x
Tilbagelænede virtuoser

Wayne Graham, Jam Days, Odense

Tilbagelænede virtuoser

Anmeldt af Christoffer Henneberg | GAFFA

Hele vejen fra kulminebyen Whitesburg i det østlige Kentucky var folkrock-kvartetten Wayne Graham kommet for at spille på Jam Days, den odenseanske festival for jazz, blues og folk, centreret omkring Brandtsområdet i hjertet af byen. Det nytter i øvrigt ikke at spørge, hvem er dem, der er Wayne, for navnet er en sammensætning af deres bedsteforældres navne, henholdsvis Wayne og Graham. Lidt ligesom Pink Floyd i sin tid var opkaldt efter to musikalske forbilleder, bluesmusikerne Pink Anderson og Floyd Council.

Tidligere på dagen havde amerikanerne spillet en instore koncert i den lokale pladebiks Moby Disc. Det forlyder endvidere, at de har indgået en aftale med det Odensebaserede label Celebration Records. Så det gav god mening som gestus, at guitarist Lee Owen stillede op i en Moby Disc-T-shirt. Netop han skulle komme til at spille en hovedrolle denne aften inde i Kulturmaskinens koncertsal, der nu hedder Frølageret.

Publikum tog godt imod bandet. Der var godt proppet og ikke så lidt varmt i salen, da bandet gik på kl. 20.30. Det umiddelbare indtryk var ikke overvældende: Visuelt er det ikke just et spektakulært band. Snarere bare fire low-key gutter, der spiller deres jordbundne, hjemmegroede americana uden de store armbevægelser.

Mest af alt minder de vel om J.J. Cales tilbagelænede sydstatsrock, med reminiscenser af Mark Knopfler og Eric Clapton. Undervejs fik vi således en velswingende version af Dire Straits’ ”Setting Me Up”, som Clapton også har haft på sit liverepertoire back in the day.

Det prunkløse, rurale udtryk vist sig dog efterhånden, som koncerten skred frem, at dække over en overraskende virtuositet i det ofte fremragende ensemblespil, hvor især guitarist Lee Owen stjal billedet med sin Mark Knopfler-inspirerede tone, der hele vejen igennem stod perfekt defineret i lydbilledet.

”Ashta Chamma” er overskriften på den bedste sang fra det seneste album Songs Only a Mother Could Love, men generelt må sangskrivningen siges at være Wayne Grahams akhilleshæl. Numrene driver forbi i en lind strøm, der nok er behagelig for øregangene, men som kun sjældent for alvor forplanter sig i hukommelsen. For nogle er dette enslydende præg måske en del af gruppens tilbagelænede charme. Det afhænger vel i sidste ende af temperament.

Alt i alt var Wayne Graham et sympatisk bekendtskab, og hvad der manglede i sangskrivningsfinesse, blev der til gengæld gjort rigeligt op for i mesterligt musikalsk håndværk.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA