x
Ikke uden min sampler

Mary Lattimore/Bendik Giske , Badesøen Festival, Albertslund

Ikke uden min sampler

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Ligesom dagens første koncert på Badesøen, forløber dagens anden koncert også som et musikalsk samarbejde. Denne gang er det amerikanske Mary Lattimore, som spiller på harpe, der mødes med norske Bendik Giske, der spiller på saxofon – en fællesnævner for demer, at de begge bringer nye aspekter til deres ellers klassiske instrumenter ved tilføjelsen af elektroniske elementer og ikke mindst ved bruglen af en sampler, som lukker op for ekstra aspekter i musikken.

Hvor Collider og Clarissa Conelly først på dagen langsomt smeltede deres to forskellige stilarter sammen, så mødes Lattimore og Giske kun kort på scenen, hvilket er en skam, for det er nok det mest interessante øjeblik i de to koncerter, som der reelt er tale om.

Mary Lattimore lægger for på sin harpe, som bliver spillet så fint og sagte, at man faktisk skal helt tæt på scenen for at musikken ikke bliver overdøvet af badeland og det literære kryds og tværs-show, der foregår i teltet ved siden af – en lille planlægningsfejl, som burde kunne undgås på en festival, der trods alt opererer med meget få scener. Lattimores harpespil lyder flot, og samplereffekten giver ekstra detaljer, når lyden bliver så mangefacettet at det rækker ud over, hvad et mennesker alene kan spille, men det bliver også bare meget pænt, og det har generelt svære vilkår på en open air-scene.

Derfor giver det også lidt tiltrænkt styrke, da Bendik Giske træder ind på scenen og lader sin saxofon lægge en dyb bund. Det er, som nævnt, desværre kun for en kort bemærkning, for herefter forlader Lattimore scenen for at lade Giske fortsætte alene. Ligesom Lattimore gør Giske gavmildt brug af en sampler, men hvor Lattimore fik musikstykkerne til at blomstre og forgrene sig vildt, så er det et meget mere kontrolleret lydbillede, Giske skaber, hvor der bliver skabt en nærmest klub-agtig stemning af faste beats, som Giske så spiller mere frit, men stadig repetitivt ind over – måske en flippet slags post-punk-saxofon?

Begge kunstnere står, hvor fascinerende de så end er, med meget rene udtryk hver for sig, og som nævnt kunne det have været spændende, hvis de havde kunnet brydes lidt mere. Hver for sig blev det en anelse monotont, og der var ikke nogen rigtigt gode grunde til, at de var annonceret sammen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA