Respektfuld hyldestkoncert lod de stærke sange stå i centrum

Diverse kunstnere, All the Best – hyldest til John Prine, Tønder Festival, Telt 1

Respektfuld hyldestkoncert lod de stærke sange stå i centrum

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Amerikanske John Prine skulle have været et af de absolutte hovednavne på Tønder Festival, men kun en uge forinden aflyste han, da den 72-årige mestersangskriver for tiden er ved at komme sig oven på en hjerteoperation. Heldigvis fik festivalleder Maria Theessink den glimrende idé i stedet at afholde en hyldestkoncert for ham med en række af de kunstnere, der i forvejen er på festivalen. Det hele finder sted i et fyldt telt Telt 1 søndag aften som kulminationen på fire dages fest.

De fleste solister stiller op med blot stemme og akustisk guitar, og det skal hurtigt vise sig at være mere end rigeligt. John Prine er en fremragende sangskriver, og man tydeligt mærker respekten fra de mange solister, der lader sangene og ikke sig selv stå i centrum. Engelske John Smith åbner med smukt fingerspil på den socialrealistiske ”Sam Stone” om manden, der kommer hjem fra krigen med ar på sjælen og bliver stofmisbruger. Anderledes romantisk er ”I Have Met My Love Today” sunget af irsk-canadiske Irish Mythen, mens skotske Tide Lines behandler kærligheden fra en mere problematisk vinkel i ”The Speed of the Sound of Loneliness”.

”Souvenirs” sunget af irske Hudson Taylor er et godt eksempel på John Prines brug af (sort) humor, og det samme gælder ”Illegal Smile”, hvor den tømmermændsramte fortæller oplever at blive nidstirret af sin morgenmad. Sangen om at have ”the key to escape from reality” kan let fortolkes som omhandlende hashrygning og bliver fremført af australske William Crighton med den karakteristiske gravrøst. Hans kone Jules crasher på et tidspunkt hans optræden og synger med lettere hysterisk vokal i samme mikrofon, selvom hun er et hoved lavere end ham, og det bliver sangen ikke mindre underholdende af.

Et par andre samarbejder bliver det også til, først amerikanske Max Gomez og Caitlin Canty på ”Long Monday”, siden britiske Martin Harley på dobro-guitar og amerikanske Sam Lewis på vokal på ”Mexican Home” og treenigheden Max Gomez, Poul Krebs, Irish Mythen på ”All the Best”, der også har givet navn til hele hyldestkoncerten. På dette tidspunkt er kontrabassist Troels Skjærbæk og en trommeslager, der desværre ikke bliver præsenteret, trådt ind som et backingband, der dog kun får lov at medvirke på et par sange.

Et par regulære bands møder vi også. Omtalte Tide Lines stiller op med guitar, bas, trommer og keyboard, og det fungerer fint som afveksling fra de akustiske guitarer. Et helt band er også irske Hudson Taylor, som giver os ”Souvenirs” med deres varemærke, de fornemme vokalharmonier samt instrumenter som violin og pennywhistle. Ryan McMahon Band stiller ligeledes op som kvartet med en bluesrocket ”Angel from Montgomery”, et af de meget få øjeblikke, hvor det musikalske udtryk bliver en smule ordinært til en stjerne som John Prine.

Lidt forvirrende bliver den forventet afsluttende fællessang, ”Paradise”, holdt allerede som næstsidste nummer – med flere nytilkomne musikere på scenen, blandt andet canadiske Jenn Grant med sin ni måneder gamle søn Gus iført høreværn på armen – inden Ryan McMahon Band runder af. Måske skyldes det, at der også kommer en fællessang mere, for ligesom alle festivaler siden 1975 slutter også denne Tønder med afsyngning af den kristne salme ”Will the Circle Be Unbroken” blandt både publikum og en række af de optrædende kunstnere.

Og dermed er cirklen sluttet. Når den rigtige John Prine ikke kunne være her, kunne det ikke blive meget bedre end aftenens meget respektfulde hyldest, hvor Jesper Henning Pedersen har været en fin konferencier, og som minder os om, hvor fremragende en sangskriver Prine er. Heldigvis har han lovet at komme næste år, og det gør jeg også. God bedring, John!

 

Sætliste:

John Smith: Sam Stone

Irish Mythen: I Have Met My Love Today

Caitlin Canty: One Red Rose

Max Gomez: Fish and Whistle

Max Gomez og Caitlin Canty: Long Monday

Tide Lines: The Speed of the Sound of Loneliness

Hudson Taylor: Souvenirs

William Crighton og Jules: Illegal Smile

Dan Sultan: Hello in There

Martin Harley og Sam Lewis: Mexican Home

Luke Winslow King: Summer’s End

Max Gomez, Poul Krebs, Irish Mythen: All the Best

Alle: Paradise

Ryan McMahon Band: Angel from Montgomery


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA