x
Habil hitparade med visse mangler

Danmarks Smukkeste Koncert Vol. 3, Smukfest, Bøgescenerne

Habil hitparade med visse mangler

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Se stor fotoserie med billeder af Daniel Nissen Lauritsen, Steffen Jørgensen og Camilla Lundbye ovenfor

Nostalgien har altid haft gode kår på Smukfest, og festivalen kan ikke passere forbi et jubilæum, uden at det skal markeres med en stor, tilbageskuende fest, hvor man har samlet en lang række danske kunstnere til at spille hits fra festivalens unge år. Det skete i 2004 og 2009 og nu igen, hvor festivalen fylder 40. Ved 25 års jubilæet blev der rent faktisk spillet 25 sange, men i 2009 blev antallet skåret ned til 14 fra alle årene i erkendelse af, at showet ellers ville blive for langt, og i år har festivalen så valgt 23 sange (herunder et medley) fra 1980-2000, nogenlunde et fra hvert år, i kronologisk rækkefølge. Formodentlig for at kunne præsentere en række ældre navne, som ikke ville have været fast inventar på festivalen alligevel, men mange af de optrædende har dog stadig gang i velfungerende karrierer, hvilket understreger, at pensionsalderen for pop- og rockmusikere er noget højere, end den er for sportsstjerner.

Ligesom i 2009 har Smukfest valgt et fast band som backing for i hvert fald de fleste af de optrædende, således at tiden, der skal gå med sceneskift bliver minimeret. I år er bandet The Antonelli Orchestra, kendt fra blandt andet Vild Med Dans. Denne gang er dog kun den ene af Bøgescenerne i brug, formodentlig fordi Robbie Williams’ folk skal rigge til på den anden, men til gengæld har arrangørerne indsat en drejelig scene med en skillevæg imellem, sådan at The Antonelli Orchestra befinder sig på den ene scene, og de bands, der ikke gør brug af orkestret, spiller på den anden, og så bliver der trukket kabler og spillet musik samtidig. Godt tænkt og forholdsvis godt udført, mere om dette senere.

Forud for koncerten har festivalen offentliggjort både de optrædende og sætlisten, og det tager jo noget af overraskelseseffekten ud. Derfor ved vi godt, at Sebastian lægger ud med den smukke ”Du er ikke alene”, som faktisk er fra 1978 og ikke 1980, men den var sikkert også et hit i 1980. Sebastian optræder solo med sin akustiske guitar midt mellem de to Bøgescener og får nogenlunde gang i fællessangen, men lyden er lige det laveste, og så virker det lidt komisk, at han har solbriller på, her hvor solen står lavt på himlen. Laid Back kommer ind foran orkestret, og så er vi for alvor i gang. Vi får dog ikke en af deres to største internationale succeser, ”Sunshine Reggae” eller ”White Horse”, men ”Maybe I’m Crazy”, der dog også var et stort hit i Danmark – der er jo noget årstalslogistik, der skal gå op.

Jeg skal spare jer for en gennemgang af alle de enkelte sange, men nøjes med at fremhæve nogle af højdepunkterne, skuffelserne og overraskelserne. Overordnet er de bedste stunder dem, hvor et stadig aktivt band kommer ind og spiller det, de plejer, uden backing fra det ellers velspillende Antonelli Orchestra. D-A-D og Dizzy Mizz Lizzy er fremragende på ”Sleeping My Day Away” og ”Waterline”, førstnævnte med en lang, veloplagt guitarsolo fra Jacob Binzer. På ingen måde overraskende, men folkelig dansk rock, når det er allerbedst. Dodo Gads vokal er virkelig stærk på ”Vågner i natten”, men til gengæld overdøver hun næsten resten af The Dodos, der har valgt at spille halvakustisk, og det fungerer ikke helt.

Et par bands spiller sammen med The Antonelli Orchestra, og her glimrer især de forholdsvis nyligt gendannede Gangway – dog kun i trioformen fra 90’erne og ikke den aktuelle sekstet-version – med en stærkt syngende Allan Jensen i front på ”My Girl and Me”, et af de relativt få engelsksprogede danske hits fra 80’erne.

En del af solisterne gør det også godt med The Antonelli Orchestra, ikke mindst en velsyngende Søs Fenger på en intim ”Inderst inde”. MC Einar er også veloplagt på den tidsmæssigt lidt uaktuelle ”Jul’, det cool”, om end det virker leflende, at han skal lala-nynne temaet til Leroy Andersons

”Sleigh Ride” – den, som sangen sampler, hvilket sluger alle gruppens royalities – ind over orkestret, hver gang de spiller det. Poul Krebs byder som den eneste på en gæst, nemlig Michael Falch, men de to har ofte optrådt sammen, så det kommer ikke ligefrem bag på én.

Halvbagt gendannelse

Koncerten byder på et par gendannelser, men den ene ikke er ikke helt gennemført, og nu er vi i afdelingen for skuffelser. Et genforenet Ray Dee Ohh med guitarist Poul Halberg, sangerinde Maria Bramsen og trommeslager Jan Sivertsen (og Antonelli Orchestra), men altså uden Caroline Henderson, det er en halvbagt omgang, også selvom Bramsen – der i de senere år er begyndt at optræde med Tøsedrengene-numre med Anne Dorte Michelsen efter mange års fravær fra scenen – synger glimrende. Så er det bedre at se One Two genforenet, godt nok ”kun” med frontfigurerne Nina Forsberg og Cæcilie Norby, men de er der så begge to. Og selvom Norby synger bedst – hun er også i træning – er det rart at se en forholdsvis velsyngende Forsberg på scenen, hvilket ellers kun er sket yderst sjældent i det sidste årti. Forhåbentlig vender hun tilbage mere permanent.

Hvis vi vender tilbage til skuffelserne, er det lidt mærkeligt at se Peter AG repræsentere Gnags alene, nu hvor de er aktivt turnerende i disse år med Per Christian Frost tilbage i folden, og det samme gælder Allan Vegenfeldt fra Sandmen – han lyder altså bedre med et rockband i ryggen. Michael Falch får annonceret, at Malurt bliver gendannet næste år, men kunne de ikke have taget forskud på glæderne allerede nu? Og når Kasper Eistrup skal give sin første koncert i fem år, så kunne han da lige have genforenet Kashmir til lejligheden frem for at optræde solo, om end han gør det udmærket – om end det er lidt unfair, at han som den eneste får lov til at spille to hele sange.

Martin Brygmann er alene om at repræsentere Lex & Klatten og Det Brune Punktum med et medley. Ja, det er godt nok ham, der har skrevet sangene, men det kunne da have været fint, hvis de andre havde været med. Nanna, der var programsat, er udgået uden forklaring. René Dif er fuldstændig overgearet showman i Aquas ”Roses are Red” – de spillede ”Barbie Girl” for ti år siden, så det er fint nok, at de har skiftet ud – og det mest opløftende ved Brødrene Olsens afsluttende, tosprogede optræden er at se Noller på scenen igen, efter at han for kun to måneder siden blev ramt af en mindre hjerneblødning. Musikalsk virker han dog, forståeligt nok, noget fraværende. Fortsat god bedring!

Sangene ligger som nævnt i kronologisk rækkefølge, og det fungerer glimrende. Man kan følge dansk musiks udvikling fra en overvægt af poprock på dansk i firserne til et primært engelsksproget og mere alsidigt udtryk i 90’erne. Jeg kunne godt have brugt lidt mere hiphop end MC Einar, om end det var her i 2004 og 2009 med blandt andet Østkyst Hustlers og Den Gale Pose, og lidt mere 90’er-rock som eksempelvis Sort Sol (som dog også var her i 2004), men det er småting. Eller Savage Rose, der fik et forrygende comeback i 90’erne.

Padle op ad åen

Til gengæld skal Smukfest have ros for ikke at hive deciderede døgnfluer på scenen som Whigfield i 2009, men derimod fokusere på kunstnere, som har en længere karriere. Musikalsk er det hele selvfølgelig mainstream, men det kan dårligt være anderledes, når vi taler om de største danske hits fra 1980-2000. Personligt ville jeg da gerne have set en gendannelse af eksempelvis The Poets, How Do I eller Luksus, men så ville publikum jo ikke engang kunne fylde pladsen ved Sherwood-scenen.

Sceneskiftene bliver som nævnt afviklet nogenlunde hurtigt, men ofte går der flere minutter mellem hver optræden, og det løber op med over 20 kunstnere. Det kan nok ikke gøres mere tjept, men den ellers veloplagte konferencier Søren Rislund er flere gange ved at løbe tør for padle-emner og må ty til at opfordre folk til at kramme hinanden. Sjovt er det dog, da han minder om, at Skanderborgs nuværende viceborgmester Frank Damgaard, også kendt som Frank Megabody, engang var næsten nøgen på Bøgescenen, da han var konferencier og skulle præsentere Aqua for et måske lige lovlig ungt publikum.

Men alt i alt en habil, om end lidt ujævn og mangelpræget hitparade på to timer og 45 minutter, hvor publikum synger godt med det meste af vejen, og så kan Smukfest jo begynde at overveje, hvad de skal stille op med, når de fylder 50. Måske to kortere nostalgikoncerter, måske også nogle udenlandske medvirkende, måske samarbejder på kryds og tværs? Det skal i hvert fald nok ikke blive længere, hvis publikum skal bevare koncentrationen, om end de fleste trods alt bliver hængende. Tillykke med de 40 år, Smukfest, jeg tager gerne 40 mere.

 

Sætliste:

Sebastian: Du er ikke alene (1978)

Laid Back: Maybe I’m Crazy (1981)

Michael Falch: Superlove (1981)

Sanne Salomonsen: Woodoo (1982)

Peter A.G.: Slingrer ned ad Vestergade (1983)

TV-2: Rigtige mænd (1985)

Gangway: My Girl and Me (1986)

Dodo and the Dodos: Vågner i natten (1987)

MC Einar: Jul, det’ cool (1988)

D-A-D: Sleeping My Day Away (1989)

One Two: Den bedste tid (1989)

Lars Lilholt: Kald det kærlighed (1986/1990)

Ray Dee Ohh: Jeg vil lade lyset brænde (1990)

The Sandmen: 5 Minutes Past Loneliness (1992)

Hanne Boel: Don’t Know Much About Love (1992)

Dizzy Mizz Lizzy: Waterline (1994)

Michael Learns to Rock: That’s Why (1995)

Poul Krebs: Sådan nogen som os, med Michael Falch (1995)

Aqua: Roses Are Red (1996)

Søs Fenger: Inderst inde (1998)

Kasper Eistrup: Graceland + Rocket Brothers (1999, 2003)

Martin Brygmann: For kendt/Jeg vil i seng med de fleste/Ud i det blå (1997, 1999, 1999)

Brødrene Olsen: Smuk som et stjerneskud/Fly on the Wings of Love (2000)

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA