Betagende Bowie-forestilling kom flot fra start

David Bowie & Enda Walsh: Lazarus, Aarhus Teater. Store Scene

Betagende Bowie-forestilling kom flot fra start

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

I den bedste af alle verdener havde man set Lazarus på Broadway eller i Londons West End. I slutningen af 1970'erne med en kokainbåren Bowie selv i hovedrollen, fyrre år før forestillingen blev til. I stedet får vi i aften Danmarkspremieren – intet mindre – på forestillingen, som Bowie skrev sammen med forfatteren Enda Walsh i månederne op til sin død i 2016.

En afgørende brik i det kunstneriske exit, Bowie orkestrerede inden sin bortgang – og tilmed en form for cirkel, der sluttes, når Bowie i musical-regi genbesøger såvel en stribe af sine egne klassikere som Walter Tevis' roman The Man Who Fell to Earth.

En 29-årig Bowies hovedrolle i Nicolas Roegs filmatisering af romanen fra ’76 er et højdepunkt i begges karrierer: Berlin-Bowie, kokain-Bowie, Station to Station-Bowie var simpelthen som skabt til rollen som den sofistikerede alien i en fabel om ensomhed, isolation og fremmedgørelse.

Selvom sammenligninger med filmen naturligvis er fuldstændig urimelige i aften, er de også uundgåelige. Hvilket mirakuløst nok ikke ændrer på, at premieren i aften er en absolut overbevisende opvisning.

Scenografien er skarp og dyster, og aftenens første nummer er titelsangen "Lazarus", med åbningslinjen ”Look up here, I´m in heaven / I’ve got scars that can’t be seen”. Det er Bowie, som synger ned til os – men det er et hold af kompetente, danske teaterfolk, som i aften vækker hans vision til live på medrivende manér.

Bowies sko

Den utaknemmelige opgave at udfylde Bowies sko i rollen som Thomas Newton er tilfaldet Jacob Madsen-Kvols, som føjer et strejf af fortvivlet enfoldighed til den martrede marsbo. Heroverfor står Sofia Nolsøe i en pragtpræstation som Newtons assistent, som flygter fra sit kedelige ægteskab for gradvist at miste sig selv i kontakten med manden i den turkise silkehabit.

Hvor Roegs film fra ’76 i store træk gengav romanforlæggets handling, bygger Lazarus videre på historien og foregår for en stor del inde i Newtons hoved. Her huserer både den diabolske Valentine (Simon Matthew) og spøgelsespigen – eller er hun en engel? – glimrende gestaltet af Sara Viktoria Bjerregaard.

Forestillingen folder sig ud i en serie tableauer. I en imponerende, David Lynch-reminiscent scenografi, og centreret om en lang række både nye og ældre Bowie-sange: Fra vellykkede versioneringer af gamle ting som "Changes", "Life on Mars?" og "Always Crashing in the same Car", over sange fra The Next Day (2013) til tre nye numre skrevet særligt til lejligheden.

Det er både visuelt og musikalsk velfungerende, og måske er det uundgåeligt, at dele af den oversatte dialog enkelte steder virker distraherende. Linjer som ”du ligner kraftedemig Smølfine!” og ”Luk nu røven!” er bare ikke særligt Bowie-agtige, men fred nu være med det.

For selvom Bowie ikke ligefrem vendte tilbage fra de døde, i aften – ligesom en vis Lazarus – ja, så var det vitterligt en vellykket premiere på en fremragende forestilling. Og det er da ikke så lidt.     


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA