprinsesses status måske ikke længere er, hvad den har været. Det er lige pludselig ti år siden, at sangerinden med det borgerlige navn Andrea Valbak ikke blot befandt sig på, men snarere decideret besatte de danske hitlister med sit andet album ”Velkommen til Medina”. Det var kvinde, sex og power, der satte radioerne på plads, alt imens hun stille og sikkert vendte sin signatur til de bløde kærlighedssange, der de seneste år har præget hendes musikalske retning. Hun er ikke længere et klubikon, men en skrøbelig flakkende sjæl, der synger ballader. Hun skal få de to poler, de to fanbaser til at mødes på Smukfest 2019.

Hun springer ind på scenen til tonerne af ”Lyser i mørke”, der helt planmæssigt sparker publikum i gang. Det er en bizar blanding af purunge efterskolelever og en + 50-aldersgruppe, der netop har stillet sig ved scenen af vidt forskellige årsager. Sangerindens radmagre skikkelse favner dog bredt, sammen med en solid og rutineret kvintet bag hende. ”Synd for dig” holder pumperne oppe, uden at hun behøver at synge besynderligt meget. Det er tydeligt fra start, at genkendeligheden er af større vigtighed for fansene end kunstnerens gøren og laden på scenen. Det handler om festen, og i det øjemed er der ikke meget at sige til, at Medina ikke sætter sine stemmes evner på prøve. Det ville ikke være af megen betydning.

Sidste års comeback-album ”Grim” bliver for første gang repræsenteret med ”Det smukkeste”, som prøver for ihærdigt med latinamerikanske rytmer kombineret med den klassiske electro-pops lydeffekter, og den sætter sig ikke rigtig på stjernepladsen – måske også bare fordi den ikke var et alvorligt hit. Det var ”For altid” fra 2012 til gengæld, og glæden er endnu engang til at mærke rundt omkring. ”Sir det ikk” er så en spritny single, der på besynderlig vis forsøger at bruge trap-rytmer i en klassisk popmelodi, uden alvorligt held. Anders Bos guitar er altdominerende på nummeret og overstråler egentlig Andreas egen sang.

Burhan G-duetten ”Mest ondt” bliver flad og fortoner sig hurtigt i baggrunden uden hendes partner in crime. Hendes interaktion med publikum er skaleret ned til akavede svar på tiltale om, at nogen føder nogens børn. Karismaen bringes dog lidt på bane, da Hjalmer hopper ind og synger ”Folk som os”. Meeen det er så næsten også det. For der foregår nærmest ingen sang imellem dem, men blot Hjalmer, der ikke har helt har fået indstillet stemmebåndet, imens Valbak går og hyper publikum. Det meste af den feminine vokal leveres på det her tidspunkt egentlig af højgravide Caroline Francesca på kor, men hendes mixning får ikke lov til at trænge igennem både stortromme, keys og bas. Men Medina vil gerne vise ballade-musklerne frem med ”Klokken ti”, der faktisk skinner igennem med retmæssig klang. Og der skråles med, både fra scenen og publikum, til en afveksling. Og det bliver således startskuddet til lidt af en hitparade.

I en hårdt kantet medley af ”Velkommen til Medina” og ”Ensom” får vi bekræftet et par ting. Edm-scenen er efterhånden gået lidt i stå i kampen med techno, og den får Medinas up-tempo-sange til at fremstå som et levn fra Aviciis og David Guettas velmagtsdage. Det tager brodden af et musikalsk udtryk, der i forvejen er begrænset, i betragtning af bandets omfang. Det står værst til med ”Giver slip” som bliver et fladt udtryk af ingenting, men charmen vender dog alligevel tilbage på ”Vi to”, der endnu engang er mangen en dansk piges barndom og ungdom indkapslet, og det tager folk vel imod. Så gør ensformigheden i udtrykket pludselig ikke så meget, når publikums ansigter stråler af glæde, selvom der ikke er meget nyhedsværdi i nogen af sangene. ”Jalousi” bliver balladen, der samler alle undertrykte pigehjerter op, og det føles i et splitsekund meget oprigtigt, den til tider påtagede kærlighed, som Andrea udtrykker fra scenen.

Eftermiddagens punktum sættes med gennembrudshittet ”Kun for mig”, der til den dag i dag stadig står for mig som hendes bedste nummer. Dens simplicitet forplumres dog lidt af et stort band, hvor alle skal høres, og de nålefine underliggende keys får ikke lov til at skinne igennem, som man kunne have håbet. Men sangen tænder som en løbeild flammer i publikum fra forrest til bagerst på pladsen, og alle hopper med i ren begejstring. Når man stadig kan det efter 10 års afspilning på de danske klubber, så tager jeg hatten af og siger godt gået. Det er tvivlsomt, hvor meget mere gods, Medina har at give til den danske musikscene, men jeg fik lov til at se på årets Smukfest, at hendes eksistens altså ikke er gået ubemærket hen. Om du så er 13 eller 60.   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA