x
Mere kølig end cool i regn og ulden lyd

Iris Gold, Wonderfestiwall, Opalen

Mere kølig end cool i regn og ulden lyd

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Inden for de sidste to måneder har danske Iris Gold både optrådt for den franske præsident Macron i Elyséepalæet og med musiklegenderne Nile Rodgers (Chic med mere) og Dave Stewart (Eurythmics med mere) til en Eurythmics-hyldestkoncert i London. Der er med andre ord bud efter stortalentet med de britiske og jamaicanske rødder, og hun er da også en både solid rapper og fremragende soul/funk-sangerinde, der er kendt for at give sig fuldt ud på scenen. Det gør hun også i aften til en knap så højprofileret koncert på Bornholm, trods halvkraftig regn. Gold har medbragt et velspillende band med guitarist, trommeslager (der også afvikler backtracks), trompetist og en dj, der scratcher gode, gammeldags vinylplader. Scenen er som sædvanlig prydet med solsikker, og der er dømt grooves og gode vibrationer fra første beat, med flot indøvet koreografi hos både Iris Gold og hendes musikere.

Der er dog også noget, der ikke helt spiller, for Golds ellers flotte vokal er mikset lige lovligt lavt, så det er temmelig svært at høre, hvad hun rapper og synger, især når trommerne brager løs i omkvædene. Måske skyldes det nogle forhold omkring scenen*, for det samme problem kunne man også opleve under koncerten med Skinz tidligere på dagen, endda i endnu højere grad. Derfor er showet helt klart bedst i de mere afdæmpede stunder, eksempelvis ”André” med smuk trompetsolo og tilegnet André 3000 fra OutKast, som Iris Gold er stor fan af og efter eget udsagn gerne vil giftes med. Hvilket vel ikke er helt urealistisk, sådan som hun stormer frem på de bonede gulve – og André 3000 er mig bekendt ugift.

Sættet rummer en del sange fra Iris Golds nyligt udsendte og ganske glimrende debutalbum Planet Cool såvel som ældre sange og numre, der ikke tidligere er udsendt, blandt andet førnævnte ”André”. Det er dog en skam, at den fede, sumpede orgellyd ikke er live, men backtrack. Undervejs har Iris Gold skiftet fra hvidt til sort tøj og fortæller undervejs som sædvanlig, at ”alle kvinder har en blomst mellem benene”, mens hun sidder overskrævs på en af solsikkerne og dedikerer den efterfølgende sang til kvinderne i publikum. Senere folder hun en guldkappe ud som en påfugls fjerpragt, og i slutningen af sættet vækker flere ældre sange, blandt andet den energiske ”All I Really Know”, en vis genkendelse hos publikum, som generelt tager ganske godt imod Iris Gold, trods regnen. Alt i alt en rimelig koncert, men jeg har hørt Iris Gold meget bedre før, eksempelvis på Roskilde Festival sidste år, hvor hun også havde en musiker mere med, på trombone. Hun fortjener at få revanche – skru nu op for den vokal!

* Det gør det, har jeg senere fået at vide af en sagkyndig: Fordi højttalerne er placeret på jorden, bliver diskanten dæmpet af publikum og svær at regulere fra lydpulten, der tilmed er lidt hævet fra jorden, så lydmanden ikke oplever det samme som publikum. Det bør kunne indrettes bedre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA